Tale of Tales

Vi kommer virkelig rundt i alle genrer i årets film! Aftenens er en fantastisk blanding af tre brutale eventyr flettet sammen om eviggyldige temaer som grådighed, forfængelighed, magtmisbrug og egoisme. Tre kongeriger grænser op til hinanden: De regeres henholdsvis af en sexgal konge, der kaster sig over enhver kvinde, han måtte lyste, en gold, babyhungrende dronning, der vil gøre alt for at få et barn, og en infantil konge, der lyster sig med en kæmpeloppe i stedet for at sørge for sin giftelystne datter!

Det lyder vanvittigt, og er det måske også. Men Jyllands-Postens   anmelder kalder ”Tale of Tales” for et ”berusende barokt filmeventyr. Overdrevet og vanvittigt, men også rørende og tænksomt. Det svulstige og det storladne kommer helt til sin ret i dette barokke billeddigt af usete dimensioner!” Og Informations anmelder taler om ”en forunderlig og grum film – lige så meget Fellini som brødrene Grimm”. Så den er nok værd at give en chance.

Youth

Det er forår på et luksus-kurhotel i alperne, hvor berømthederne hviler ud. Film-, sport- og musikstjernerne er den moderne tids aristokrati, der har penge og berømmelse til at leve afsondret fra mængden og dermed markere, at de er noget særligt. Enere som Miss World, fodboldstjernen Maradona, Hitler-skuespilleren, en svævende yogi, et par Hollywood-divaer. Men deres følelsesliv er lige så banalt som alle andres, viser denne drillende film.

Blandt gæsterne er især de gamle snart 80-årige venner, komponisten Fred (Michael Caine) og filminstruktøren Mick (Harvey Keitel). De filosoferer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til den svære kunst ”at sige verden ret farvel”. Filmen har ikke megen handling, men en række fremragende tableauer, der både sjovt og tankevækkende viser livet frem – især konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet!

”Filmen er fuld af humor, sort faktisk, men også alvorlig og befriende original. Den er smuk og grum – men hvorfor hedder den Youth – det må man selv se den for at finde ud af”, som Sdf-præsentationen slutter.

To dage, en nat

Da fabriksarbejderen Sandra efter en depression får besked om, at hendes job ved en afstemning er sparet væk til fordel for en bonus på 1000 Euro til hver af de andre medarbejdere på den lille solcellefabrik, hun før sygdommen har arbejdet på, bryder hendes verden sammen. Opmuntret af mand og børn beslutter Sandra dog at tage kampen op og får foranstaltet, at en ny afstemning kan finde sted efter weekenden. Hun har derved, som titlen siger, to dage og en nat til at bearbejde sine kollegaer til at vise solidaritet med hende og få dem til at stemme anderledes.

Marion Cotillard, der forrige år spillede den benamputerede kvinde i ”Smagen af rust og jern”, er blændende som den skrøbelige Sandra, der vandrer fra dør til dør, for at få sine kollegers opbakning. Filmen ”er en samtidsfabel, der på indtrængende vis i Sandras insisterende skikkelse får os til at tænke på, hvad der er vigtigt i livet. Dardenne-brødrene (flere af hvis film vi har vist gennem årene her i klubben) har igen lavet en intens lille historie om almen stor problematik”.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Den Store Skønhed

Forfatteren, journalisten og levemanden Jep Gambadella har skrevet én berømmet roman i sin karriere og nyder takket være den et vist ry. Som aldrende levemand fører han sig frem blandt Roms dekadente jetset. Fornøjelsen er dog for længst forsvundet, han føler sig tom indvendig og flyder gennem tilværelsen uden andet mål end en diffus søgen efter mening. Meget handling er der ikke i filmen. Italien i Berlusconi-æraen er filmet som en både forførende og frastødende, altid pulserende partyscene. Jep tager os med på en natlig vandring gennem Roms gader fra fest til fest i en endeløs jagt på skønhed.

