Blogarkiv

Empire of Light

Empire of Light

Biografen Empire Cinema i den engelske badeby Margate har Hilary som daglig leder. Hun er en midaldrende kvinde, som lever et såre begivenhedsløst liv: Hun arbejder og lever alene, har pligtsex med sin chef og ser aldrig film! Hun er psykisk sårbar, og har været indlagt en periode som skizofren og er nu på medicin. Men så får biografen en ny ansat, Stephen, ung, flot og åben og venlig. De bliver venner, ja mere end det, og Hilary blomstrer op. Men tilbage i 80’ernes racistiske tider var et sådant forhold ikke uproblematisk, når han er sort og hun har en diagnose.

Film er magi, fortæller biografens gamle operatør dem, lysstrålen oppe på lærredet skaber magi både i biografsalen og blandt de mennesker, der arbejder der. Stephen og Hilary bliver et lys for hinanden. Så filmen må ses som en hyldest til biografen og filmkunsten, og alt det den kan skabe, et empire of light, som titlen siger. Det må da lige være en film for os i Den gamle biograf!

Triangle of Sadness

The Triangle of Sadness

Filmen er en skarp og meget morsom samfundssatire. Først får vi præsenteret det gennemgående unge par, der lever af deres udseende som model og influencer. De er optaget af sig selv og penge og uden selv at vide det både morsomme og tragiske. Så følger det næste niveau af samfundssatire, hvor parret har vundet et luksus-cruise med meget rige mennesker, som kommer ud i en storm og forliser og lander på en øde ø, hvor rollerne i den grad byttes om.

Instruktøren, der allerede med sine forrige film, Force Majeure og The Square, som vi begge har vist i filmklubben, havde markeret sig stærkt, vandt fortjent

guldpalmen i Cannes sidste år. Filmen er på en gang meget morsom og velspillet, samtidig med at den virkelig vil noget, nemlig tegne et barsk billede af hvor det kapitalistiske klassesamfund har ført os hen. Det er virkelig blændende!

 

 

NOWHERE SPECIAL

Det er næppe muligt at finde en mere traumatisk historie, end den som aftenens film fortæller. Og så er den efter sigende autentisk! Den fortæller om en hårdtarbejdende alenefar, der bliver dødeligt syg og kun har måneder tilbage, og som derfor er på jagt efter en god familiepleje til sin 4-årige søn. Han er en kærlig far med et tæt forhold til sønnen, som vises i nogle intense scener, sublimt spillet af begge skuespillere. Moren er rejst hjem til Rusland efter fødslen og helt ude af billedet, og faren har ingen nære slægtninge. Guidet af en ung socialrådgiver besøger vi i et kapløb med tiden forskellige plejefamilier, der bestemt ikke kan siges at være lige velegnede alle sammen…

Filmen er helt fri for patos og sukret sentimentalitet. Den er nok en film om at dø, men den er fuld af liv, og da man først forstår, hvor meget tiden spiller en rolle, bliver det endda til en smuk og vedkommende spændingsfilm.

Promising Young Woman

Trods filmens titel kan man ikke sige at Carrie har drevet det til meget: Hun er droppet ud af medicinstudiet, bor stadig hos forældrene og klarer sig som cafemedhjælper. Men hun er også en kvinde-hævner, der går på natlige ture for at afsløre hvilke svin mændene er – og som regel får ret! Men så møder hun en gammel studiekammerat, som i mellemtiden er kommet godt i vej som børnelæge, og hvis venlighed også viser sig at være oprigtig. Den romance de to indleder får Carrie til at bløde lidt op fra den hårde kvinde, som hendes erfaringer med mænd hidtil har hensat hende i. Hun er jo en kompleks skikkelse, både hadsk og længselsfuld. Og Carey Mulligan, som nogen måske husker fra Lone Scherfigs engelske gennembrudsfilm, An Education, spiller hende forrygende.

Det er, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder siger, ”en film til tiden, fandens arrig, skide skæg og drøn intelligent skruet sammen”.

Belfast

Dobbeltfilm med mad lørdag 5. 11. 22:
Gode film og god mad hører sammen, synes vi i Gørlev Filmklub, så vi fortsætter vores tradition med to film og mad imellem en lørdag eftermiddag/aften. Tilmelding til mad er nødvendig senest tirsdag 1.11. til formand eller kasserer. Man er naturligvis velkommen til at se enten kun den ene film eller begge uden mad.

BELFAST
Den kendte engelske instruktør og skuespiller, Kenneth Branagh, har lavet en meget personlig, selvbiografisk film. Den skildrer hans egen opvæksttid i sluttresserne i Belfast i Nordirland. Her fandt de næsten borgerkrigsagtige tilstande mellem katolikker og protestanter sted. Og de kommer til at spille en afgørende rolle i den lille Branaghs liv. Hans forældre er protestanter, men de bor i et blandet kvarter, og familien har ikke noget mod katolikkerne, så de kommer i klemme. Ligesom drengen gør, fordi hans barnekæreste er katolik. Samtidig er tiden præget af arbejdsløshed, og mange irske arbejdere er ligesom Branaghs far tvunget til at søge arbejde i England og kun være hjemme med mellemrum. Eller emigrere.

