Japans Oscar-bidrag var i år den dejlige kvindelige instruktør Naomi Kaweses nyeste film. Vi så hendes sidste, Månen over kirsebærtræerne, tilbage i 2016 i filmklubben. Hun fortæller smukt og stille om de menneskelige relationer i det moderne Japan.
Aftenens film handler om en adoption, først set fra adoptionsforældrenes side, dernæst fra den biologiske mors side. Vi møder det velhavende Tokyopar, der på mange måder har alt, men har store og langvarige fertilitetsproblemer, og ender med at adoptere Asato, og et lykkeligt familieliv opstår. Så skiftes perspektivet til den purunge pige, der tidligere blev tvunget af sine skamfulde forældre til at føde og bortadoptere sit nyfødte barn, men seks år senere opsøger det adopterende par og forlanger sit barn tilbage. Det rejser naturligvis mange dilemmaer…
Filmen giver et dybt og præcist indblik i japansk kultur, som på mange måder mht skyld, skam og ære er væsensforskellig fra vores. En betagende film.
Den japanske instruktør Kore-eda, hvis film Søstre og Min søns familie vi tidligere har vist i klubben, har endnu engang lavet en gribende film om familien, der vandt guldpalmen i Cannes sidste år. I Japan, hvor den traditionelle familie er i opbrud, er det et gennemgående tema for Kore-eda, at en familie ikke er noget givet, man får, men noget man skaber.
Aftenens film handler om en kærlig familie, eller vel rettere en sammenbragt gruppe af mennesker, der ernærer sig på samfundets bund ved småsvindel og rapseri. Faren og sønnen finder en dag en lille forladt pige med tegn på børnemishandling, og deres logiske valg er at indlemme hende i familien. Yuri er den ”lillesøster”, de ikke vidste, de manglede, og langsomt sætter hendes tilstedeværelse vidt forskellige følelsesmæssige skred i gang hos de enkelte familiemedlemmer.
Det er en film Sdf’s anmelder anbefaler varmt til alle filmklubber.
De tre søstre Sachi, Yoshino og Chika bor alene i deres afdøde bedstemors hus i en kystby i Japan. Deres forældre er for år siden gået fra hinanden og har forladt deres børn til fordel for en ny partner. Søstrene bærer nag til forældrene, og da de hører om faderens død, deltager de kun modvilligt i begravelsen. Der møder de deres ukendte kun 13-årige halvsøster, der nu står uden værge, men som de tre får draget ind i deres liv.
Det er en meget poetisk og meget japansk film, der dvæler ved årstidernes skiften og de mange ritualer, som endnu præger livet i Japan. Filmen er en livsbekræftende skildring af både sorg og glæde i søstrenes liv og hylder samhørighed og slægtskab som de egentlige værdier i livet. Filmens budskab rummes i de ord, der siges af en af søstrene i filmen: ”Jeg er glad for, at jeg stadig kan se det smukke i det smukke”. ”En varm film, der griber en om hjertet”, som Sdf’s formand Lonni Gelsdorf skriver i sin anmeldelse.
Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben
Sentaro driver en lille bagerbutik, der serverer kager med sødt bønnefyld. Kagerne er meget populære, men en ældre dame er ikke helt så imponeret. Hun kan lave dem meget bedre, påstår hun, og tilbyder sin hjælp. Sentaro indser hurtigt, at hun er en gudsbenådet kagebager, og den lille butik blomstrer. Med tiden åbner personerne op for de hemmeligheder, de hver især gemmer i deres hjerter.
Det kan måske lyde en kende lavmælt og søvndyssende, men ifølge filmmagasinet Ekkos anmeldelse er der tale om ”et eftertænksomt, intimt og billedskønt drama med fokus på detaljerne”. Til trods for adskillige priser både i Cannes og ved CPH:DOX er det den kvindelige japanske instruktørs første rigtige danske biografpremiere, så vi giver hende en chance.
Ville du vælge dit ukendte, biologiske barn eller det barn, du i seks år har troet var dit eget? Dette ret sindsoprivende valg er det grundlæggende spørgsmål i aftenens japanske film, der vandt juryens pris i Cannes i 2013.
Arkitekten, arbejdsnarkomanen og perfektionisten Ryota og hans kone får grundigt vendt op og ned på deres tilværelse, da de seks år efter fødslen får at vide, at Keita ikke er deres biologiske barn. Den ærekære knudemand og far får svært ved at føle samme uændrede hengivenhed for Keita. Da parret møder den ubekymrede og kærlige, men meget anderledes og noget kaotiske familie, som har opdraget deres biologiske søn i seks år, begynder Ryota at sætte spørgsmål ved sine egne familieværdier, og han må træffe et afgørende valg mellem ”blodsbånd” og ”kærlighed”.
”Spørgsmålet om arv og miljø sættes på spidsen i Kore-edas fremragende fortælling om en fars bratte erkendelse”, som Politikens anmelder skriver.
