En hvid, hvid dag
Island brillerer på filmområdet i disse år. Også på krimiområdet, som aftenens film velsagtens må rubriceres under, selv om den mest fremstiller en mands traumebearbejdning.
Filmen skildrer en politimands liv efter hans kones død ved en trafikulykke. Han lukker sig inde og vil ikke tale om sit tab, men tingene ændrer sig, da han under oprydningen af konens efterladenskaber opdager, at hun har været ham utro.
”Med En hvid, hvid dag gør den unge instruktør et uudsletteligt indtryk og indtager sin plads blandt europæisk films største talenter. Han har her begået en lille perle af en ”traume-krimi”, der lydefrit opnår harmoni mellem kunstnerisk udtryk og engagerende fortælling”, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder slutter sin rosende omtale af filmen.
Filmklubbens bestyrelse diskuterer meget under det langvarige filmvalgmøde, vi holder i maj hvert år. Især kan der være uenighed i forbindelse med voldelige film, der kan være ubehagelige at se. Eller spørgsmål som ved aftenens film: Skal vi give den norske psykopat, som stod bag begivenheden på den norske ø for 10 år siden, og hvis navn jeg ikke vil nævne, opmærksomhed ved at vise en film om hans udåd? Trods respekt for det modsatte synspunkt, har et flertal i bestyrelsen valgt at svare ja på dette spørgsmål.
Instruktøren Erik Poppe har valgt at vise, hvad vi alle ved, der skete på denne ø, gennem en fiktiv fortælling. Hovedpersonen Kaja er opdigtet, kammeraterne hun gemmer sig med er opdigtede, dialogen er opdigtet, og filmen er ikke optaget på Utøya. Alligevel er det det nærmeste vi kommer en dokumentarisk skildring af den forfærdelige time, de unge tilbragte på øen med gerningsmanden. Efter utallige interviews med de overlevende har filmens modige skaber valgt at lave en ”sand fiktionsfilm”. Så det er blevet en helt uvoldelig og udramatisk fortælling om unge mennesker, der ikke forstår hvad der sker og gemmer sig for en mand i politiuniform, der går rundt og skyder. Og det er netop med vores baggrundsviden ganske, ganske gribende. Og derfor er der tale om en film, der fortjener at ses af mange.
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 1. november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209.
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Klokken 16.00 vises første film af to i Dobbeltfilmarrangement med spisning.
Den mandlige hovedperson, Fusi, lever ved filmens begyndelse et ret sølle og begrænset liv endnu hjemmeboende, trods at han vel er omkring de 30 år gammel. Han er på mange måder tung i det og har svært ved at begå sig socialt. Som filmens titel siger det, er han endnu uden sin seksuelle debut og fysisk klodset og stor som et bjerg. Filmen følger hans udvikling, efter at han tilfældigt har mødt en sød kvinde, der dog også har sit at slås med, og er på mange måder både en kærlighedsfilm og en – noget sent må man sige – ”coming of age”- film. Det rørende og betagende ved filmen er portrættet af en person, som ellers altid er en biperson, men som her trækkes frem som hovedpersonen og viser sine skjulte kvaliteter. Midt i hverdagsrealismen kommer man til at holde af ham som den grimme ælling, der også til sidst får lov at lette! En varm og rørende film.
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 1. november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209. Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Klokken 19.30 vises anden film i Dobbeltfilmarrangement med spisning.
Efter filmklubbens dejlige mad skal vi ud på landet i Island og møde andre mandetyper. De filmklubmedlemmer, der for to sæsoner side så den vidunderlige ”Om heste og mænd” ved lidt om hvad det handler om. I aftenens film møder vi brødrene Gummi og Kiddi, som er naboer og begge fåreavlere, men også indædte og stædige konkurrenter og ikke på talefod de sidste 40 år! Efter at Kiddis vædder har vundet i den store fårekonkurrence, rammes hans får imidlertid af sygdom, og af hævntrang informerer Gummi myndighederne, der for at forhindre smitte og beskytte den islandske fåreavls ry beslutter at aflive hele områdets dyr. De stivnakkede brødre må bryde tavsheden og stå sammen, hvis de skal gøre sig håb om at redde deres dyr og egnens bønder fra fallit.
”Hvordan det kommer til at foregå – og det går ikke stille af – må man selv se og more sig over i denne kostelige, uforudsigelige og skæve, absolut seværdige film”, som Sdf- anmelderen slutter.
”Absurditeterne er i højsædet i fænomenal islandsk debutfilm”, skriver Jyllandspostens anmelder som overskrift til sin anmeldelse af aftenens film, som flere bestyrelsesmedlemmer også har set og ikke har kunnet stå for. Filmen rummer flere enkeltstående og løst sammenkædede fortællinger, underfundige og kuriøse, om mænd, kvinder og heste i drifternes vold i en afsidesliggende islandsk dal. Grundhistorien er fortællingen om Kolbeinn og Solveig, hvis forelskelse kommer på en prøve, da Solveigs hingst i overordentlig opstemt tilstand går løs på Kolbeinns hvide, stolte hoppe… Altså: Når drifternes bål er tændt, må det futte af om så alle broer brænder med!
