Ida

Nu vi er ved Oscar-priserne: Aftenens polske film vandt i år i kategorien ”Bedste udenlandske film”. Og det er i sandhed også en visuelt slående og poetisk stærk film, skulle jeg hilse og sige.

Historien udspilles i et trøstesløst Polen i de tidlige 1960’ere. Hovedpersonen Anna har som helt lille mistet sine forældre under 2. verdenskrig og er derfor vokset op på et kloster, hvor hun ved filmens start er klar til at aflægge nonneløftet. Først må hun dog opsøge sin eneste nulevende slægtning, den desillusionerede dommer, tante Wanda. Mødet og den erindrings-rejse rundt i Polen for at finde forældrenes grave, som de to begiver sig ud på, vender op og ned på personernes liv.

”Midt i mediekværnens malstrøm dukker der undertiden enestående film frem, som kan noget rigtigt svært: belyse vores eksistens gennem et enkelt menneskes valg og dilemmaer i konkrete livssituationer. Sådan en filmperle er ”Ida””, skriver Søren Vinterberg i sin anmeldelse i Politiken.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Get Low

Forbavselsen i byen er stor, da den gamle eneboer Felix fra sit selvvalgte eksil i ødemarken dukker op for at bestille sin egen begravelse, så han når at komme med. Men hos byens bedemand tager man imod særlingen med kyshånd, for forretningen går trægt, da der er mangel på folk, der stiller træskoene. Med stor entusiasme og faglig stolthed kaster bedemanden sig over den helt unikke opgave. Men det står snart klart, at skal Felix få det ønskede værdige eftermæle, må byens bedst bevarede hemmelighed afsløres en gang for alle…

Det er en lidt ”nørdet” film, og det stilfærdige plot gør ikke så meget væsen af sig. Det mest sindsoprivende ved handlingen foregår inden i karaktererne og angår deres længsler og tabte drømme. Get low er så udpræget skuespillernes film: Den næsten 80-årige Robert Duvall er noget nær fremragende i hovedrollen, og Sissy Spacek som kvinden i hans liv gør et stort indtryk, ligesom den griske bedemand gi’s overdådigt vittigt af Bill Murray. Det er disses spil der gør filmen til en særforestilling, en original og anderledes film.

Kvinden der Drømte om en Mand

Vi lægger ud med Per Flys nyeste film, vel vidende at den blev modtaget med en meget blandet kritik, spændende fra det begejstrede til det meget forbeholdne. Instruktøren Per Fly har jo efter trilogien Bænken, Arven og Drabet en position i dansk film – og i Gørlev Filmklub – ,der kalder på respekt. Vi må altså selv finde ud af, hvor vellykket hans ny film er.
Filmen skildrer en kvindelig dansk modefotograf, der under et Paris-ophold forelsker sig vildt og vanvittigt i en polsk mand. Hendes betagelse er så stor, at hun er parat til at opgive hendes ellers velfungerende og trygge familie med mand og barn, selv om genstanden for hendes besættelse ikke er parat til det tilsvarende. Det er altså en film om den altopslugende drift og dens konsekvenser.
Hvor der er tvivl blandt anmelderne om muligheden af at fortælle en sådan historie, og især dens slutning, er der kun ros til den æstetiske side af filmen, dens drømmescener, den fantastiske fotografering og især til Sonja Richter som den kvindelige hovedperson.

Pianisten

Aftenens film er en stærkt virkende beretning om en polsk-jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.
Polanski, der selv som barn levede i Krakows ghetto, men undslap nazisternes holocaust, har naturligvis længe lige som kollegaen Spielberg ( ”Schindlers liste”) gerne villet fortælle om denne periode filmisk, men først med genudgivelsen og opdagelsen af den polske pianist og komponist Wladislaw Szpilmans dagbog fra Warszawas ghetto i 1998 fandt han sit stof. ”Det er sikkert min mest personlige film. Jeg kunne bruge mit eget erindringsstof, men det var gennem Szpilmans bog, jeg kunne sikre mig at det ikke blev for personligt. Distancen og beherskelsen kommer fra Szpielman”, sagde Polanski ved overrækkelsen af de gyldne palmer i Cannes i 2002.
Og filmen er netop en stærkt neddæmpet, næsten nøgtern beretning om uhyrlighederne i Polen. Som i Søren Kragh Jacobsens ”Øen i fuglegade”( næsten-vinder ved vores første filmfestival i 1997) er hovedpersonen et vidne, som vi oplever igennem. Szpielmann er absolut ikke en herorisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager, en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne, hvad der gør det lettere for os tilskuere at identificere os med hans lidelsesfulde oplevelser.