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
Filmen er en ret tro filmatisering af Haruki Murakamis, den berømte japanske forfatters ”kult-roman” af samme navn fra 1987. Det er en kærlighedsroman, der foregår i 60’erne, jvf Beatles-klassikeren, der har givet bog og film navn: ”I once had a girl, or should I say, she once had me”. Den handler om unge menneskers svære forhold til kærligheden. Fortælleren i dette japanske modstykke til vores egen ”Den kroniske uskyld” er en lidt indelukket bogorm Watanabe, der er splittet mellem den sårbare Naoko og den anderledes udfarende Midori, alt imens hans bedste ven går ubekymret og succesfyldt til kvinderne.
Det er den første og hidtil eneste bog af Murakami, der er filmatiseret, og det er den vietnamesiske filminstruktør Tran Anh Hung, der har fået lov til det af forfatteren. Ham kender vi fra ”Duften af den grønne papaya” ( som vi vist aldrig fik vist i filmklubben). Og det er efter alle anmelderes mening et heldigt valg, for filmen er blevet ”betagende smuk” og ifølge Sdf’s egen anmelder ”et dybt betagende mesterværk, hvor han meget fint beskriver kærligheden mellem unge mennesker og den smerte, det medfører”.
Aftenens japanske film vandt en Oscar i 2009 som bedste udenlandske film.
Efter sin afsked som cellist i et orkester i Tokyo, ser filmens hovedperson ingen anden udvej end sammen med sin kone at vende tilbage til sin hjemby og tage det første det bedste job. Ved en misforståelse, hvis mulighed også ligger i den engelske titel, tror han, at han har fået et job i rejsebranchen, men i virkeligheden er det i et slags bedemandsfirma. I Japan har man brug for rituel renselse til den sidste rejse, altså at vaske liget, men jobbet er ikke eftertragtet og socialt lavt rangerende.
Ganske langsomt udvikler historien sig, samtidig med at vores hovedperson udvikler sit job til et ædelt håndværk, som giver ham mulighed for at reflektere over hans eget forhold til hans afdøde mor og fjerne far. Langsomt udvider historien sig til at handle om de store livsspørgsmål, vi alle har svært ved at sætte ord på. Den kan derved minde lidt om en anden japansk film Shall We Dance? , som vi viste for en del år siden i filmklubben. Begge får med enkle historier og lige dele humor og alvor tacklet nogle af tilværelsens store og komplekse emner, samtidig med at man er godt underholdt.
Den kinesiske mesterinstruktør, Zhang Yimou, har vi fulgt tæt i Gørlev Filmklub gennem hele hans karriere fra ”Ju Dou” og ”Under den røde lygte” i 80’ernes slutning over hverdagsdramaet om den unge skolelærer i ”Ikke en mindre” til det storslåede sværd-drama ”Hero” i sæsonen 2004-05.
Aftenens film er en realistisk, intim hverdagsskildring, der fortæller den gribende historie om en japansk fars forsøg på at forsone sig med sin søn. De to har ikke set hinanden i årevis, og forholdet er iskoldt, men da sønnen bliver alvorligt syg, og faren samtidig erfarer, at hans store lidenskab og interesse knytter sig til kinesisk opera og specielt den kendte sanger Li Jiamin, begiver han sig på rejse ind i hjertet af Kina for at filme en forestilling med sangeren til sønnen.
Rejsen er fuld af forhindringer og bliver derved en symbolsk rejse efter at finde mening i tilværelsen, en rejse i det fjerne, der måske gør en tilnærmelse mellem far og søn mulig, selv om de rent fysisk er længere fra hinanden end nogensinde. Det er en enkel, bevægende og smuk film.
Aftenens film indbragte sin i Danmark helt ukendte skaber instruktørprisen i Cannes samme år som Trier løb med guldet for Dancer in the dark. Det kunne lige så godt have været omvendt, for Yangs taiwanesiske familiesaga er også et mesterværk. Et gribende familieportræt, der udspiller sig i Taipei, hovedstaden på Taiwan, men pricipielt kunne foregå hvor som helst i verden. Det er nemlig en moderne storbyfamilie med alle dens velkendte problemer vi møder: Faderen, kaldet NJ, er ansat i et it-firma, hans kone lider af depressioner, deres teenagedatter har kærestesorger og deres lille søn mobbes i skolen. Bedstemoderen ligger i koma efter et slagtilfælde. Ved en bryllupsreception møder NJ ved et tilfælde sin ungdoms store kærlighed, og dette får ham til at overveje, om hans liv kunne have formet sig anderledes. Filmen handler altså om en håndfuld rådvilde, men fundamentalt sympatiske mennesker, der i løbet af filmen modnes ved at løbe ind i modernitetens velkendte eksistentielle problemer og tvinges til nogle valg. De bliver mere erfarne eller mere desillusionerede, i hvert fald mere livsduelige heraf. Disse på en gang fremmede og samtidig så velkendte mennesker skildres med stor ømhed og helt usentimentalt, og det er det der gør at tre timer i selskab med en kriseramt taiwanesisk familie ikke føles et minut for meget, men tværtimod stærkt underholdende og emotionelt dybt tilfredsstillende. Som en anmelder skrev: “Tag det som en gave, for knap tre timer i en så følsom og begavet instruktørs hænder er den rene luksus”.
