Aftenens film er en filmatisering af det selvbiografiske hovedværk i den ungarnske nobelprismodtager Imre Kertesz’ forfatterskab.
Flere har før gjort forsøg på at beskrive det ubeskrivelige, de forfærdelige lidelser og ydmygelser i de nazistiske koncentrationslejre, men ifølge anmelderne ikke så dybt bevægende, som i denne bog/film, der følger den 15årige jødiske drengs liv i først Auschwitz-Birkenau og senere i Buchenwald. Det mærkelige er, at det lykkes drengen at holde fast i de øjeblikke i lejrenes dagligdag, der kan holde humøret – og dermed livet – oppe. ”Der fandtes en time på dagen, mellem hjemkomsten fra fabrikken og aftenappellen, en særdeles indholdsrig og tvangfri time, som jeg altid længtes mest efter i lejrene og elskede mest”, som forfatterens alter ego udtrykker det i filmen.
Det er lykkes at finde en dreng, der i en bevægende præstation fremstiller den 15årige forfatters liv i lejrene, således at filmatiseringen er blevet til ”klassisk filmkunst af ædel karat”, som Politikens anmelder kalder det, eller ”årets tungeste, smukkeste og vigtigste film”, som Bo Green kalder den i Weekendavisens anmeldelse.
Det er sjældent i dag at finde instruktører der kaster sig ud i det store, historiske familieepos, men aftenens film er et sådant: En tre timer lang, storslået skildring af den ungarnsk-jødiske slægt Sonnenschein, hvis omtumlede og ofte tragiske tilværelse i Ungarn man følger over mere end tre generationer, fra slutningen af 1800-tallet og næsten frem til i dag. Samtidig bliver det en skildring af nazismens og kommunismens forbrydelser i Europa og af det vanskelige valg, der selvfølgeligt er specielt for den jødiske slægt, men i virkeligheden universelt, mellem enten at fastholde en særlig religiøs, social og kulturel identitet eller at forsøge at assimilere sig mest muligt med det omgivende samfund for at undgå diskrimination og forfølgelse. Filmen kombinerer den brede samfundsskildring med en skildring af familiens ofte tumultariske privatliv med generationsopgør, ægteskaber og utroskab og de mere personlige anfægtelser, og er altså også et kærlighedsepos. Historien fortælles af den nulevende Ivan Sonnenschein, og Ralph Fiennes ( som vi husker fra ”Den engelske patient” og ”Schindlers liste”) spiller – rost til skyerne – den gennemgående hovedrolle som patriarken i de tre generationer: som bedstefar/Ignatz, far/Adam og søn/Ivan. Det er ikke et opmuntrende billede af Europa i det 20. århundrede vi får, men det er en imponerende, velspillet og vigtig film.