Noi Albinoi

Fik man under filmfestivalen i september set den islandske Dagur Káris nyeste film, Voksne mennesker, ved man at her er noget specielt, en instruktør, der kan beskrive ”periferiens mennesker”. Det gælder også for hans debutfilm, som vi viser i aften.
Filmen foregår i det nordlige Island, om vinteren afskåret fra omverdenen af den isbelagte fjord og høje snedækkede bjerge, og skildrer primært den 17-årige Noi’s liv. Han er en højt begavet dreng, men samtidig meget isoleret, lidt af en oprører og tydeligt utilpasset i det nordislandske samfund, hvor han betragtes som lidt af en særling. Ganske vist er han ikke en ægte albino, men aparte er han  et koldt og indelukket sted. Og han drømmer da også om at komme væk…
Filmen har vundet flere priser. Den er på en gang et udtryk for den klassiske fortælling om at være ung, ensom og utilpasset i langtbortistan, og samtidig gør den med sin tørre, lakoniske humor og sit næsten mytiske præg indtryk af at være et originalt og anderledes værk. ”Der er i hvert fald tale om en markant og meget tilfredsstillende filmoplevelse”, ifølge Bo Green i Weekendavisen.

In This World

Filmen er en intens, usentimental, men stærkt bevægende skildring af de livsvilkår, som flygtninge verden over dagligt konfronteres med. 16-årige Jamal lever med sin fætter i en flygtningelejr i Parkistan. Fætteren overtaler familien til at finansiere hans og Jamels flugt til London, hvor en slægtning bor. Filmen skildrer rejsen via Iran, Kurdistan, Tyrkiet, Italien og endelig England. Den har et næsten dokumentarisk præg, det er autentisk og intenst, og vi fornemmer hele tiden hvor opslidende og livsfarligt menneskesmugling og flugt til det forjættede Europa er.
Winterbottom gør op med den udbredte skelnen mellem politiske og økonomiske flygtninge: En flygtning er en flygtning, om grunden til flugten så er en blodig diktator eller en ludfattig, udsigtsløs tilværelse. Selv om han lader publikum drage sine egne konklusioner, er In This World et politisk statement, selv om tilgangen er nøgtern.

Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin i 2002 og er en bevægende og stærk ”øjenåbner”. ”Enhver kort nyhed om desperate båd- eller containerflygtninge vil for fremtiden fremkalde smerteligt konkrete erindringsbilleder af afstumpetheden ”In this World””, som Søren Vinterberg slutter sin anmeldelse i Politiken.

Finding Neverland

Vi befinder os i filmen i London i 1904, hvor forfatteren J. M. Barrie arbejder møjsommeligt på sit litterære gennembrud. En dag støder han i parken på enken Sylvia Davies og hendes fire børn. Barrie fascineres af familien, og forholdet udvikler sig til stor forargelse for omgivelserne. Barrie har endelig fundet sit livs og forfatterskabs inspirationskilde, og langsomt ændres hans liv for altid.
Barrie er skaberen af Peter Pan-figuren, og  forfatterskabet drejer sig om denne skikkelses hyldest til fantasien og barndommen. Og filmen fortæller historien om denne mand, der midt i sen-victorianismens stive, regelrette England med inspiration fra denne familie Davies, udvikler en perlerad af lege, der lader fantasien flyve om på lette vinger. Det kunne være blevet sentimentalt, men bliver medrivende og betagende, som alle der kan huske Peter Pan, Kaptajn Klo og lille Klokkeblomst ved. ”Neverland” er ønskeøen, fantasiens land, det frigjorte barns – og voksnes! – paradis. (Og navnet på Michael Jacksons ranch! I øvrigt sans comparaison! Barry blev også i samtiden mistænkeliggjort i sit forhold til Davies-drengene, men filmen afviser det som bonert mistænksomhed, som retten gjorde i Jacksons tilfælde.)
”Finding Neverland” er en dejlig film for alle os barnlige sjæle – også til børn, bare de kan læse undertekster. Så tag dem med i filmklub denne aften og få en fin oplevelse sammen!

