Trods filmens titel kan man ikke sige at Carrie har drevet det til meget: Hun er droppet ud af medicinstudiet, bor stadig hos forældrene og klarer sig som cafemedhjælper. Men hun er også en kvinde-hævner, der går på natlige ture for at afsløre hvilke svin mændene er – og som regel får ret! Men så møder hun en gammel studiekammerat, som i mellemtiden er kommet godt i vej som børnelæge, og hvis venlighed også viser sig at være oprigtig. Den romance de to indleder får Carrie til at bløde lidt op fra den hårde kvinde, som hendes erfaringer med mænd hidtil har hensat hende i. Hun er jo en kompleks skikkelse, både hadsk og længselsfuld. Og Carey Mulligan, som nogen måske husker fra Lone Scherfigs engelske gennembrudsfilm, An Education, spiller hende forrygende.
Det er, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder siger, ”en film til tiden, fandens arrig, skide skæg og drøn intelligent skruet sammen”.
Dobbeltfilm med mad lørdag 5. 11. 22:
Gode film og god mad hører sammen, synes vi i Gørlev Filmklub, så vi fortsætter vores tradition med to film og mad imellem en lørdag eftermiddag/aften. Tilmelding til mad er nødvendig senest tirsdag 1.11. til formand eller kasserer. Man er naturligvis velkommen til at se enten kun den ene film eller begge uden mad.
Licorice Pizza
Denne film er også en tilbageskuende, historisk film. Vi er i Californien i 1973 og følger den 15-årige high-school elevs forelskelse i den 25-årige fotografassistent. Men filmen er så meget mere, for den ønsker at give et næsten fysisk, sansemættet billede af 70’ernes sydlige Californien, og det er stemningen i disse nostalgiske tider, hans ungdomstid, instruktøren ønsker at fremstille, med vandsenge, flippermaskiner, trompetbukser og musik af The Doors. Filmens mærkelige titel henviser til navnet på en kæde af pladebutikker med tidens revolutionerende musik.
Det er en meget charmerende og seværdig film, hvor filmklubbens lidt ældre medlemmer efter den gode mad og rødvin virkelig kommer ”down memory lane”.
Little Women
Lige som England har sine klassiske, kvindelige, ”præ-feminister”, der skriver om unge kvinders vilkår i 1800tallet, så har USA også en, nemlig Louisa May Alcott. Hendes roman fra 1869 er flere gange blevet filmatiseret, men nu har den unge amerikanske instruktør Greta Gerwig gjort det igen, ” og det er en af de mest intelligente og rørende klassikerfilmatiseringer i årevis”, som filmtidsskriftet Ekko’s anmelder skriver.
Filmen skildrer de fire søstre March, der vokser op i et dannet og kærligt, men fattigt hjem som selvstændige og komplekse kvinder i stadig kamp med de kvinderoller, tiden vil tvinge dem ind i. Især Joe er den rebelske, litterært begavede ”drengepige”, der spiller efter egne regler, og ikke vil træde ind i den skabelon, som skæbnen har tildelt hende som kvinde, og med hendes søstre og deres talenter som sammenligningsgrundlag bliver filmen mest hendes udviklingshistorie. Sdf’s egen anmelder falder ind i koret af rosende kolleger, og kalder filmen ”en fremragende filmatisering, varm, romantisk, solidarisk og aldrig resigneret”.
Wild Rose
Er man til country-musik, er aftenens film lige sagen. Også hvis man kan lide at følge den charmerende underdog gennem alle trængslerne til toppen i en feel-good-film, vil man være godt underholdt!
Vi er i det engelske klassesamfund, i Glasgow, hvor Rose-Lynn lever og synger, og selv om hun er alenemor med to små børn, som hun ikke magter at tage sig af, og selv om hun lige er kommet ud af fængsel og bærer fodlænke, så er drømmen om at komme til country-musikkens arnested Nashville helt intakt. Og selv om hun ofte er helt umulig i sin impulsivitet og uberegnelighed, så kan man i Jessie Buckleys skikkelse ikke lade være med at holde af hende, når man følger hendes vej mod drømmen i Nashville.
Det er måske ikke original filmkunst, men sørme en opløftende ”crowd-pleaser”! Sådanne skal vi også vise i Gørlev Filmklub.
Sound of Metal
Som første film i filmklubbens 35. sæson viser vi den netop Oscar-vindende amerikanske film, hvis klipning og lyd danskeren Mikkel E.G. Nielsen står bag.
Det er en bevægende skildring i høj hastighed af en normalt langsom proces ind i og forbi tabet af hørelsen for en trommeslager. Ruben er en mand, der har rejst sig fra en hård baggrund og formået at vælge stofferne fra og musikken til. Han er kæreste med sangeren i et metal-band. Derfor er det også ekstra ubærligt, da han pludseligt mister hørelsen. Vi – publikum – oplever direkte konsekvenserne og udfordringerne, der følger.
Filmtidsskriftet Ekko slutter sin rosende anmeldelse af den gribende film: ””Sound of Metal” er et mesterværk, der kræver et biografbesøg med ekstra god lyd. Kun sådan kan man værdsætte filmens enorme respekt og ærefrygt for lyd”. Det tror vi godt, Den gamle Biograf kan leve op til.
Kort generalforsamling
og derefter
Gøg og Gokke
Vi slutter sæsonen med en både sjov og filmhistorisk spændende film.
