The kindness of strangers

28.4.2022  Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen

The Kindness of Strangers 

Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.

I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.

Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!

Tysktime

Tysktime

Endnu en vellykket filmatisering, denne gang af en af efterkrigstysklands kendteste forfattere, Siegfried Lenz, og hans roman af samme navn. Filmen foregår i Friesland, lige syd for den danske grænse og skildrer en efterkrigs-kultur, hvor der ikke bruges mange ord. Derimod taler naturen, og visuelt er det en meget smuk film af marsklandet.

Den unge, utilpassede Siggi er sat i en barsk stuearrest, fordi han har afleveret blankt på et stileemne om ”pligtens glæder”. Her vælter barndoms-erindringerne frem om den splittelse, han har oplevet som barn i nazi-tiden. Hans far er en streng landbetjent, der i den grad har efterlevet nazitidens ”pligter”. En modsætning til denne leveform oplevede Sigge i det kunstnerhjem, hvor han ofte kom som barn.  Under nazi-tiden blev denne kunstner sat under malerforbud, og Siggis far blev sat til at overvåge, at det følges.

””Tysktime” er en fremragende film, der gør tysk fortid levende og nutidig, både den store og den lille”, som Politikens anmelder skriver.

Àga

Aftenens film er bulgarsk, og dens finansiering tysk og fransk, men den føles på alle måder rundet af den oprindelige sibiriske kultur, hvori den foregår. De to hovedpersoner er et gammelt par af egnens oprindelige befolkning, der holder deres folks traditioner i hævd. De bor i en såkaldt yurt, et rundt telt, og dagenes og årstidernes rytme har været den samme i mange år. Nanook har dog lagt mærke til, at tøvejret kommer tidligere, og der er mindre vildt at jage, tingene er ikke helt som de var engang. En ung mand kommer på besøg og bringer nyt om deres datter Ága, som forlod dem efter et skænderi, og nu arbejder i en diamantmine og lever i en anden mere urban og moderne kultur. De enes om at besøge hende.
Historien folder sig blidt ud med en eftertænksom, men aldrig kedelig rytme, og begge hovedrolleindehaverne yder formidable præstationer. Som man kan forstå er det en stille, ligetil og gribende film, der fortæller en historie om kulturmodsætninger, sorg og forsoning.

Centaur

Det er sjældent, vi får tilbudt film fra Kirgisistan, så vi er lydhøre, når det sker!
Filmens hovedperson, Centaur, bor på landet med sin døvstumme kone og søn. Han flirter også med enken Sharapat, som sælger hans yndlingshjemmebrændt på torvet, men hans altoverskyggende lidenskab er heste. Centaur er nemlig af den formening, at kirgiserne nedstammer fra det mytologiske væsen kentauren, halvt menneske, halvt hest, og af og til stjæler han den lokale matadors væddeløbsheste for ekstatisk at ride dem ud over stepperne i måneskinnet. Egnens egentlige hestetyv, der er Sharapats elsker og stjæler heste for at sælge dem til slagteriet, lægger en fælde for sin rival, og så er historien i gang.
Det er en imponerende film, der fortæller om en uddøende kultur splittet mellem tradition og modernitet, religion og rationalisme. Det lykkes ifølge Sdf’s anmelder for filmens skaber at knytte de mange tråde sammen til et storladent, tragisk epos, som er absolut seværdigt.

The House that Jack built

Trofaste medlemmer af Gørlev Filmklub kan sikkert tænke sig til, at aftenens film, ligesom Utøya, har givet anledning til stor diskussion og uenighed i bestyrelsen under årets filmvalgmøde. Her drejer det sig om filmens ubehagelige vold, der får nogle til at fravælge den. Modsat kan man hævde, at Lars von Trier uden tvivl er Danmarks mest betydelige originale filmskaber, og at vi har vist de fleste andre af hans film gennem tiden, så burde hans nyeste værk ikke kunne vises i en filmklub, der vil kalde sig seriøs? Det sidste synspunkt vandt, kan I forstå, men nu er medlemmerne præsenteret for det andet – og advaret!
I filmen møder vi Jack, der aldrig blev arkitekt, så han kunne bygge sit eget hus, men i stedet blev seriemorder, der betragter de 5 mord, han begår over en årrække som sit kunstværk. Han må kaldes psykopat, men også en charmerende, egoistisk narcissist. Lige som navnebroren Jack the Ripper fotograferer han sine ofre og sender dem til en avis, og han fører diskussioner om sit ”kunstværk” med Hr. Verge, som repræsenterer romantikkens kunstsyn om det gode, det sande og det skønne. Grusomheden og sadismen afløses her af sort humor, så man med Sdf’s anmelders ord ”er ubehageligt underholdt – på trods”.

Lys i mørket

En syrisk mand ved navn Khaled Ali flygter fra Aleppo som blind passager på et kulfragtskib. Ved ankomsten til Helsinki trues han med udvisning, men vælger at gå under jorden i den finske hovedstad. Khaled får ansættelse på en restaurant, som netop er blevet overtaget af skjortesælgeren Wikström. Han har brugt sin pokergevinst på at starte på en frisk og udleve sin drøm om at være restauratør.

Filmen fik stor ros på festivalen i Berlin, hvor den modtog Sølvbjørnen og blev kaldt Kaurismäkis bedste værk siden Manden uden fortid.

Ud af intet

Katja får vendt vrangen ud på sit liv, da hendes kurdiske mand og deres seksårige søn omkommer i et bombeattentat i Hamborg. To nynazister arresteres for attentatet, men da retssagen ikke går som ventet, driver Katjas sorg og hævntørst hende til selv at tage affære.

The Square

Danske Christian er kurator på et svensk museum for moderne kunst. Her skal han lancere installationen ‘The Square’, der opfordrer til medmenneskelighed, næstekærlighed og tillid. Samtidig får Christian stjålet sin tegnebog og telefon på åben gade. Stik imod de idealer, som kunstværket besynger, reagerer Christian ved at konfrontere de personer, som han mistænker for tyveriet.

Stefan Zweig – Farvel til Europa

Dobbeltfilmarrangement
1. film af 2 denne dag er denne som vi sætter i gang kl. 16.00 – Dørene åbnes kl. 15.30
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 11 november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209.
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.

Under nazismens opvågnen i Tyskland føler den populære østrigske og jødiske forfatter Stefan Zweig sig truet, og han rejser derfor i 1936 til Rio de Janeiro i eksil. Zweig har både svært ved at identificere sig med den politiske tidsånd i Europa og kravet til ham om kategorisk at fordømme den tyske befolkning. Samtidig forelsker han sig i Brasiliens multikulturelle samfund.

 

 

En fantastisk kvinde

Servitricen Marina drømmer om at blive sangerinde. Hun kommer sammen med den tyve år ældre Orlando, som natten efter Marinas fødselsdag pludselig bliver så alvorligt syg, at han dør på hospitalet. Marina får dog ikke lov til at sørge, men bliver i stedet mistænkt af både sygehusets personale, politiets efterforskere og Orlandos familie, alene fordi hun er transperson.