Den sorte jord
Aftenens film handler om den walisiske journalist Gareth Jones, der i begyndelsen af 1930’erne insisterer på, at verden skal kende til Stalins folkemord på millioner af bønder i Ukraine. Eller hvad Stalin selv kaldte kollektiviseringen af landbruget og bøndernes særlige ”tribut” til Sovjetstatens industrialisering. Den ambitiøse Jones rejser til Sovjetunionen for at få et interview med Stalin, men det er svært at få reelle informationer, og spørger man for meget, risikerer man døden. Alligevel rejser han illegalt til Ukraine, og får ved selvsyn set hvilke uhyrligheder, der finder sted for at skaffe kapitalen til Stalins modernisering og oprustning. Med nød og næppe slipper han ud af landet med livet i behold, men kun for at erfare, at sovjetstaten ikke har i sinde at lade ham fortælle verden, hvad han har set.
Filmen har fået flotte anmeldelser. Informations anmelder skriver, at ”historien om Sovjetunionens menneskelige lavpunkt er et kunstnerisk højdepunkt for den 71-årige instruktør Agnieszka Holland”. Og Sdf’s anmelder kalder den både stærk og underholdende: ” Den efterlader en – ud over kendskabet til en glemt historie – med refleksioner over aktuelle emner som fake news, politisk begrundede drab på journalister og behovet for, at der stadig er modige mennesker, der tør fortælle om virkeligheden.
En del medlemmer husker sikkert den stærke polske film af aftenens instruktør om nonnen Ida i den barske polske efterkrigstid, som vi viste i sæson 1915-16, og som vandt en Oscar. Nu er instruktøren igen klar med det sort/hvide og kvadratiske billedformat, for ”efterkrigens Polen kan ikke vises i farver”, som han siger.
Aftenens film er først og fremmest en kærlighedsfilm mellem to meget forskellige mennesker, men også en film om en defineret periode i Europas historie, og spiller på begge dele i sin titel. Filmen starter i den umiddelbare efterkrigstid, hvor den intellektuelle musiker og komponist Wiktor rejser rundt i Polen for at opspore den ægte folkloristiske musik og dans for at fastholde polsk identitet. Ved en audition møder han den vilde og rodløse Zula med en blakket fortid, og det er deres voldsomme, men også umulige kærlighedshistorie vi følger gennem det næste årti.
Musikken spiller en vigtig rolle i filmen, både den folkloristiske, som Wiktor forlader, da den misbruges af det kommunistiske styre, og senere jazzen i Paris, men også som udtryk for hvad de to elskende følelsesmæssigt gennemgår. ”Filmmagi som ganske overvælder”, synes Sdf’s anmelder!
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 1. november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209. Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Klokken 19.30 vises anden film i Dobbeltfilmarrangement med spisning.
Efter filmklubbens dejlige mad skal vi ud på landet i Island og møde andre mandetyper. De filmklubmedlemmer, der for to sæsoner side så den vidunderlige ”Om heste og mænd” ved lidt om hvad det handler om. I aftenens film møder vi brødrene Gummi og Kiddi, som er naboer og begge fåreavlere, men også indædte og stædige konkurrenter og ikke på talefod de sidste 40 år! Efter at Kiddis vædder har vundet i den store fårekonkurrence, rammes hans får imidlertid af sygdom, og af hævntrang informerer Gummi myndighederne, der for at forhindre smitte og beskytte den islandske fåreavls ry beslutter at aflive hele områdets dyr. De stivnakkede brødre må bryde tavsheden og stå sammen, hvis de skal gøre sig håb om at redde deres dyr og egnens bønder fra fallit.
”Hvordan det kommer til at foregå – og det går ikke stille af – må man selv se og more sig over i denne kostelige, uforudsigelige og skæve, absolut seværdige film”, som Sdf- anmelderen slutter.
Nu vi er ved Oscar-priserne: Aftenens polske film vandt i år i kategorien ”Bedste udenlandske film”. Og det er i sandhed også en visuelt slående og poetisk stærk film, skulle jeg hilse og sige.