Filmen Den store skønhed er i sig selv en fest for øjet med sin eventyrlige vekslen af lys, mørke, skygger, monumenter og mere hemmelige afkroge af den evige stad. ”Sorrentinos rejse gennem byen og natten opfordrer os til at spærre øjnene op. For ganske vist serveres det overdådige billedbombardement med en vis syrlighed over for vor tids overfladiskhed, men altid med et stort æstetisk overskud og barok humor, så man forlader filmens imaginære rejse let mystificeret, men med et smil på læben”, slutter Sophie Engberg sin anmeldelse i Politiken.

Terraferma

Filmen udspiller sig på den lille, italienske ø Linosa i Middelhavet. Den har stolte fisketraditioner, men fiskene er færre, så det er mest øens anden indtægtskilde, turismen, der skal give mad på bordet for den fattige fiskerfamilie, vi følger i filmen. Øen har forudsætningerne herfor med sine vidunderlige strande og storslåede natur, men alt kompliceres da endnu fattigere og usselt stillede mennesker i form af afrikanske illegale flygtninge så at sige dukker op af havet og stiller fiskerfamilien over for komplicerede moralske dilemmaer.
Filmens tema må siges at være et af vor tids vigtigste globalpolitiske problemer, som uden varsel kan blive den enkeltes nagende dilemma: Kan jeg afskære andre fra en fremtid for min egen sikkerheds eller bekvemmeligheds skyld? Kan almenmenneskelig, etisk lov kræve, at jeg bryder den politisk vedtagne lov? Eller sagt ganske kort: Hvem er min næste?
Sammenstillingen af de ubekymrede turister, de trængte øboere og de afrikanske flygtninge fremstilles med stor indlevelse og med klart humanistisk sigte i denne velfortalte film.

Drengen med Cyklen

Bemærk! Aftenen indledes med filmklubbens generalforsamling og dernæst vises filmen.

Vi har før vist flere af de belgiske Dardenne-brødres fremragende socialrealistiske film, ja i klubbens 18.sæson i 2004-2005 viste vi hele 3 af dem, da brødrenes film endelig blev tilgængelige i Danmark, efter at ”Rosetta” vandt de gyldne palmer i Cannes i 1999. Sidste år vandt de så atter med aftenens film juryens store pris, en film der endnu engang sætter et af deres foretrukne temaer på dagsordenen: forholdet mellem forældre og børn, og hvordan man løbende må kæmpe med at tage ansvar på den rigtige måde i den relation.

Filmen er en gribende fortælling om den 12 år gamle Cyril, som er placeret på en institution, fordi faren ikke ønsker ansvaret for ham. Men Cyril vil finde ham og er altid på farten, rastløst ledende efter kærlighed uden at vide det. Da han møder frisøren Samantha, bliver hun som en mor for ham og prøver at bringe ham på ret køl, men det er ikke let, for drengen er også et let offer for en ung, kriminel fyrs venskab. ”Ud af tristessen fødes dog et spinkelt håb, såvel for Cyril med cyklen som for filmkunstens fortsatte evne til at formidle de gode historier så simpelt og godt som her”, som Politiken slutter sin rosende anmeldelse.

Melancholia

Lars von Triers seneste film er fra foråret 11 og altså mere end et år gammel, men af flere grunde værd at vente på (eller gense!). Bl.a. fordi filmen er i det ny digitale format, 2D, som vi nu har fået installeret i Den gamle biograf. Alene rent teknisk er filmen om planeten Melancholias kurs mod jorden nemlig en fantastisk oplevelse. Den altid kontroversielle instruktør er om noget en billedmager, især i de dvælende billeder af den stadig nærmende sig planet, støttet af Wagner på lydsiden som dramatisk understregning af budskabet og skønheden i undergangen.

