A Hero
Vi har tidligere vist denne iranske instruktørs film i klubben, og de har alle givet et spændende indblik i iransk kultur. Denne gang har han lavet en både socialrealistisk og nervepirrende thriller. Filmen følger den fraskilte Rahim, der har fået udgang fra fængslet, hvor han sidder for en ubetalt gæld til sin ekskones bror. Hans redning kan blive en taske med guldmønter, som hans kæreste har fundet ved et busstoppested. Han beslutter sig imidlertid til at aflevere pengene tilbage til ejermanden og udråbes som helt. Men er han det? Som tilskuer må man hele tiden overveje det, for han skifter hele tiden fra at være offer til at være iscenesætter, fra anstændig til utroværdig, efterhånden som plottet skrider frem.
Filmen giver troværdige miljøskildringer og indblik i en anden og syg kultur, der dog måske på nogle områder også afspejler vores eget samfund. Den vandt Grand Prix-prisen i Cannes i 21.
Iran er blevet et stort filmland, hvad sæsonens to film derfra viser i al deres forskellighed. I aftenens film møder vi Ali og hans kammerater, som lever som gadebørn af at stjæle. De får at vide, at der findes en hemmelig skat, som man kun kan komme til gennem en tunnel under en skole. De må altså lade sig indskrive på denne Solens Skole, som viser sig at være en velgørende institution, hvis formål er at hjælpe gadebørn væk fra gaden og kriminaliteten.
Hvordan det spænder af skal opleves. Det er en fantastisk velspillet film, som er tilegnet ”de 182 millioner gadebørn, der er henvist til kriminalitet og børnearbejde”. Og som Sdf’s anmelder skriver ”efterlader den en med et håb, efter at man har været i selskab med disse gadebørn, der er fyldt med optimisme og tro på livet. En dejlig anderledes film!”
Aftenens film er iransk og vandt Sølvbjørnen i Berlin sidste år. Den fortæller 4 historier om iranere, der alle står med store etiske dilemmaer i forbindelse med, at de får til opgave at udføre henrettelser for styret. Det fører både til moralske skrupler og til oprør, og filmen kan ses som ikke blot en kritik af dødsstraf, men også en hyldest til ytringsfriheden. Instruktøren har fået forbud mod at lave film og er idømt fængselsstraf for at ”sprede propaganda”.
Filmen skildrer i et lavmælt, realistisk filmsprog de 4 almindelige menneskers umulige og ubærlige situationer, og rummer også smukke symbolladede scener. Den kan ses som et humanistisk dokument, og er en mesterligt fortalt film, der berører en dybt.
Det iranske ægtepar Emad og Rana, der begge medvirker i en teateropsætning af ‘En Sælgers Død’, tvinges til at flytte fra deres hjem og må i desperation leje en ny lejlighed gennem en kollega. Lejligheden viser sig at have været beboet af en promiskuøs kvinde, og en dag, da Rana er alene hjemme og i bad, aflægger en af den tidligere lejers herrebekendtskaber lejligheden et besøg.
Kærlighed kan siges at være det centrale tema i begge dagens meget forskellige film.
Eftermiddagens iranske film vandt guldbjørnen som bedste film på filmfestivalen i Berlin sidste år. Det er et intenst og gribende kærlighedsdrama om små løgne, som får store konsekvenser. Nader og Simin har været gift i mange år og har teenagedatteren Termeh. De har begge gode job og tilhører den privilegerede klasse i landet. Alligevel ønsker Simin at rejse ud af landet med datteren ”sådan som tilstanden er her i landet”. Men Nader vil ikke lade sin syge far i stikken, men tilbyder for at hjælpe hustruen og datteren på vej at lade sig skille. Men snart udvikler sagen sig …
Fortællingen rummer underneden en skjult kritik af regimet, men er – for at citere Politikens anmelder: – ”først og fremmest et klassisk ægteskabsdrama, der på visse punkter lige så godt kunne foregå på Tåsinge som i Teheran. Fortællingen er nemlig mest af alt et moralsk drama om rigtigt og forkert, og som sådan er filmen universel i sin appel”.
Og alle anmeldere er i øvrigt enige om, at det er en fortjent vinder og en fremragende film.
Vi har en lang tradition i filmklubben for at vise film fra fjerne kulturer. Denne aftens og næste klubaftens film er eksempler derpå.
Den iransk-kurdiske instruktørs film, Half Moon, fortæller historien om den nu aldrende, kendte kurdiske sanger Mamo, der får mulighed for at holde en sidste koncert. Hans sang og musikalitet er en myte i hele det Kurdistan, som jo statsretligt ikke eksisterer, men som tæller sit folk i millioner i både Iran, Irak og Tyrkiet. Først skal han samle sit band og finde sin kvindelige sanger. Det er ikke så let i et land, hvor kvinder ikke må synge offentligt! Mamo går dog på med krum hals for at realisere sit fantastiske projekt, genner sine mange meget forskellige musikersønner ind i en bus, og så går jagten på sangerinden ind.
Filmen er både realistisk og symbolsk, har en blanding af afsind og smerte, og bliver med sine mange smukke drømmeagtige scener både til en magisk fortælling og en politisk samfundskritik. Det er en ganske særlig film, der har vundet mange priser på internationale filmfestivaler.
Iransk film eksisterer faktisk og befinder sig på et højt kunstnerisk niveau, men har siden fundamentalisternes magtovertagelse i 79 måttet fortælle symbolsk-metaforisk for at få lov til at eksistere. Det gælder også aftenens film, der handler om en gruppe arbejdsløse lærere, der vandrer rundt i bjergene i Kurdistan, grænselandet mellem Iran, Irak og Tyrkiet. De bærer store, sorte tavler på ryggen og søger efter elever, men ingen synes interesseret i lærdom! Man skal da være ayatollah for ikke at se symbolikken og kritikken af et samfund, der ikke vil tage mod oplysning! Eller ikke tillade den!
Men filmen kan såmænd også ses som en jordnær og bevægende realistisk skildring af livet på flugt fra sult og død blandt forfulgte kurdiske folkegrupper i en grænseegn. De har andre prioriteter end lærdom og viden. F.eks. at overleve!
I andre sammenhænge hører vi jo meget om regionen, men ikke filmisk. Da den kun 20-årige , kvindelige, iranske instruktør modtog juryens særlige pris for sin film i Cannes, modtog hun den med håb om et nyt og friere Iran. Det synes desværre at have lange udsigter efter parlamentsvalget i foråret 2004, hvor den demokratiske oppositions medlemmer ikke fik lov at stille op for præsteskabet!
A Hero