Promising Young Woman

Trods filmens titel kan man ikke sige at Carrie har drevet det til meget: Hun er droppet ud af medicinstudiet, bor stadig hos forældrene og klarer sig som cafemedhjælper. Men hun er også en kvinde-hævner, der går på natlige ture for at afsløre hvilke svin mændene er – og som regel får ret! Men så møder hun en gammel studiekammerat, som i mellemtiden er kommet godt i vej som børnelæge, og hvis venlighed også viser sig at være oprigtig. Den romance de to indleder får Carrie til at bløde lidt op fra den hårde kvinde, som hendes erfaringer med mænd hidtil har hensat hende i. Hun er jo en kompleks skikkelse, både hadsk og længselsfuld. Og Carey Mulligan, som nogen måske husker fra Lone Scherfigs engelske gennembrudsfilm, An Education, spiller hende forrygende.

Det er, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder siger, ”en film til tiden, fandens arrig, skide skæg og drøn intelligent skruet sammen”.

Belfast

Dobbeltfilm med mad lørdag 5. 11. 22:
Gode film og god mad hører sammen, synes vi i Gørlev Filmklub, så vi fortsætter vores tradition med to film og mad imellem en lørdag eftermiddag/aften. Tilmelding til mad er nødvendig senest tirsdag 1.11. til formand eller kasserer. Man er naturligvis velkommen til at se enten kun den ene film eller begge uden mad.

BELFAST
Den kendte engelske instruktør og skuespiller, Kenneth Branagh, har lavet en meget personlig, selvbiografisk film. Den skildrer hans egen opvæksttid i sluttresserne i Belfast i Nordirland. Her fandt de næsten borgerkrigsagtige tilstande mellem katolikker og protestanter sted. Og de kommer til at spille en afgørende rolle i den lille Branaghs liv. Hans forældre er protestanter, men de bor i et blandet kvarter, og familien har ikke noget mod katolikkerne, så de kommer i klemme. Ligesom drengen gør, fordi hans barnekæreste er katolik. Samtidig er tiden præget af arbejdsløshed, og mange irske arbejdere er ligesom Branaghs far tvunget til at søge arbejde i England og kun være hjemme med mellemrum. Eller emigrere.

Filmen kan virke springende, for alt er oplevet og set gennem drengens øjne. Men netop denne synsvinkel gør det til en charmerende film, og Branagh vandt med rette en Oscar for bedste manuskript.

The kindness of strangers

28.4.2022  Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen

The Kindness of Strangers 

Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.

I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.

Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!

Herself

Herself 

Aftenens film handler om en irsk mor til to små børn, der endelig får nok af sin voldelige ægtemand. Hun får hjælp af kommunen til en ussel lejlighed ude ved lufthavnen og klarer sig på bedste beskub med småjobs. Hun er nok slået, men ikke slået ud! Hun får ideen til at bygge sig sit eget hus….!

Den stærke kvinde spilles glimrende af Clare Dunne, som også har skrevet manuskriptet, og måske derfor lægger hele sin sjæl i historien om den stærke kvindes frigørelseskamp. Man har dog svært ved at forstå, at hun er blevet hele ti år i det voldelige forhold.

Filmen er en varm og ægte, angelsaksisk, socialrealistisk film a la Ken Loach og Mike Leigh, nu med feministisk tilsnit. Man er grebet af historien.

Wild Rose

Wild Rose

 Er man til country-musik, er aftenens film lige sagen. Også hvis man kan lide at følge den charmerende underdog gennem alle trængslerne til toppen i en feel-good-film,  vil man være godt underholdt!

Vi er i det engelske klassesamfund, i Glasgow, hvor Rose-Lynn lever og synger, og selv om hun er alenemor med to små børn, som hun ikke magter at tage sig af, og selv om hun lige er kommet ud af fængsel og bærer fodlænke, så er drømmen om at komme til country-musikkens arnested Nashville helt intakt. Og selv om hun ofte er helt umulig i sin impulsivitet og uberegnelighed, så kan man i Jessie Buckleys skikkelse ikke lade være med at holde af hende, når man følger hendes vej mod drømmen i Nashville.

Det er måske ikke original filmkunst, men sørme en opløftende ”crowd-pleaser”! Sådanne skal vi også vise i Gørlev Filmklub.

