Om Heste og Mænd

”Absurditeterne er i højsædet i fænomenal islandsk debutfilm”, skriver Jyllandspostens anmelder som overskrift til sin anmeldelse af aftenens film, som flere bestyrelsesmedlemmer også har set og ikke har kunnet stå for. Filmen rummer flere enkeltstående og løst sammenkædede fortællinger, underfundige og kuriøse, om mænd, kvinder og heste i drifternes vold i en afsidesliggende islandsk dal. Grundhistorien er fortællingen om Kolbeinn og Solveig, hvis forelskelse kommer på en prøve, da Solveigs hingst i overordentlig opstemt tilstand går løs på Kolbeinns hvide, stolte hoppe… Altså: Når drifternes bål er tændt, må det futte af om så alle broer brænder med!

Det storslåede, ubarmhjertige islandske landskab spiller også en hovedrolle i denne usædvanlige film. De store vidder skaber et rungende ekko, der indkapsler menneskenes besvær med at nå hinanden andet end til hest.

Ved klubbens generalforsamlinger bliver der nu og da efterlyst anderledes, sære og ”smalle” film, som det ikke ellers er muligt at se i det vestsjællandske. Værsgo’ !

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Volcano

Aftenens film er et debutarbejde af en ung, dansk filmskole-uddannet islandsk instruktør, der er blevet modtaget meget rosende. Informations anmelder skrev f.eks. ”Imponerende. Navnet ruller af tungen, og talentet er ubestrideligt: Islandske Rúnar Rúnarssons på en gang tyste og rystende familiedrama er en sublim spillefilmdebut”.

Den handler om en mand, der først sent i livet opdager, hvad der gør livet værd at leve. Hannes ville have været fisker, men endte som pedel. Ved pensionen på skolen får man ikke indtryk af, at eleverne kommer til at savne ham, og hans otium har hårde odds, for han er en dybt indelukket og ensom mand. Ikke i fysisk forstand, men Hannes er faret vild i sin relation til omgivelserne og især til kone og voksne børn. Og det er først et slagtilfælde, der får ham til at forstå, at ”bedre sent end aldrig”. Ligesom der under Islands kølige og barske overflade bobler varme frem i geysere og vulkanudbrud, sker der voldsomme ændringer i Hannes. Og filmen udvikler sig til en smuk og rørende sidste akt i en kærlighedshistorie mellem to helt almindelige mennesker.

Det Gode Hjerte

Vi viste for nogle år side den glimrende debutfilm Noi Albinoi af den islandske instruktør. Nu viser vi hans amerikanske debutfilm.
Handlingen er ret enkel, for det er bevidst en minimalistisk film: Efter et selvmordsforsøg kommer den unge desillusionerede Lucas til at dele hospitalsstue med den kyniske særling og barejer Jacques. Han er indlagt efter sit 5. hjertetilfælde og beslutter at tage Lucas under sine vinger, så de sammen kan drive baren videre. Det er begyndelsen til et ejendommeligt venskab og en intensiv oplæring i bardrift.

”Dagur Karis amerikanske debut er blevet en varm og vellykket øvelse i at fortælle en evig historie: En bar skifter ejer, et hjerte skifter vært. Det er selve kontinuiteten, overlevelsen, der tæller. Det bankende hjerte i midten af verden. Menneskets drøm om at skabe et sted”, som Bo Green slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.

Noi Albinoi

Fik man under filmfestivalen i september set den islandske Dagur Káris nyeste film, Voksne mennesker, ved man at her er noget specielt, en instruktør, der kan beskrive ”periferiens mennesker”. Det gælder også for hans debutfilm, som vi viser i aften.
Filmen foregår i det nordlige Island, om vinteren afskåret fra omverdenen af den isbelagte fjord og høje snedækkede bjerge, og skildrer primært den 17-årige Noi’s liv. Han er en højt begavet dreng, men samtidig meget isoleret, lidt af en oprører og tydeligt utilpasset i det nordislandske samfund, hvor han betragtes som lidt af en særling. Ganske vist er han ikke en ægte albino, men aparte er han  et koldt og indelukket sted. Og han drømmer da også om at komme væk…
Filmen har vundet flere priser. Den er på en gang et udtryk for den klassiske fortælling om at være ung, ensom og utilpasset i langtbortistan, og samtidig gør den med sin tørre, lakoniske humor og sit næsten mytiske præg indtryk af at være et originalt og anderledes værk. ”Der er i hvert fald tale om en markant og meget tilfredsstillende filmoplevelse”, ifølge Bo Green i Weekendavisen.

101 Reykjavik

Der findes faktisk en islands filmindustri, og aftenens film viser at der også er noget at komme efter. Den er en filmatisering af den ligeledes meget roste roman af samme navn af Hallgrimur Helgason. Titlen er et postnummer og henviser til hovedpersonens mærkelige modsætningsfyldthed: Han er dels en 28-årig hjemmeføding der lever af bistand og stadig bor hos sin mor og er seksuel uerfaren, dels et typisk barn af sin tids globalisering, internetorientering og informationssamfund. Han har set det hele på nettet og ved det meste, der er værd at vide, men har ingen livserfaring og intet fast ståsted i tilværelsen. Han er desillusioneret og ironisk og ansvarsløs, en typisk antihelt og generation X – repræsentant. “Livet er en pause fra døden”, lyder en af hans mange lakoniske replikker, og når folk spørger hvad han laver, svarer han altid: “Ingenting!”. Filmens styrke er at den på én gang er en barokt morsom – nogle steder næsten surrealistisk – komedie og en ret alvorlig menneske- og generationsskildring, og at det hele synes at gå op i en højere enhed. “101 Reykjavik anbefales som et kraftigt krydret islandsk tilbud fuld af fandenivoldsk humor”, som Morten Piil sluttede sin anmeldelse i “Information”.