Pianisten

Aftenens film er en stærkt virkende beretning om en polsk-jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.
Polanski, der selv som barn levede i Krakows ghetto, men undslap nazisternes holocaust, har naturligvis længe lige som kollegaen Spielberg ( ”Schindlers liste”) gerne villet fortælle om denne periode filmisk, men først med genudgivelsen og opdagelsen af den polske pianist og komponist Wladislaw Szpilmans dagbog fra Warszawas ghetto i 1998 fandt han sit stof. ”Det er sikkert min mest personlige film. Jeg kunne bruge mit eget erindringsstof, men det var gennem Szpilmans bog, jeg kunne sikre mig at det ikke blev for personligt. Distancen og beherskelsen kommer fra Szpielman”, sagde Polanski ved overrækkelsen af de gyldne palmer i Cannes i 2002.
Og filmen er netop en stærkt neddæmpet, næsten nøgtern beretning om uhyrlighederne i Polen. Som i Søren Kragh Jacobsens ”Øen i fuglegade”( næsten-vinder ved vores første filmfestival i 1997) er hovedpersonen et vidne, som vi oplever igennem. Szpielmann er absolut ikke en herorisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager, en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne, hvad der gør det lettere for os tilskuere at identificere os med hans lidelsesfulde oplevelser.

In America

Aftenens film skildrer mere eller mindre instruktørens egen historie: En irsk familie ankommer i 1982 via Canada til New York og flytter ind i en gammel slumejendom, befolket af narkomaner, småforbrydere, transvestitter og forskellige farverige skikkelser. De går i gang med at klare dagen og vejen indtil faren finder arbejde ved byens teatre. På trods af at familien bærer på en stor sorg, tabet af en søn/bror, der døde som toårig, bevarer de en ukuelig optimisme.

Det er en lykkelig historie, for familien klarer sig jo, og forældrene og de to piger, som i parentes bemærket har medvirket ved manuskriptets udarbejdelse, elsker og støtter hinanden. Og faren blev jo en stor instruktør, det er ham der lavede ”My left foot” og ”In the Name of the Father”. Det bliver derfor en gribende og varm ”feel good-film”, der ud over glimrende skuespillerpræstationer har sin styrke i de små realistiske detaljer og det præcise billede af Manhattan, både som virkelighedens og drømmens sted.

All or Nothing

i åbner med Mike Leighs nye film, hvor han atter er tilbage i det socialrealistiske spor og mesterligt viser os det engelske klassesamfund som vi sidst så det i ”Career girls” og især i cannesvinderen ”Hemmeligheder og løgne”.
I filmen tegner Leigh et billede af under-England som dårligt kan være sortere: Far Phil kører taxa, men har svært ved at komme op om morgenen og bliver mere og mere indesluttet, melankolsk og filosofisk, moderen Penny er kassedame og holder stædigt hjemmet sammen med de to fede, voksne, hjemmeboende børn. Omkring dem svæver alle bipersonerne, der ligesom den lille familie sidder fast i det håbløse miljø og den dagligdags trøstesløshed.
”Jeg har det som et gammelt træ, der ikke får vand”, siger faren på et tidspunkt. I denne ødemark mangler det eksistentielle, respekten for og kærligheden mellem mennesker. Men se om ikke Mike Leigh viser en udvej og vover en slags ”happy end”. Det gør nok ondt at se alle disse ensomme, sårede og kærlighedsløse sjæle, men sandheden om dem er på en måde også en anden. De viser sig alle at rumme en slags værdighed og en menneskelig værdi, man ikke kan antaste, og som bryder igennem til sidst.

Billy Elliot

Aftenens film fik ved joker-afstemningen i sidste sæson næsten lige så mange stemmer som de to film, der blev valgt. Derfor var det oplagt at tage den med i år. Filmen foregår i Nordengland i 80’erne, hvor Margaret Thatchers regering var fast besluttet på at knække de strejkende minearbejdere. Den 11-årige Billys far og storebror tilhører de “rigtige mænd”, så det bliver ikke let for Billy at bytte boksehandskerne ud med balletskoene. Men det gør han faktisk, for filmen er både en socialrealistisk film i den gode Ken Loach og Mike Leigh-tradition og samtidig et eventyr. Filmen handler om at turde forfølge sin drøm og stå ved hvem man er uanset omgivelsernes mistro og modstand. Det er historien om ællingen der trods megen modgang bliver en svane. En eviggyldig og livsbekræftende historie vi elsker at tro på og få gentaget.