Filmen kan virke springende, for alt er oplevet og set gennem drengens øjne. Men netop denne synsvinkel gør det til en charmerende film, og Branagh vandt med rette en Oscar for bedste manuskript.

The kindness of strangers

28.4.2022  Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen

The Kindness of Strangers 

Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.

I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.

Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!

Herself

Herself 

Aftenens film handler om en irsk mor til to små børn, der endelig får nok af sin voldelige ægtemand. Hun får hjælp af kommunen til en ussel lejlighed ude ved lufthavnen og klarer sig på bedste beskub med småjobs. Hun er nok slået, men ikke slået ud! Hun får ideen til at bygge sig sit eget hus….!

Den stærke kvinde spilles glimrende af Clare Dunne, som også har skrevet manuskriptet, og måske derfor lægger hele sin sjæl i historien om den stærke kvindes frigørelseskamp. Man har dog svært ved at forstå, at hun er blevet hele ti år i det voldelige forhold.

Filmen er en varm og ægte, angelsaksisk, socialrealistisk film a la Ken Loach og Mike Leigh, nu med feministisk tilsnit. Man er grebet af historien.

Wild Rose

Wild Rose

 Er man til country-musik, er aftenens film lige sagen. Også hvis man kan lide at følge den charmerende underdog gennem alle trængslerne til toppen i en feel-good-film,  vil man være godt underholdt!

Vi er i det engelske klassesamfund, i Glasgow, hvor Rose-Lynn lever og synger, og selv om hun er alenemor med to små børn, som hun ikke magter at tage sig af, og selv om hun lige er kommet ud af fængsel og bærer fodlænke, så er drømmen om at komme til country-musikkens arnested Nashville helt intakt. Og selv om hun ofte er helt umulig i sin impulsivitet og uberegnelighed, så kan man i Jessie Buckleys skikkelse ikke lade være med at holde af hende, når man følger hendes vej mod drømmen i Nashville.

Det er måske ikke original filmkunst, men sørme en opløftende ”crowd-pleaser”! Sådanne skal vi også vise i Gørlev Filmklub.

Den sorte jord

Den sorte jord

 Aftenens film handler om den walisiske journalist Gareth Jones, der i begyndelsen af 1930’erne insisterer på, at verden skal kende til Stalins folkemord på millioner af bønder i Ukraine. Eller hvad Stalin selv kaldte kollektiviseringen af landbruget og bøndernes særlige ”tribut” til Sovjetstatens industrialisering. Den ambitiøse Jones rejser til Sovjetunionen for at få et interview med Stalin, men det er svært at få reelle informationer, og spørger man for meget, risikerer man døden. Alligevel rejser han illegalt til Ukraine, og får ved selvsyn set hvilke uhyrligheder, der finder sted for at skaffe kapitalen til Stalins modernisering og oprustning. Med nød og næppe slipper han ud af landet med livet i behold, men kun for at erfare, at sovjetstaten ikke har i sinde at lade ham fortælle verden, hvad han har set.

Filmen har fået flotte anmeldelser. Informations anmelder skriver, at ”historien om Sovjetunionens menneskelige lavpunkt er et kunstnerisk højdepunkt for den 71-årige instruktør Agnieszka Holland”. Og Sdf’s anmelder kalder den både stærk og underholdende: ” Den efterlader en – ud over kendskabet til en glemt historie – med refleksioner over aktuelle emner som fake news, politisk begrundede drab på journalister og behovet for, at der stadig er modige mennesker, der tør fortælle om virkeligheden.

Falling

Falling

 

Aftenens film viser mødet mellem John Petersen, der bor med sin mandlige samlever og deres adoptivbarn i Californien, og hans far, der er landmand fra Midtvesten, men ikke længere kan passe sin gård og derfor hentes af sønnen med henblik på at finde en beskyttet bolig til ham nærmere på. Det bliver ikke noget vellykket møde, for faderen er i sin begyndende demens både forvirret og grov og vulgær i sit bøssehad og i sin afstandtagen til alle former for afvigelser fra hans konservative normer.

Den dansk-amerikanske multi-talentfulde Viggo Mortensen har lavet en film, hvor han både er instruktør, manuskriptforfatter og spiller den ene hovedrolle som John. Det er på en gang en meget personlig film om forholdet mellem en gammel, halvdement far og hans midaldrende søn, og samtidig en film, der tydeligt viser det moderne Amerikas splittede tilstand. Som i Viggo Mortensens tidligere film, vi har vist i klubben: I Captain Fantastic var det opdragelsesmetoderne og livsstils-forskellene, i Green Book var det halvtredsernes racemæssigt splittede USA, her går splittelserne på kryds og tværs, men lige dybe.  Det er et voldsomt drama.