Det er næppe muligt at finde en mere traumatisk historie, end den som aftenens film fortæller. Og så er den efter sigende autentisk! Den fortæller om en hårdtarbejdende alenefar, der bliver dødeligt syg og kun har måneder tilbage, og som derfor er på jagt efter en god familiepleje til sin 4-årige søn. Han er en kærlig far med et tæt forhold til sønnen, som vises i nogle intense scener, sublimt spillet af begge skuespillere. Moren er rejst hjem til Rusland efter fødslen og helt ude af billedet, og faren har ingen nære slægtninge. Guidet af en ung socialrådgiver besøger vi i et kapløb med tiden forskellige plejefamilier, der bestemt ikke kan siges at være lige velegnede alle sammen…
Filmen er helt fri for patos og sukret sentimentalitet. Den er nok en film om at dø, men den er fuld af liv, og da man først forstår, hvor meget tiden spiller en rolle, bliver det endda til en smuk og vedkommende spændingsfilm.
Joker 1 Vores livs ferie vises d 17/1 2019
Pensionisten Ella er syg af kræft, og hendes mand, den tidligere litteraturprofessor John, er ved at forsvinde i Alzheimer-tåger. Men Ella nægter at lade sig slå ud. Hun ruller parrets støvede autocamper ud af garagen i Boston, så hun og John kan tage på en sidste ferie sammen. Deres 2600 km lange springtur til Ernest Hemingways museum i Key West bliver fuld af sjove møder og eftertænksomme stunder.
17-årige Elio er søn af en berømt lingvist og bor med sin familie i det skønne og solrige Norditalien, hvor de lyse dage synes at vare evigt, og havens træer bugner af modne abrikoser. Da faderens praktikant, amerikanske Oliver, bliver indlogeret i huset over sommeren, opstår der en uventet tiltrækning mellem den kunstnerisk anlagte teenager og den flotte, begavede og voksne gæst.
Vi kommer virkelig rundt i alle genrer i årets film! Aftenens er en fantastisk blanding af tre brutale eventyr flettet sammen om eviggyldige temaer som grådighed, forfængelighed, magtmisbrug og egoisme. Tre kongeriger grænser op til hinanden: De regeres henholdsvis af en sexgal konge, der kaster sig over enhver kvinde, han måtte lyste, en gold, babyhungrende dronning, der vil gøre alt for at få et barn, og en infantil konge, der lyster sig med en kæmpeloppe i stedet for at sørge for sin giftelystne datter!
Det lyder vanvittigt, og er det måske også. Men Jyllands-Postens anmelder kalder ”Tale of Tales” for et ”berusende barokt filmeventyr. Overdrevet og vanvittigt, men også rørende og tænksomt. Det svulstige og det storladne kommer helt til sin ret i dette barokke billeddigt af usete dimensioner!” Og Informations anmelder taler om ”en forunderlig og grum film – lige så meget Fellini som brødrene Grimm”. Så den er nok værd at give en chance.
Det er forår på et luksus-kurhotel i alperne, hvor berømthederne hviler ud. Film-, sport- og musikstjernerne er den moderne tids aristokrati, der har penge og berømmelse til at leve afsondret fra mængden og dermed markere, at de er noget særligt. Enere som Miss World, fodboldstjernen Maradona, Hitler-skuespilleren, en svævende yogi, et par Hollywood-divaer. Men deres følelsesliv er lige så banalt som alle andres, viser denne drillende film.
Blandt gæsterne er især de gamle snart 80-årige venner, komponisten Fred (Michael Caine) og filminstruktøren Mick (Harvey Keitel). De filosoferer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til den svære kunst ”at sige verden ret farvel”. Filmen har ikke megen handling, men en række fremragende tableauer, der både sjovt og tankevækkende viser livet frem – især konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet!
”Filmen er fuld af humor, sort faktisk, men også alvorlig og befriende original. Den er smuk og grum – men hvorfor hedder den Youth – det må man selv se den for at finde ud af”, som Sdf-præsentationen slutter.
Da fabriksarbejderen Sandra efter en depression får besked om, at hendes job ved en afstemning er sparet væk til fordel for en bonus på 1000 Euro til hver af de andre medarbejdere på den lille solcellefabrik, hun før sygdommen har arbejdet på, bryder hendes verden sammen. Opmuntret af mand og børn beslutter Sandra dog at tage kampen op og får foranstaltet, at en ny afstemning kan finde sted efter weekenden. Hun har derved, som titlen siger, to dage og en nat til at bearbejde sine kollegaer til at vise solidaritet med hende og få dem til at stemme anderledes.
