Frantz

Den tyske unge pige Anna har mistet sin forlovede, soldaten Frantz i 1. verdenskrig. Ved Frantz’ grav møder hun en dag franskmanden Adrien, der lægger blomster på graven og præsenterer sig som en nær ven af afdøde. Anna bliver rørt over denne omsorg og introducerer Adrien for Frantz forældre, som hun bor hos, og både de og Anna bliver optaget af denne unge franskmand, som tilsyneladende kendte deres elskede søn og mand fra før verdenskrigen.

Det er en betagende film, vanvittigt flot fortalt og fotograferet. Ozon holder sig til en gudesmuk sort-hvid billedside på nær enkelte særligt følsomme scener, hvor han giver farverne lov til at blomstre. Og han leger hele tiden med vores forståelse af fortællingen. Hvem er den pålidelige fortæller, og hvor meget betyder sandheden egentlig for helingsprocessen? Ikke blot for Anna, men også for de krigsførende nationers plagede sjæle efter en krig, der har frarøvet så mange unge patrioter livet.

Min far Toni Erdmann

Da musiklæreren Winfried forlades af sin sidste elev og hans hund dør, er det tid for ham til at forsøge at rette op på forholdet til sin voksne datter. Hun er nemlig blevet en ensporet karrierebevidst business-kvinde, der arbejder som konsulent i et rumænsk oliefirma. I et forsøg på at nå ind til hendes skjulte, oprindelige jeg, tager faderen uanmeldt til Bukarest og opsøger hende – ikke som sig selv, men med paryk og falske tænder som coachen Toni Erdmann! Den skæve komik opstår mellem den groteske Toni-figur og businessverdenen og dens omgangsformer.

Efter sigende er det sjældent, at premieregæsterne ved Cannes-filmfestivalen har grinet så meget. ”Filmen veksler helt ubesværet mellem det komiske og det patetiske, mellem den platte joke og den sitrende følelse. Toni Erdmann forsøger at være morsom, men er det ikke. Filmen derimod forsøger ikke at være morsom, men er det!”, som Sdf-anmelderen siger det.

.

Under sandet

Aftenens film blev sidste års store danske succesfilm hos både kritikere og publikum, som vi også synes vores medlemmer skal have mulighed for at se. Filmen fortæller os en vigtig og godt ”glemt” fortælling om krigs dehumaniserende virkning i ”rare” lille Danmark i 1945.

Englænderne afleverer i sommeren 45 godt 2000 tyske krigsfanger i danskernes varetægt. De skal fjerne de to millioner landminer, som den tyske besættelseshær har gravet ned i sandet langs den jyske vestkyst til brug i tilfælde af, at de allieredes landgang kom her. Ikke noget rart job, men det har de sgu fortjent, når nu de selv har lagt dem, tænker den danske sergent, der får kommandoen over en gruppe af dem. Men det er jo ikke de samme, der har lagt dem, det er unge drenge indkaldt i krigens sidste måneder, og sergentens syn ændres langsomt.

Det er Zandvliets tredje film, et virkeligt gennembrud. Og også Roland  Møller som sergenten er virkelig god.

Månen over kirsebærtræerne

Sentaro driver en lille bagerbutik, der serverer kager med sødt bønnefyld. Kagerne er meget populære, men en ældre dame er ikke helt så imponeret. Hun kan lave dem meget bedre, påstår hun, og tilbyder sin hjælp. Sentaro indser hurtigt, at hun er en gudsbenådet kagebager, og den lille butik blomstrer. Med tiden åbner personerne op for de hemmeligheder, de hver især gemmer i deres hjerter.

Det kan måske lyde en kende lavmælt og søvndyssende, men ifølge filmmagasinet Ekkos anmeldelse er der tale om ”et eftertænksomt, intimt og billedskønt drama med fokus på detaljerne”. Til trods for adskillige priser både i Cannes og ved CPH:DOX er det den kvindelige japanske instruktørs første rigtige danske biografpremiere, så vi giver hende en chance.

Om Heste og Mænd

”Absurditeterne er i højsædet i fænomenal islandsk debutfilm”, skriver Jyllandspostens anmelder som overskrift til sin anmeldelse af aftenens film, som flere bestyrelsesmedlemmer også har set og ikke har kunnet stå for. Filmen rummer flere enkeltstående og løst sammenkædede fortællinger, underfundige og kuriøse, om mænd, kvinder og heste i drifternes vold i en afsidesliggende islandsk dal. Grundhistorien er fortællingen om Kolbeinn og Solveig, hvis forelskelse kommer på en prøve, da Solveigs hingst i overordentlig opstemt tilstand går løs på Kolbeinns hvide, stolte hoppe… Altså: Når drifternes bål er tændt, må det futte af om så alle broer brænder med!

Det storslåede, ubarmhjertige islandske landskab spiller også en hovedrolle i denne usædvanlige film. De store vidder skaber et rungende ekko, der indkapsler menneskenes besvær med at nå hinanden andet end til hest.

Ved klubbens generalforsamlinger bliver der nu og da efterlyst anderledes, sære og ”smalle” film, som det ikke ellers er muligt at se i det vestsjællandske. Værsgo’ !