Det storslåede, ubarmhjertige islandske landskab spiller også en hovedrolle i denne usædvanlige film. De store vidder skaber et rungende ekko, der indkapsler menneskenes besvær med at nå hinanden andet end til hest.
Ved klubbens generalforsamlinger bliver der nu og da efterlyst anderledes, sære og ”smalle” film, som det ikke ellers er muligt at se i det vestsjællandske. Værsgo’ !
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
Aftenens film er et debutarbejde af en ung, dansk filmskole-uddannet islandsk instruktør, der er blevet modtaget meget rosende. Informations anmelder skrev f.eks. ”Imponerende. Navnet ruller af tungen, og talentet er ubestrideligt: Islandske Rúnar Rúnarssons på en gang tyste og rystende familiedrama er en sublim spillefilmdebut”.
Den handler om en mand, der først sent i livet opdager, hvad der gør livet værd at leve. Hannes ville have været fisker, men endte som pedel. Ved pensionen på skolen får man ikke indtryk af, at eleverne kommer til at savne ham, og hans otium har hårde odds, for han er en dybt indelukket og ensom mand. Ikke i fysisk forstand, men Hannes er faret vild i sin relation til omgivelserne og især til kone og voksne børn. Og det er først et slagtilfælde, der får ham til at forstå, at ”bedre sent end aldrig”. Ligesom der under Islands kølige og barske overflade bobler varme frem i geysere og vulkanudbrud, sker der voldsomme ændringer i Hannes. Og filmen udvikler sig til en smuk og rørende sidste akt i en kærlighedshistorie mellem to helt almindelige mennesker.
Vi viste for nogle år side den glimrende debutfilm Noi Albinoi af den islandske instruktør. Nu viser vi hans amerikanske debutfilm.
Handlingen er ret enkel, for det er bevidst en minimalistisk film: Efter et selvmordsforsøg kommer den unge desillusionerede Lucas til at dele hospitalsstue med den kyniske særling og barejer Jacques. Han er indlagt efter sit 5. hjertetilfælde og beslutter at tage Lucas under sine vinger, så de sammen kan drive baren videre. Det er begyndelsen til et ejendommeligt venskab og en intensiv oplæring i bardrift.
”Dagur Karis amerikanske debut er blevet en varm og vellykket øvelse i at fortælle en evig historie: En bar skifter ejer, et hjerte skifter vært. Det er selve kontinuiteten, overlevelsen, der tæller. Det bankende hjerte i midten af verden. Menneskets drøm om at skabe et sted”, som Bo Green slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.
Fik man under filmfestivalen i september set den islandske Dagur Káris nyeste film, Voksne mennesker, ved man at her er noget specielt, en instruktør, der kan beskrive ”periferiens mennesker”. Det gælder også for hans debutfilm, som vi viser i aften.
Filmen foregår i det nordlige Island, om vinteren afskåret fra omverdenen af den isbelagte fjord og høje snedækkede bjerge, og skildrer primært den 17-årige Noi’s liv. Han er en højt begavet dreng, men samtidig meget isoleret, lidt af en oprører og tydeligt utilpasset i det nordislandske samfund, hvor han betragtes som lidt af en særling. Ganske vist er han ikke en ægte albino, men aparte er han et koldt og indelukket sted. Og han drømmer da også om at komme væk…
Filmen har vundet flere priser. Den er på en gang et udtryk for den klassiske fortælling om at være ung, ensom og utilpasset i langtbortistan, og samtidig gør den med sin tørre, lakoniske humor og sit næsten mytiske præg indtryk af at være et originalt og anderledes værk. ”Der er i hvert fald tale om en markant og meget tilfredsstillende filmoplevelse”, ifølge Bo Green i Weekendavisen.
Der findes faktisk en islands filmindustri, og aftenens film viser at der også er noget at komme efter. Den er en filmatisering af den ligeledes meget roste roman af samme navn af Hallgrimur Helgason. Titlen er et postnummer og henviser til hovedpersonens mærkelige modsætningsfyldthed: Han er dels en 28-årig hjemmeføding der lever af bistand og stadig bor hos sin mor og er seksuel uerfaren, dels et typisk barn af sin tids globalisering, internetorientering og informationssamfund. Han har set det hele på nettet og ved det meste, der er værd at vide, men har ingen livserfaring og intet fast ståsted i tilværelsen. Han er desillusioneret og ironisk og ansvarsløs, en typisk antihelt og generation X – repræsentant. “Livet er en pause fra døden”, lyder en af hans mange lakoniske replikker, og når folk spørger hvad han laver, svarer han altid: “Ingenting!”. Filmens styrke er at den på én gang er en barokt morsom – nogle steder næsten surrealistisk – komedie og en ret alvorlig menneske- og generationsskildring, og at det hele synes at gå op i en højere enhed. “101 Reykjavik anbefales som et kraftigt krydret islandsk tilbud fuld af fandenivoldsk humor”, som Morten Piil sluttede sin anmeldelse i “Information”.