Marion Cotillard, der forrige år spillede den benamputerede kvinde i ”Smagen af rust og jern”, er blændende som den skrøbelige Sandra, der vandrer fra dør til dør, for at få sine kollegers opbakning. Filmen ”er en samtidsfabel, der på indtrængende vis i Sandras insisterende skikkelse får os til at tænke på, hvad der er vigtigt i livet. Dardenne-brødrene (flere af hvis film vi har vist gennem årene her i klubben) har igen lavet en intens lille historie om almen stor problematik”.
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
Forfatteren, journalisten og levemanden Jep Gambadella har skrevet én berømmet roman i sin karriere og nyder takket være den et vist ry. Som aldrende levemand fører han sig frem blandt Roms dekadente jetset. Fornøjelsen er dog for længst forsvundet, han føler sig tom indvendig og flyder gennem tilværelsen uden andet mål end en diffus søgen efter mening. Meget handling er der ikke i filmen. Italien i Berlusconi-æraen er filmet som en både forførende og frastødende, altid pulserende partyscene. Jep tager os med på en natlig vandring gennem Roms gader fra fest til fest i en endeløs jagt på skønhed.
Filmen Den store skønhed er i sig selv en fest for øjet med sin eventyrlige vekslen af lys, mørke, skygger, monumenter og mere hemmelige afkroge af den evige stad. ”Sorrentinos rejse gennem byen og natten opfordrer os til at spærre øjnene op. For ganske vist serveres det overdådige billedbombardement med en vis syrlighed over for vor tids overfladiskhed, men altid med et stort æstetisk overskud og barok humor, så man forlader filmens imaginære rejse let mystificeret, men med et smil på læben”, slutter Sophie Engberg sin anmeldelse i Politiken.
Filmen udspiller sig på den lille, italienske ø Linosa i Middelhavet. Den har stolte fisketraditioner, men fiskene er færre, så det er mest øens anden indtægtskilde, turismen, der skal give mad på bordet for den fattige fiskerfamilie, vi følger i filmen. Øen har forudsætningerne herfor med sine vidunderlige strande og storslåede natur, men alt kompliceres da endnu fattigere og usselt stillede mennesker i form af afrikanske illegale flygtninge så at sige dukker op af havet og stiller fiskerfamilien over for komplicerede moralske dilemmaer.
Filmens tema må siges at være et af vor tids vigtigste globalpolitiske problemer, som uden varsel kan blive den enkeltes nagende dilemma: Kan jeg afskære andre fra en fremtid for min egen sikkerheds eller bekvemmeligheds skyld? Kan almenmenneskelig, etisk lov kræve, at jeg bryder den politisk vedtagne lov? Eller sagt ganske kort: Hvem er min næste?
Sammenstillingen af de ubekymrede turister, de trængte øboere og de afrikanske flygtninge fremstilles med stor indlevelse og med klart humanistisk sigte i denne velfortalte film.
Bemærk! Aftenen indledes med filmklubbens generalforsamling og dernæst vises filmen.
Vi har før vist flere af de belgiske Dardenne-brødres fremragende socialrealistiske film, ja i klubbens 18.sæson i 2004-2005 viste vi hele 3 af dem, da brødrenes film endelig blev tilgængelige i Danmark, efter at ”Rosetta” vandt de gyldne palmer i Cannes i 1999. Sidste år vandt de så atter med aftenens film juryens store pris, en film der endnu engang sætter et af deres foretrukne temaer på dagsordenen: forholdet mellem forældre og børn, og hvordan man løbende må kæmpe med at tage ansvar på den rigtige måde i den relation.
Filmen er en gribende fortælling om den 12 år gamle Cyril, som er placeret på en institution, fordi faren ikke ønsker ansvaret for ham. Men Cyril vil finde ham og er altid på farten, rastløst ledende efter kærlighed uden at vide det. Da han møder frisøren Samantha, bliver hun som en mor for ham og prøver at bringe ham på ret køl, men det er ikke let, for drengen er også et let offer for en ung, kriminel fyrs venskab. ”Ud af tristessen fødes dog et spinkelt håb, såvel for Cyril med cyklen som for filmkunstens fortsatte evne til at formidle de gode historier så simpelt og godt som her”, som Politiken slutter sin rosende anmeldelse.
De otte bjerge
