Det er sjældent, vi får tilbudt film fra Kirgisistan, så vi er lydhøre, når det sker!
Filmens hovedperson, Centaur, bor på landet med sin døvstumme kone og søn. Han flirter også med enken Sharapat, som sælger hans yndlingshjemmebrændt på torvet, men hans altoverskyggende lidenskab er heste. Centaur er nemlig af den formening, at kirgiserne nedstammer fra det mytologiske væsen kentauren, halvt menneske, halvt hest, og af og til stjæler han den lokale matadors væddeløbsheste for ekstatisk at ride dem ud over stepperne i måneskinnet. Egnens egentlige hestetyv, der er Sharapats elsker og stjæler heste for at sælge dem til slagteriet, lægger en fælde for sin rival, og så er historien i gang.
Det er en imponerende film, der fortæller om en uddøende kultur splittet mellem tradition og modernitet, religion og rationalisme. Det lykkes ifølge Sdf’s anmelder for filmens skaber at knytte de mange tråde sammen til et storladent, tragisk epos, som er absolut seværdigt.
Blogarkiv
Manderlay
Filmen blev valgt som årets ene Joker i sæson 2005-06
Grace og hendes far har forladt Dogville. På turen gennem de amerikanske sydstater gør de tilfældigt ophold udenfor det store gods Manderlay, hvor man stadig lever som slaver og herrer. Det krænker Graces retfærdighedssans, og hun beslutter sig for at forsøge at lære beboerne mere demokratiske spilleregler. Hendes far forlader godset efter at have erklæret, at han ikke vil være der til at redde hende, når projektet slår fejl.
Pianisten
Aftenens film er en stærkt virkende beretning om en polsk-jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.
Polanski, der selv som barn levede i Krakows ghetto, men undslap nazisternes holocaust, har naturligvis længe lige som kollegaen Spielberg ( ”Schindlers liste”) gerne villet fortælle om denne periode filmisk, men først med genudgivelsen og opdagelsen af den polske pianist og komponist Wladislaw Szpilmans dagbog fra Warszawas ghetto i 1998 fandt han sit stof. ”Det er sikkert min mest personlige film. Jeg kunne bruge mit eget erindringsstof, men det var gennem Szpilmans bog, jeg kunne sikre mig at det ikke blev for personligt. Distancen og beherskelsen kommer fra Szpielman”, sagde Polanski ved overrækkelsen af de gyldne palmer i Cannes i 2002.
Og filmen er netop en stærkt neddæmpet, næsten nøgtern beretning om uhyrlighederne i Polen. Som i Søren Kragh Jacobsens ”Øen i fuglegade”( næsten-vinder ved vores første filmfestival i 1997) er hovedpersonen et vidne, som vi oplever igennem. Szpielmann er absolut ikke en herorisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager, en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne, hvad der gør det lettere for os tilskuere at identificere os med hans lidelsesfulde oplevelser.
Dogville
Den smukke Grace (Nicole Kidman) er på flugt fra gangstere og ankommer til den lille isolerede bjergby Dogville. Med lidt hjælp og overtalelse fra byens forfatterspire Tom (Paul hos Bettany), tilbyder indbyggerne at skjule Grace, der til gengæld skal arbejde lidt hos alle i byen. Da politiet starter en eftersøgning af Grace, kræver alle i byen, især mændene, sig langsomt bedre og bedre betalt for den risiko det er at skjule hende. Grace erfarer på grusomste vis at den godhed hun har fundet i Dogville, må betragtes som relativ. Men Grace gemmer på en hemmelighed, der både bliver skæbnesvanger for hende selv, og ikke mindst for de gode borgere i Dogville…
Mrs. Dalloway
Den hollandske instruktør har gjort, hvad der på forhånd ellers synes umuligt: Filmet en roman af den store, engelske romanforfatter, Virginia Woolf, der er fortalt i ” stream of consciouness”, altså som en løbende fremlæggelse af personernes tanker og følelser. Hovedpersonen er Mrs Dalloway, der midtvejs i livet under forberedelserne til et middagsselskab erindrer og reflekterer over de begivenheder, der førte hende til det hun er i dag, en respektabel, men sat og forkælet overklassekone. Andre historier blandes ind, først og fremmest om den af granatchok lidende unge Septimus, der nok kom fysisk helskindet hjem efter 1.Verdenskrig, men kun på grund af en forråelse, der slår om i selvanklage. Der er altså ikke meget episk forløb eller udvendigt drama i denne historie, men det er en sanselig og intens skildring af engelske skæbner set gennem en enkelt junidags prisme, der drejes og vendes. Og det er netop disse skarpt sete enkeltepisoder og fint indfølte og nuancerede karaktertegninger, den hollandske instruktør udnytter i sin vellykkede filmatisering. Filmen lægger sig i smuk forlængelse af den lange række af overskønne engelske romanfilmatiseringer fra Victoria-tidens sidste år og starten af det 20. århundrede ( f.eks.” Værelse med udsigt”, ”Følelse og fornuft”, ”Howards end” ( den sidste også med Vanessa Redgave)), og den er alene værd at se for Vanessa Redgraves blændende spil i hovedrollen.