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Die Andere Heimat – En Fortælling Om Længsel

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Schabbach er navnet på en fiktiv landsby i Midttyskland, som den tyske mesterinstruktør Edgar Reitz har gjort til centrum for sin store Heimat-trilogi, der blev vist fra 1984 til 2004, og som også her i landet gik som populære TV-serier, der fortalte den tyske historie i 1900tallet i afsnit af spillefilmslængde på en samlet varighed af 53 timer.

Kendskab til de tidligere TV-serier er dog ingen forudsætning for at følge med i denne hans ny 4-timer lange film, som kunne kaldes en ”for-film”, forstået sådan, at dens handling er lagt tilbage til Schabbach i 1800tallet, hvor vi følger to smedebrødre i deres drømme og længsler. Filmen har en undertitel, der viser, at den handler om både udlængsel og længsel efter viden og frihed fra fattigdom og undertrykkelse.

Og ifølge Peter Nielsen i Information ”fuldender Edgar Reitz sit mesterværk og sin filmiske genskrivning af tysk historie gennem 150 år” i fantastiske sort-hvide billeder, ”og jeg lover, at man kommer ud af biografen som et nyt menneske, når man har levet i disse billeders magi”.

Nymphomaniac

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).

Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.

Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.

Lore

Handlingen i aftenens film udspiller sig i Tyskland i foråret 1945 ved 2.verdenskrigs afslutning. Teenagerpigen Lore ser sig nødsaget til at tage ansvaret for sine fire yngre søskende, da deres forældre, der er højtstående nazister, er taget af de allierede. Børnene oplever for første gang konsekvenserne af deres forældres handlinger og står i en håbløs situation, ude af stand til at klare sig selv og med udsigt til en sand rædselsrejse, da de beslutter at nå frem til deres bedstemors hjem næsten 900 kilometer nordpå. Mødet med en anden flygtning, den unge jøde Thomas, vender op og ned på alt hvad Lore og hendes søskende har lært som indoktrinerede sønner og døtre af den ariske herskerrace.
”Med udgangspunkt i en tysk-britisk forfatter er det lykkes en australsk-jødisk instruktør at dreje en af de senere års stærkeste film om Holocaust og 2. verdenskrig. ”Lore” er måske ikke ligefrem et rigtigt eventyr, men til gengæld en tryllebindende thriller om synd, skam, seksualitet og uskyldstab”, som Information slutter sin rosende anmeldelse.

Dørene åbnes kl. 19.00 og filmen starter 19.30
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!

Get Low

Forbavselsen i byen er stor, da den gamle eneboer Felix fra sit selvvalgte eksil i ødemarken dukker op for at bestille sin egen begravelse, så han når at komme med. Men hos byens bedemand tager man imod særlingen med kyshånd, for forretningen går trægt, da der er mangel på folk, der stiller træskoene. Med stor entusiasme og faglig stolthed kaster bedemanden sig over den helt unikke opgave. Men det står snart klart, at skal Felix få det ønskede værdige eftermæle, må byens bedst bevarede hemmelighed afsløres en gang for alle…

Det er en lidt ”nørdet” film, og det stilfærdige plot gør ikke så meget væsen af sig. Det mest sindsoprivende ved handlingen foregår inden i karaktererne og angår deres længsler og tabte drømme. Get low er så udpræget skuespillernes film: Den næsten 80-årige Robert Duvall er noget nær fremragende i hovedrollen, og Sissy Spacek som kvinden i hans liv gør et stort indtryk, ligesom den griske bedemand gi’s overdådigt vittigt af Bill Murray. Det er disses spil der gør filmen til en særforestilling, en original og anderledes film.

Pina

Og så har vi jo også fået 3D i filmklubben! Med briller og det hele!

Mest brugt er teknikken nok endnu kun som sjovt og dyrt legetøj i fantasifilm som Avatar og børnefilm som Toy Story og Orla Frøsnapper. Der er kun meget få i voksen filmklub-kvalitet!

Men den store, tyske filminstruktør Wim Wenders, ham med ”Himlen over Berlin”, har forsøgt at bruge den ny teknik kunstnerisk meningsfuldt og givende i sin nyeste film. Og efter alle anmelderes mening er det så vellykket, at vi tør springe ud i det, selv om det er en – balletfilm!

Vi giver ordet til en af de filmanmeldere, Politikens Kim Skotte, der kom beruset og bevæget ud fra balletfilmen Pina: ”Lidt flovt er det vel altid ikke at kende Picasso! Sådan har jeg det på en måde efter at have set Wim Wenders film Pina. Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et mere indgående forhold til fodboldens knoldesparkere end ballettens flyvende folkefærd, og jeg havde aldrig hørt om denne Pina Bausch og hendes Tanztheater Wupperthal. Men efter at have set Pina er jeg ikke i tvivl om, at Pina Bausch var en kunstnerisk figur af de helt store i de 35 år, hun ledede sin trup og udviklede sin følelsesladede fusion af dans og teater. Så konsekvent, så klar og kompromisløs i sin vision, at det sjældne sker: Man føler sig som et forandret menneske efter mødet”.

Så kom og mød forandringen i 3D i Gørlev Filmklub. Eneste 3D-film i denne sæson!