Citronlunden

Den palæstinensiske Salmas nye nabo er den israelske forsvarsminister. Hendes citronplantage ligger på grænsen mellem Israel og Vestbredden, og nu skal træerne fældes, da placeringen udgør en sikkerhedsrisiko. Salma vil ikke acceptere beslutningen og anker til højesteret, alt imens der samtidig udvikler sig et venskab mellem hende og ministerens kone.
Det er ikke svært at fornemme, at aftenens roste film er en slags fabel, og at både symboler og filmens konkrete historie skildrer konflikten mellem israelere og palæstinensere. Og som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken,  ”når den politiske situation er gået i hårknude, så kan kunsten nogle gange levere billeder, der på en gang respekterer kompleksiteten og skærer igennem med rensende enkel symbolik. Det er den israelske instruktørs Eran Riklis’ Citronlunden et uhyre godt eksempel på”.
Der er nok ikke meget håb om, at Netanyahu og co. ser en sådan film, og det er ikke nogen optimistisk film, men med en tro på menneskelig værdighed er det opløftende at sådanne film laves i dagens Israel. Det er en film, der iflg. Kim Skotte ”bør være behagelig pligtstof for alle med interesse i Mellemøsten og gode film”.

Gå og bliv den du er

Filmen skildrer Shlomos liv i Jerusalem, hvortil han er kommet fra Sudan som ni-årig i 1984 som led i den markante redningsaktion af 25.000 etiopiske jøder, de såkaldte falashaer, der ellers var sultet ihjel. Evakueringen var et samarbejde mellem amerikanske tropper og den israelske efterretningstjeneste, blev kaldt Operation Moses og i sig selv en stor succes. Men falashaerne blev ugleset og dårligt behandlet i Israel ( forestil jer hvordan Dansk Folkeparti ville reagere, hvis 25.000 arabiske ”nordbo-fætre” blev fløjet ind og tildelt statsborgerskab i Danmark overnight!)
Filmen skildrer altså hvordan livet for en af disse skæbner, Shlomo, udvikler sig i Israel. Tilmed er Shlomo slet ikke jøde, men kommet med på grund af sin snarrådige kristne mor i samme flygtningelejr, der ser chancen for sin søn, gør sig hård og puffer drengen ind i køen af udvalgte falasha-jøder. ”Gå !Lev! Bliv!” siger hun til sønnen.
Filmen bliver altså en skildring af at finde sin identitet blandt fremmede mennesker, ikke nødvendigvis som jøde, men som en mulighed for alle til alle tider, og den er netop blevet rost for medrivende at solidarisere sig med outsideren og sætte tilskueren i den fremmedes sted. ”Det er skildringen af ét livs forsøg på at være og blive, som endelig lykkes, ikke i kraft af nogen tro eller herkomst, men fordi der findes kærlighed mellem mennesker. Det er ikke en film for kyniske kræfter, men en af de mest gennemførte dannelseshistorier som er fortalt i nyere tid”, som Bo Green  slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.