Den sorte jord

Den sorte jord

 Aftenens film handler om den walisiske journalist Gareth Jones, der i begyndelsen af 1930’erne insisterer på, at verden skal kende til Stalins folkemord på millioner af bønder i Ukraine. Eller hvad Stalin selv kaldte kollektiviseringen af landbruget og bøndernes særlige ”tribut” til Sovjetstatens industrialisering. Den ambitiøse Jones rejser til Sovjetunionen for at få et interview med Stalin, men det er svært at få reelle informationer, og spørger man for meget, risikerer man døden. Alligevel rejser han illegalt til Ukraine, og får ved selvsyn set hvilke uhyrligheder, der finder sted for at skaffe kapitalen til Stalins modernisering og oprustning. Med nød og næppe slipper han ud af landet med livet i behold, men kun for at erfare, at sovjetstaten ikke har i sinde at lade ham fortælle verden, hvad han har set.

Filmen har fået flotte anmeldelser. Informations anmelder skriver, at ”historien om Sovjetunionens menneskelige lavpunkt er et kunstnerisk højdepunkt for den 71-årige instruktør Agnieszka Holland”. Og Sdf’s anmelder kalder den både stærk og underholdende: ” Den efterlader en – ud over kendskabet til en glemt historie – med refleksioner over aktuelle emner som fake news, politisk begrundede drab på journalister og behovet for, at der stadig er modige mennesker, der tør fortælle om virkeligheden.

Falling

Falling

 

Aftenens film viser mødet mellem John Petersen, der bor med sin mandlige samlever og deres adoptivbarn i Californien, og hans far, der er landmand fra Midtvesten, men ikke længere kan passe sin gård og derfor hentes af sønnen med henblik på at finde en beskyttet bolig til ham nærmere på. Det bliver ikke noget vellykket møde, for faderen er i sin begyndende demens både forvirret og grov og vulgær i sit bøssehad og i sin afstandtagen til alle former for afvigelser fra hans konservative normer.

Den dansk-amerikanske multi-talentfulde Viggo Mortensen har lavet en film, hvor han både er instruktør, manuskriptforfatter og spiller den ene hovedrolle som John. Det er på en gang en meget personlig film om forholdet mellem en gammel, halvdement far og hans midaldrende søn, og samtidig en film, der tydeligt viser det moderne Amerikas splittede tilstand. Som i Viggo Mortensens tidligere film, vi har vist i klubben: I Captain Fantastic var det opdragelsesmetoderne og livsstils-forskellene, i Green Book var det halvtredsernes racemæssigt splittede USA, her går splittelserne på kryds og tværs, men lige dybe.  Det er et voldsomt drama.

Generalforsamling sæson 34 + Gøg og Gokke

Kort generalforsamling
og derefter
Gøg og Gokke
Vi slutter sæsonen med en både sjov og filmhistorisk spændende film.

Stan Laurel (1890 – 1965) og Oliver Hardy (1892 – 1957) – med andre ord Gøg og Gokke – var titaner i pionertiden for amerikansk film, og John Bairds film begynder her: På settet til ”Way out West”, deres kostelige westernparodi. Begge mænd er bitre og frustrerede, synes de underbetales af producenten og har lige lovlig meget gang i den mht spil og damer. Så springer vi til 16 år senere, da parret er blevet turnerende anakronismer for halvtomme sale i England. Der er op- og nedture i det følgende og begge mænd har helbredsproblemer.

Det er et bittersødt, charmerende og nostalgisk portræt, der tegnes af de to komikere. Venskabet mellem dem er rørende skildret, så man både ler og græder.

Blinded by the night

Dobbeltfilmarrangement – Første film kl 16.00

Blinded by the light
Man siger, at musik kan forandre verden, og det er netop, hvad Bruce Springsteens rockmusik gør for den 16-årige Javed Khan, der som pakistansk 2.generationsindvandrer vokser op i Luton nord for London. Vi er i 1980’ernes Thatcher-periode med arbejdsløshed og racisme. Javed er en følsom dreng, der gerne vil væk fra både sin patriarkalske, pakistanske familie og Luton, og Springsteens musik og tekster bliver katalysator for hans oprør og frigørelse. Musikken er ikke bare underlægning, men orkestreret som uimodståelige musicals, som man griber sig selv i at synge med på. ”Det er en rigtig feel-good-film, men man bliver altså så glad over at se Javed finde sin vej”, som Sdf’s anmelder skriver.

Dobbeltfilm
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag.
Tilmelding til maden er nødvendig og skal ske senest tirsdag d. 4. november
på tlf. 4057-8804 (Paw) eller  4031-0143 (Birthe)
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.

Sorry we missed you

Sorry we missed you
Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.

Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.