28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
Aftenens film er skotsk, men blevet til på dansk foranledning. Lars von Trier står bag konceptet, hvor tre debuterende instruktører skaber historier ud fra et fælles persongalleri, som er skabt af to andre kendte danske filmnavne, Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Den er blevet meget vellykket og blev derfor også præmieret med juryens store pris i Cannes sidste år.
Filmen giver et råt og ærligt portræt af en kvindes vej ud af sorgen. Hovedpersonen arbejder i et overvågningsfirma i den skotske storby Glasgow. Hun tager sit arbejde alvorligt og lever et stille og kontrolleret liv tilsyneladende, men under facaden gemmer hun en stor sorg. En dag dukker en mand fra hendes fortid op på en af overvågningsskærmene, og det står hurtigt klar, at hun må konfrontere ham og gøre fortidens regnskab op.
Om de to andre film i Triers koncept bliver lige så gode, vil fremtiden vise. Andrea Arnold ”har i hvert fald sat en høj standard med denne umådelig indtryksfulde film, der sidder i hovedet i lang tid efter”, som Ann Lind Andersen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende.