Stan Laurel (1890 – 1965) og Oliver Hardy (1892 – 1957) – med andre ord Gøg og Gokke – var titaner i pionertiden for amerikansk film, og John Bairds film begynder her: På settet til ”Way out West”, deres kostelige westernparodi. Begge mænd er bitre og frustrerede, synes de underbetales af producenten og har lige lovlig meget gang i den mht spil og damer. Så springer vi til 16 år senere, da parret er blevet turnerende anakronismer for halvtomme sale i England. Der er op- og nedture i det følgende og begge mænd har helbredsproblemer.
Det er et bittersødt, charmerende og nostalgisk portræt, der tegnes af de to komikere. Venskabet mellem dem er rørende skildret, så man både ler og græder.
Ekstra film – NB Søndag 31.1.2021, kl. 14.00 – 17.30 NB
Apocalypse now : final cut
Nu og da viser Gørlev Filmklub klassikere, eller ekstra lange film, der ikke egner sig til en normal torsdagsaften, en søndag eftermiddag. I år er det Francis Ford Coppolas berømte Vietnamfilm fra 1979, der i final cut udgaven fra 2019 har fået billede og lyd restaureret og fremstår endnu stærkere som et billede på krigens absurditet.
I filmen sendes den unge, amerikanske officer på en mission op ad floden gennem Vietnams jungle for at finde oberst Kurz, der som en slags gud har skabt et rædselsregime på grænsen til Cambodia. Hans opgave er at dræbe ham!
Selv om man har set filmen før, bør man unde sig selv at se den igen i denne udgave, for den er et mesterværk. En rejse til helvede med uforglemmelige passager med musik af Jim Morrison This is the End og Wagners Valkyrieridt. En rejse, der som i filmens forlæg, Joseph Conrads roman Mørkets hjerte fra 1902, handler om det mørke, der hersker i alle menneskers indre og som kan gøre dem vanvittige og skabe krigens absurditet.
Dobbeltfilmarrangement 2. film start ca. kl. 19.30
Aretha Franklin – Amazing Grace
Aftenens anden film kan man ikke andet end at komme op i gear af! Også selv om man ikke er speciel kristen eller til gospel. Ja, en film i egentlig forstand er det så heller ikke, men en filmet kirkekoncert, der fandt sted i en ægte gospel-kirke i Los Angeles d. 13. og 14. januar i 1972. Endda en rodet koncertfilmatisering med masser af synlige, klodsede fotografer og dårlige klip og et stop midt i det hele, fordi nogen er kommet til at hælde øl i lydanlægget! Men det gør alt sammen ikke noget, ja det forstærker faktisk autenticiteten og indtrykket af tilstedeværelse. Selveste Sidney Pollack står som instruktør, men af en eller anden grund er filmen aldrig blevet færdiggjort og udsendt. Det er den heldigvis så nu!
Som sagt, selv om man ikke kender meget til den musikalske genre og en af dens store stjerner, så er det en stor oplevelse at se og høre Aretha Franklin, musikerne og ikke mindst gospelkoret folde sig ud. Musikalitet og energi pumpes simpelthen ud af lærredet, så selv vi reserverede gørlevborgere garanteret ikke kan undgå at blive revet med!
Dobbeltfilm
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag.
Tilmelding til maden er nødvendig og skal ske senest tirsdag d. 4. november
på tlf. 4057-8804 (Paw) eller 4031-0143 (Birthe)
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Dobbeltfilmarrangement – Første film kl 16.00
Blinded by the light
Man siger, at musik kan forandre verden, og det er netop, hvad Bruce Springsteens rockmusik gør for den 16-årige Javed Khan, der som pakistansk 2.generationsindvandrer vokser op i Luton nord for London. Vi er i 1980’ernes Thatcher-periode med arbejdsløshed og racisme. Javed er en følsom dreng, der gerne vil væk fra både sin patriarkalske, pakistanske familie og Luton, og Springsteens musik og tekster bliver katalysator for hans oprør og frigørelse. Musikken er ikke bare underlægning, men orkestreret som uimodståelige musicals, som man griber sig selv i at synge med på. ”Det er en rigtig feel-good-film, men man bliver altså så glad over at se Javed finde sin vej”, som Sdf’s anmelder skriver.
Dobbeltfilm
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag.
Tilmelding til maden er nødvendig og skal ske senest tirsdag d. 4. november
på tlf. 4057-8804 (Paw) eller 4031-0143 (Birthe)
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Denne film blev også – som den tredje i rækken efter Utøya og The House that Jack built -diskuteret voldsomt på årets filmvalgmøde i bestyrelsen. For aftenens libanesiske film fortæller en grusom historie om fattigdommens og immigrationens mishandlede børn. Det er sørgeligt, ubehageligt og gribende at overvære. Men denne gang var alle dog enige om, at der var tale om en film, som alle burde se – om end det bliver med gråden i øjnene.
Vi følger filmen igennem den 12-årige Zain, der lever i Beirut. Kapernaum betyder kaos på arabisk og er jo også den bibelske by hvor Jesus boede en overgang, selv om det vist ikke har nogen betydning i filmen. Og kaos hersker i barnets liv. Han stikker af hjemmefra, da hans forældre gifter hans yndlingssøster til en gammel mand, der ejer deres hus. På sin flugt møder han en etiopisk illegal indvandrerkvinde med en baby, som Zain må tage sig af, da hun en dag ikke kommer tilbage. Snarrådig og opfindsom er han, men det er jo et umenneskeligt liv, som han med rette anklager sine forældre for at have sat ham ind i.
Filmen har dokumentariske træk, men låner også fra eventyret. At den har kunnet laves er et mirakel. Sjældent har man mødt så gribende en barne”skuespiller” som Zain, og sjældent har man fulgt så gribende historie.
