Nader og Simin – En Separation

Kærlighed kan siges at være det centrale tema i begge dagens meget forskellige film.

Eftermiddagens iranske film vandt guldbjørnen som bedste film på filmfestivalen i Berlin sidste år. Det er et intenst og gribende kærlighedsdrama om små løgne, som får store konsekvenser. Nader og Simin har været gift i mange år og har teenagedatteren Termeh. De har begge gode job og tilhører den privilegerede klasse i landet. Alligevel ønsker Simin at rejse ud af landet med datteren ”sådan som tilstanden er her i landet”. Men Nader vil ikke lade sin syge far i stikken, men tilbyder for at hjælpe hustruen og datteren på vej at lade sig skille. Men snart udvikler sagen sig …

Fortællingen rummer underneden en skjult kritik af regimet, men er – for at citere Politikens anmelder: – ”først og fremmest et klassisk ægteskabsdrama, der på visse punkter lige så godt kunne foregå på Tåsinge som i Teheran. Fortællingen er nemlig mest af alt et moralsk drama om rigtigt og forkert, og som sådan er filmen universel i sin appel”.

Og alle anmeldere er i øvrigt enige om, at det er en fortjent vinder og en fremragende film.

Half Moon

Vi har en lang tradition i filmklubben for at vise film fra fjerne kulturer. Denne aftens og næste klubaftens film er eksempler derpå.
Den iransk-kurdiske instruktørs film, Half Moon, fortæller historien om den nu aldrende, kendte kurdiske sanger Mamo, der får mulighed for at holde en sidste koncert. Hans sang og musikalitet er en myte i hele det Kurdistan, som jo statsretligt ikke eksisterer, men som tæller sit folk i millioner i både Iran, Irak og Tyrkiet. Først skal han samle sit band og finde sin kvindelige sanger. Det er ikke så let i et land, hvor kvinder ikke må synge offentligt! Mamo går dog på med krum hals for at realisere sit fantastiske projekt, genner sine mange meget forskellige musikersønner ind i en bus, og så går jagten på sangerinden ind.
Filmen er både realistisk og symbolsk, har en blanding af afsind og smerte, og bliver med sine mange smukke drømmeagtige scener både til en magisk fortælling og en politisk samfundskritik. Det er en ganske særlig film, der har vundet mange priser på internationale filmfestivaler.

Blackboards

Iransk film eksisterer faktisk og befinder sig på et højt kunstnerisk niveau, men har siden fundamentalisternes magtovertagelse i 79 måttet fortælle symbolsk-metaforisk for at få lov til at eksistere. Det gælder også aftenens film, der handler om en gruppe arbejdsløse lærere, der vandrer rundt i bjergene i Kurdistan, grænselandet mellem Iran, Irak og Tyrkiet. De bærer store, sorte tavler på ryggen og søger efter elever, men ingen synes interesseret i lærdom! Man skal da være ayatollah for ikke at se symbolikken og kritikken af et samfund, der ikke vil tage mod oplysning! Eller ikke tillade den!
Men filmen kan såmænd også ses som en jordnær og bevægende realistisk skildring af livet på flugt fra sult og død blandt forfulgte kurdiske folkegrupper i en grænseegn. De har andre prioriteter end lærdom og viden. F.eks. at overleve!
I andre sammenhænge hører vi jo meget om regionen, men ikke filmisk. Da den kun 20-årige , kvindelige, iranske instruktør modtog juryens særlige pris for sin film i Cannes, modtog hun den med håb om et nyt og friere Iran. Det synes desværre at have lange udsigter efter parlamentsvalget i foråret 2004, hvor den demokratiske oppositions medlemmer ikke fik lov at stille op for præsteskabet!