Filmen er ellers slet ikke nogen science-fiction-film, som man måske kunne tro, men fortæller om to meget forskellige søstre. Den hvide brud, den lyshårede Justine, er melankoliker og ansat i reklamebranchen. Den mørkhårede Claire har valgt familien og snusfornuften, om end i rige omgivelser på ægtemandens chateau, hvor søsterens bryllup og den senere handling finder sted. I sit irritable had-kærlighedsforhold til søsteren, håber Claire nu i starten på at søsteren har valgt hendes vej i livet, den pragmatisk-rationelle i stedet for den depressive-irrationelle. Det viser sig snart ikke at være tilfældet…

Glæd jer til en formidabel åbningsfilm i jeres ny digitale filmklub!

Mine Aftener i Paradis

25 års Jubilæum
I filmen bliver biografen til Cinema Paradiso, et magisk sted, hvor drømme lagres og sidder tilbage i væggene. Mere end nogen anden faktor er det billedet af biografen som fælles oplevelsessted og socialt samlingspunkt, der har sikret filmen klassikerstatus. Som hjemstavnshistorie er Mine aftener i paradis på en gang lokal og global. Den er en film om et sted og historien om en tid, en film om en dannelsesskildring, der ser tilbage på den voksne kunstner som dreng, en film om kærligheden til film. Tornatore hylder filmen som den store lysbringer og kulturbærer. Det hele holdes sammen af Ennio Morricones uovertrufne og følelsesladede filmmusik.

Io Sono L’amore

Eftermiddagens film kan i sin tematik minde om Per Flys Kvinden, der drømte om en mand, som vi viste i sidste sæson. Eller måske snarere Arven, som aftenens italienske film deler overklassemiljø med. Den foregår i Milano ved årtusindskiftet hos den rige familie Recchi. Hovedpersonen er den kontrollerede og kontrollerende rigmandshustru Emma, som møder og indleder et passioneret forhold til en yngre mand, der får fatale følger for hende selv og familien. I lyset af passionen ser hun sit tidligere liv og forstår, hvad hun har ofret for at opnå sin position.

Filmen er meget billedskøn, men det er Tilda Swinton i den dominerende hovedrolle, der så at sige stjæler billedet og løber med filmen. Man følger hendes forvandling fra tilknappet og utilnærmelig overklassefrue til en kvinde i sine lidenskabers vold. Hun siger, at hun er kærligheden, som filmens titel også lyder, og den er som bekendt større end alt! Søren Vinterberg kalder i Politiken filmen ”et medrivende, billedskønt italiensk kærligheds- og familiedrama, en fest for øjet og øret”.

Det Hvide Bånd

Skinhellige sataner og børn med urovækkende, uaflæselige ansigter fylder billedet og bliver siddende længe i tilskueren efter aftenens film.
Den foregår i en tysk landsby i tiden op til første verdenskrig. Patriarkatet hersker i det lille samfund, hvor der både udøves en social og opdragelsesmæssig ”terror” og en helt konkret: Lægen falder af hesten, da denne snubler over en snor, som nogen har spændt ud mellem to træer, baronens søn tæves og bindes ude i skoven og den slags handlinger, som ingen ved hvem har begået, og hvor alle mistænker alle. Hadet og ondskaben lurer i det fortrængte. Titlens hvide bånd er bundet om armen på præstens børn med formaning om den rette tro – med risiko for at de udvikler sig til individer af samme autoritære og dobbeltmoralske slags som deres forældre. Landsbyen ses som et både menneskeligt og følelsesmæssigt udtørret sted, og kun den unge skolelærer synes at være i kontakt med sin elementære menneskelige godhed. Men han er også en fremmed i samfundet…

Hanekes film fik guldpalmerne sidste år i Cannes og er virkelig et uforglemmeligt mesterværk. Filmen ønsker faktisk intet mindre end gennem sin skildring af landsbyens verden at forklare, hvordan Europa kunne kastes ud i to verdenskrige, og hvordan fascisme/nazisme opstår i et samfund.