Historien udspilles i et trøstesløst Polen i de tidlige 1960’ere. Hovedpersonen Anna har som helt lille mistet sine forældre under 2. verdenskrig og er derfor vokset op på et kloster, hvor hun ved filmens start er klar til at aflægge nonneløftet. Først må hun dog opsøge sin eneste nulevende slægtning, den desillusionerede dommer, tante Wanda. Mødet og den erindrings-rejse rundt i Polen for at finde forældrenes grave, som de to begiver sig ud på, vender op og ned på personernes liv.
”Midt i mediekværnens malstrøm dukker der undertiden enestående film frem, som kan noget rigtigt svært: belyse vores eksistens gennem et enkelt menneskes valg og dilemmaer i konkrete livssituationer. Sådan en filmperle er ”Ida””, skriver Søren Vinterberg i sin anmeldelse i Politiken.
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
Forbavselsen i byen er stor, da den gamle eneboer Felix fra sit selvvalgte eksil i ødemarken dukker op for at bestille sin egen begravelse, så han når at komme med. Men hos byens bedemand tager man imod særlingen med kyshånd, for forretningen går trægt, da der er mangel på folk, der stiller træskoene. Med stor entusiasme og faglig stolthed kaster bedemanden sig over den helt unikke opgave. Men det står snart klart, at skal Felix få det ønskede værdige eftermæle, må byens bedst bevarede hemmelighed afsløres en gang for alle…
Det er en lidt ”nørdet” film, og det stilfærdige plot gør ikke så meget væsen af sig. Det mest sindsoprivende ved handlingen foregår inden i karaktererne og angår deres længsler og tabte drømme. Get low er så udpræget skuespillernes film: Den næsten 80-årige Robert Duvall er noget nær fremragende i hovedrollen, og Sissy Spacek som kvinden i hans liv gør et stort indtryk, ligesom den griske bedemand gi’s overdådigt vittigt af Bill Murray. Det er disses spil der gør filmen til en særforestilling, en original og anderledes film.
Vi lægger ud med Per Flys nyeste film, vel vidende at den blev modtaget med en meget blandet kritik, spændende fra det begejstrede til det meget forbeholdne. Instruktøren Per Fly har jo efter trilogien Bænken, Arven og Drabet en position i dansk film – og i Gørlev Filmklub – ,der kalder på respekt. Vi må altså selv finde ud af, hvor vellykket hans ny film er.
Filmen skildrer en kvindelig dansk modefotograf, der under et Paris-ophold forelsker sig vildt og vanvittigt i en polsk mand. Hendes betagelse er så stor, at hun er parat til at opgive hendes ellers velfungerende og trygge familie med mand og barn, selv om genstanden for hendes besættelse ikke er parat til det tilsvarende. Det er altså en film om den altopslugende drift og dens konsekvenser.
Hvor der er tvivl blandt anmelderne om muligheden af at fortælle en sådan historie, og især dens slutning, er der kun ros til den æstetiske side af filmen, dens drømmescener, den fantastiske fotografering og især til Sonja Richter som den kvindelige hovedperson.
Aftenens film er en stærkt virkende beretning om en polsk-jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.
Polanski, der selv som barn levede i Krakows ghetto, men undslap nazisternes holocaust, har naturligvis længe lige som kollegaen Spielberg ( ”Schindlers liste”) gerne villet fortælle om denne periode filmisk, men først med genudgivelsen og opdagelsen af den polske pianist og komponist Wladislaw Szpilmans dagbog fra Warszawas ghetto i 1998 fandt han sit stof. ”Det er sikkert min mest personlige film. Jeg kunne bruge mit eget erindringsstof, men det var gennem Szpilmans bog, jeg kunne sikre mig at det ikke blev for personligt. Distancen og beherskelsen kommer fra Szpielman”, sagde Polanski ved overrækkelsen af de gyldne palmer i Cannes i 2002.
Og filmen er netop en stærkt neddæmpet, næsten nøgtern beretning om uhyrlighederne i Polen. Som i Søren Kragh Jacobsens ”Øen i fuglegade”( næsten-vinder ved vores første filmfestival i 1997) er hovedpersonen et vidne, som vi oplever igennem. Szpielmann er absolut ikke en herorisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager, en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne, hvad der gør det lettere for os tilskuere at identificere os med hans lidelsesfulde oplevelser.
