Force Majeure

Aftenens film er en herlig komedie om tykkelsen på vores civilisations fernis.

Det svensk-norske ægtepar og deres to børn tager på skiferie i Alperne. Morgenen efter deres ankomst spiser de morgenmad på hotellets terrasse, da en kontrolleret lavine truer med at vælte ind over dem. Familien slipper med skrækken, men moren er chokeret over, at faren stak halen mellem benene og svigtede hende og børnene i øjeblikkets panik, en reaktion, som faren hårdnakket benægter.

Kan man acceptere, at enhver er sig selv nærmest, når nu vi lever i sådan en civiliseret verden, og kan man tage ferie fra kernefamilie-konceptet, når det passer en? Ruben Østlund har lavet en stram, provokerende og meget humoristisk undersøgende eksistenskomedie om en moderne familie, der pludselig bliver turister i deres egen etik.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Oslo 31. August

Om Joachim Trier er i familie med sin berømte danske film-navnebror, vides ikke, men anmeldelserne af hans film placerer ham virkelig som en kommende stjerne.

Vi følger i filmen Anders, en højt begavet 34-årig, der har svært ved at se sin fremtid for sig. Han er ved at arbejde sig ud af sin narkotika-afhængighed, og skal nu til første jobsamtale i Oslo. Han forsøger på denne sin første udgangsdag fra afvænningshjemmet at finde en grund til at leve videre efter et mislykket selvmord. Mens Anders midt i tyverne sank ned i misbruget på trods af en privilegeret barndom og en god uddannelse, etablerede vennerne sig i jobs og forhold, og i mødet med dem oplever han denne dag sin spildte fortid og den udsigtsløse fremtid. Spørgsmålet er om den tomme skal, han føler sig som, kan fyldes med mening.

Karakterstudiet af Anders – og i øvrigt af byen Oslo som en vigtig ”medspiller” – har en formidabel styrke, men iflg. alle anmeldelserne slår filmen hårdest med sit samlede portræt af en generation, som i et rigt samfund har fået at vide, at alt er muligt, men alligevel føler sig forvirret og fortabt som voksne. ””Oslo, 31.august” er en knaldstærk film. Poetisk, realistisk og barsk på samme tid”, som Politikens Sophie Engberg Sonne slutter sin begejstrede anmeldelse.

Maria Larsons Evige Øjeblik

Vores medlemmer valgte aftenens film som joker-film sidste sæson, men den var desværre ikke ledig, så vi viser den i stedet nu.
Der er tale om et smukt og bevægende drama af den canadiske skuespillerinde Sandra Polley, der her debuterer som instruktør. Filmen behandler samme emne, nemlig sygdommen alzheimer, som Bille August behandlede så gribende i En sang for Martin, som vi viste i klubben i 2002.
Filmens handling viser sygdommens udvikling. Grant og Fiona har været gift i mere end halvtreds år og elsker hinanden højt. Da Fiona viser tegn på altzheimer, lader hun sig indlægge på et plejehjem, der til Grants fortvivlelse forbyder ham at se hende den første måned. Da Grant endelig genser sin hustru, er hun ganske forandret, genkender ham ikke og er forelsket i en mandlig beboer, og vi følger nu hans ændring fra ægtemand til bejler i forholdet til den stadig mere fjerne hustru. Filmen er ”mesterligt kontrolleret – og suverænt spillet. Selvfølgelig med en nu 66-årig Julie Christie som det lysende midtpunkt, stadig i stand til at kaste erotikkens stjernestøv ud over selv den enkleste scene”, som Morten Piil slutter sin begejstrede anmeldelse i Information

Dogville

Den smukke Grace (Nicole Kidman) er på flugt fra gangstere og ankommer til den lille isolerede bjergby Dogville. Med lidt hjælp og overtalelse fra byens forfatterspire Tom (Paul hos Bettany), tilbyder indbyggerne at skjule Grace, der til gengæld skal arbejde lidt hos alle i byen. Da politiet starter en eftersøgning af Grace, kræver alle i byen, især mændene, sig langsomt bedre og bedre betalt for den risiko det er at skjule hende. Grace erfarer på grusomste vis at den godhed hun har fundet i Dogville, må betragtes som relativ. Men Grace gemmer på en hemmelighed, der både bliver skæbnesvanger for hende selv, og ikke mindst for de gode borgere i Dogville…

Jeg er Dina

Jokerfilm i sæson 2002-03

Som barn var Dina ved et uheld medvirkende årsag til sin mors død. Uden kærlighed og omsorg i sin opvækst udvikler Dina sin helt egen måde, hvorpå hun forholder sig til omverdenen. I sit ægteskab med Jacob kaster hun sig hensynsløst ud i alle livets glæder, men hun i dystre stunder trøster sig ved sin moders spøgelse og i sin fascination af døden. Da Jacob fjerner sig fra Dina og hun selv møder russeren Leo skal hun træffe et afgørende valg.

Elling

Aftenens film har været en stor succes i Norge, og det er også en både rørende og vidunderligt morsom film om to psykiatriske tilfælde på ca. 40 år: Den lille spinkle Elling og det store brød Kjell Bjarne. Hvor forskellige de end er, har de udviklet et venskabsforhold på den institution de har boet på, indtil de psykiatriske myndigheder har valgt at udsluse dem i en fælles lejlighed i den “virkelige verden”. Her stilles de over for helt uoverstigelige problemer – at tage en ringende telefon, at handle ind f.eks.! Den lyrikelskende Elling har levet sammen med sin mor hele livet, og hans problemer opstod da hun døde. Kjell Bjarne tænker kun på sex selv om han aldrig har været i seng med en kvinde. Det kunne lyde tungt og socialrealistisk med denne distriktpsykiatriske udflytning, men det er en underfundig, varm og meget morsom komedie, hvor vi følger de tos gradvise integration i det “normale” samfund. En integration, der på sin egen måde forløses lykkeligt, og hvor vi som tilskuere kommer til at holde af Elling og Kjell Bjarne og indse at de to tosser måske slet ikke er så tossede endda. “Vi har ikke villet lave en samfundskritik”, siger instruktøren i et interview, “Vi har villet lave en film om venskab og om menneskets mulighed for at klare sig”.