Aftenens film er både en rejse- og kærlighedshistorie. Den fortæller om en ung finsk kvindelig arkæologi-studerende, der efter et ophold i Moskva med et kompliceret forhold til en kvindelig kæreste og hendes slæng, begiver sig alene ud på en lang togrejse til Murmansk i det deprimerende post-sovjetiske vintermørke. Formålet er formelt at opleve nogle gamle helleristninger, men reelt er den et forsøg på at finde ud af sig selv. I toget, i kupé nr. 6, møder hun sin medrejsende, en på alle måder fuldstændig forskellig fra hende russisk minearbejder på vej til sit arbejde højt mod nord. Man kan ikke tale om at sød musik opstår, men alligevel bliver rejsen en øjenåbner for begge.
Filmen giver os et rørende indblik i to ensomme og usikre menneskeskæbner, og med god grund gav den en Grand Prix i Cannes sidste år.
En syrisk mand ved navn Khaled Ali flygter fra Aleppo som blind passager på et kulfragtskib. Ved ankomsten til Helsinki trues han med udvisning, men vælger at gå under jorden i den finske hovedstad. Khaled får ansættelse på en restaurant, som netop er blevet overtaget af skjortesælgeren Wikström. Han har brugt sin pokergevinst på at starte på en frisk og udleve sin drøm om at være restauratør.
Filmen fik stor ros på festivalen i Berlin, hvor den modtog Sølvbjørnen og blev kaldt Kaurismäkis bedste værk siden Manden uden fortid.
Hvorfor man har givet aftenens film, Pernille Augusts instruktørdebut, denne titel på ”dansk”, er ikke til at vide. På svensk hedder filmen ”Svinalängorna”, altså svinestierne på dansk, og den er baseret på svensk-finske Susanna Alakosis erindringsroman af samme navn. Der er tale om et nedsættende øgenavn for det boligkvarter i Ystad, hvor hun voksede op.
Og filmen skildrer den fortid i ”svinestierne”, som filmens hovedperson, Lena, ellers troede, at hun havde lagt bag sig. Hun lever i nutiden et perfekt liv i en lykkelig kernefamilie. Idyllen bliver brudt med et opkald fra Lenas mor, som ligger for døden. Lena tvinges til at konfrontere sin fortid. Og vi tvinges til at konfronteres med en usentimental skildring af en barsk barndom og et tankevækkende portræt af nogle af de eksistenser, som bare ikke har kunnet tilpasse sig det skandinaviske velfærdsprojekt.
Pernille August, som vi så som blændende skuespiller i Miss Kicki i sidste sæson og skal se som forelsket kone i den svenske ”En rationel løsning” senere i sæsonen , får mange roser for sin instruktion. Den kaldes ”brillant” i Jyllandspostens anmeldelse, og Weekendavisen Bo Green taler om ”en sober, hård og meget bevægende filmatisering”.
Vores medlemmer valgte aftenens film som joker-film sidste sæson, men den var desværre ikke ledig, så vi viser den i stedet nu.
Der er tale om et smukt og bevægende drama af den canadiske skuespillerinde Sandra Polley, der her debuterer som instruktør. Filmen behandler samme emne, nemlig sygdommen alzheimer, som Bille August behandlede så gribende i En sang for Martin, som vi viste i klubben i 2002.
Filmens handling viser sygdommens udvikling. Grant og Fiona har været gift i mere end halvtreds år og elsker hinanden højt. Da Fiona viser tegn på altzheimer, lader hun sig indlægge på et plejehjem, der til Grants fortvivlelse forbyder ham at se hende den første måned. Da Grant endelig genser sin hustru, er hun ganske forandret, genkender ham ikke og er forelsket i en mandlig beboer, og vi følger nu hans ændring fra ægtemand til bejler i forholdet til den stadig mere fjerne hustru. Filmen er ”mesterligt kontrolleret – og suverænt spillet. Selvfølgelig med en nu 66-årig Julie Christie som det lysende midtpunkt, stadig i stand til at kaste erotikkens stjernestøv ud over selv den enkleste scene”, som Morten Piil slutter sin begejstrede anmeldelse i Information
Den meget specielle og ”knastørre” finne, Aki Kaurismäki, har aldrig leflet for sit publikum med underholdende og sprælske film, men alligevel er han blevet verdensberømt på sin stramme billedstil og underspillede humor som f.eks. i hans sidste ”Manden uden fortid”, som klubben viste for to sæsoner siden.
Som den handler Kaurismäkis nyeste film også om en ensom og trøstesløs person i Helsinki, vagtmanden Koistinen. Han går sine runder og passer på andres værdier, inden sovesofaen i kælderlejligheden kalder. Han længes som alle efter kærlighed i en hård og ensom verden, og det udnytter en flok kriminelle til at begå et røveri på hans arbejdsplads og få Koistinen hængt ud for det! Han er jo ”trofast som en hund, et romantisk fjols”, som gangsteren udtrykker det. Han er naiv og har som den eneste i filmen moralen i behold, hvorfor han også må tage alle tæskene i et samfund, hvor den slags ikke belønnes. ”Det er drøntrist, men helstøbt filmkunst i verdensklasse”, som Sdf’s omtale af filmen slutter.
Den smukke Grace (Nicole Kidman) er på flugt fra gangstere og ankommer til den lille isolerede bjergby Dogville. Med lidt hjælp og overtalelse fra byens forfatterspire Tom (Paul hos Bettany), tilbyder indbyggerne at skjule Grace, der til gengæld skal arbejde lidt hos alle i byen. Da politiet starter en eftersøgning af Grace, kræver alle i byen, især mændene, sig langsomt bedre og bedre betalt for den risiko det er at skjule hende. Grace erfarer på grusomste vis at den godhed hun har fundet i Dogville, må betragtes som relativ. Men Grace gemmer på en hemmelighed, der både bliver skæbnesvanger for hende selv, og ikke mindst for de gode borgere i Dogville…
