The Quiet Girl
Filmen er den første film med skuespillere, der bruger irsk/gælisk som førstesprog, hvad mindre end 10 % nu gør i Irland. Men ellers tales der ikke så meget i filmen, så hvad det angår, dækker titlen. Filmen foregår på en gård på landet, og stemningen og tempoet kan minde om den danske instruktør Frelle Petersens fremragende film fra Sønderjylland, som vi har set i klubben ( Onkel og Resten af livet).
Filmen skildrer en lille 11-12årspige, der vokser op i et fattigt og koldt miljø med mange søskende og en far, der drikker. Da moderen skal føde endnu et barn sendes hun til en slægtning, og her får hun den omsorg, hun så meget har manglet, og begynder en opblomstring. At omsorgen har en speciel grund, forstår hun og vi først senere.
Det er en smuk og betagende film, der på rørende vis viser, hvad et barn har brug for. Med rette Oscar-nomineret.
Herself
Aftenens film handler om en irsk mor til to små børn, der endelig får nok af sin voldelige ægtemand. Hun får hjælp af kommunen til en ussel lejlighed ude ved lufthavnen og klarer sig på bedste beskub med småjobs. Hun er nok slået, men ikke slået ud! Hun får ideen til at bygge sig sit eget hus….!
Den stærke kvinde spilles glimrende af Clare Dunne, som også har skrevet manuskriptet, og måske derfor lægger hele sin sjæl i historien om den stærke kvindes frigørelseskamp. Man har dog svært ved at forstå, at hun er blevet hele ti år i det voldelige forhold.
Filmen er en varm og ægte, angelsaksisk, socialrealistisk film a la Ken Loach og Mike Leigh, nu med feministisk tilsnit. Man er grebet af historien.
Filmen foregår i England i Dronning Anne Stuarts regeringsperiode fra 1702 til 14. Landet var i krig med Spanien, og parlamentets to partier, Whigpartiet og Torypartiet, sloges om at fange dronningens opmærksomhed. Hun er mest optaget af sine fysiske plager og sine ”kanin-børn”. Hun var i øvrigt gift med den danske prins Jørgen (Georg) med hvem hun fik 17 børn, der alle enten ikke var levendefødte eller døde som helt små!
Dette dybt betændte miljø skildres som den rene galimatias og kostumekomedie af den mærkelige græske instruktør i denne mærkelige historie. Hoffets stærke kvinde, Sarah Churchill, styrer på mange måder den ynkelige, gigtplagede og humørsyge dronning. Så ankommer som den tredje kvinde Abigail Hill, en fattig slægtning, som Sarah giver et job ved hoffet. Det skulle hun aldrig have gjort! For Abigail ved hvordan man får magt og indflydelse, og snart er hun dronningens nye ”Favourite” og magtkampen kan gå i gang!
Dette magtspil er dybt fascinerende, præcist, ubehageligt og gennemsyret af liderlighed. Man rystes, ler og forarges. De tre hovedroller spilles helt eminent – Olivia Coleman som dronningen fik Oscar for bedste kvindelige hovedrolle – og man indser, hvad der vel har været filmens skabers ide, at der ikke er så langt som man skulle tro mellem magtkampene – også imellem kvinder! – dengang og nu.
Jacks verden er enkel. Der er kun Rum, værelset på 10 kvadratmeter, hvor han har skab, bord og seng. Og hvor han altid har mor, der fortæller ham alt og passer på ham. Det flimrende fjernsyn viser bare noget ”der er fundet på”. Uden for Rum er uvirkeligheden. Og Gamle Nick, der kommer på besøg og ligger i mors seng. Det er en tryg og overskuelig verden – indtil den dag da han er fem og mor fortæller, at udenfor er virkeligt og noget, som de kan flygte ud i, hvis de kan narre Gamle Nick…
Synsvinklen er barnets, men vi ved, at der i virkeligheden er tale om en uhyggelig kidnapning, og at mor og barn er indespærret i et skur i bortførerens have, åbenlyst inspireret af de horrible hændelser i østrigske kældre. At flugten lykkes er ikke fortællingens kardinalpunkt, det er derimod den verden, der venter på den anden side…
Det er en romanfilmatisering, ”der er blevet ligeså på én gang klaustrofobisk og svævende og ikke mindst fremragende som romanen”, som Jyllands-Postens anmelder skriver.
Aftenens film er en vellykket romanfilmatisering, og både en gribende kærlighedshistorie og immigrantfortælling.
Den unge kvindelige hovedperson, Eilis, rejser fra et fattigt og udsigtsløst Irland i begyndelsen af 1950’erne, og trods hjemve lykkes det hende faktisk at skabe sig en tilværelse i New York-bydelen Brooklyn med job, uddannelse og kæreste. Eilis må imidlertid rejse hjem i forbindelse med en krise i hendes familie, og hjemstavnen lokker hende. Nu er hun jo den spændende ”amerikaner-pige”, og den søde og velhavende Jim, der før ville have været fuldkommen uopnåelig, er nu stærkt interesseret. Eilis stilles i et voldsomt dilemma mellem ”ude” og ”hjemme”.
”Brooklyn” er en bevægende og indfølt skildring af immigrantens lod. Ikke en barsk historie om nutidige pressede bådflygtninge, men den rejser alligevel relevante, tidløse spørgsmål om, hvordan man tager imod folk udefra, og om den evige splittelse og eksilfølelse, som vil plage alle, når man forlader sit hjemland for at skabe sig et nyt liv under fremmede himmelstrøg
Glenn Close spiller titlens Albert Nobbs, en kvinde i 1800-tallets Irland, der for at skabe sig en eksistens giver sig ud for at være mand. Nobbs arbejder som tjener på et fint hotel i Dublin, et sted hvor alle har hemmeligheder af den ene eller anden slags, og hvor ingen derfor mistænker tjeneren for noget.
Hun træder ind i denne mandeverden, biologisk ”hun”, men socialt ”han” med en naiv og selvudslettende personlighed. Og Glenn Close spiller ”rollen Albert Oscar-værdigt godt. Sart og komplekst. I sit lidt for store tøj og Chaplinske bowlerhat fremstår han skrøbeligt og præcist som sin helt egen type. Man tror øjeblikkeligt på ham som spøjs og skræmt og lidet charmerende person. Køn til side.”, som Informations anmelder skriver.
Nobbs’ liv forandres, da han møder maleren og damecharmøren Hubert, der i virkeligheden er kvinde og den ene part i et lesbisk forhold! Således går maskespillet videre. En original og gribende lille film om køn og eksistens.
Aftenens film skildrer mere eller mindre instruktørens egen historie: En irsk familie ankommer i 1982 via Canada til New York og flytter ind i en gammel slumejendom, befolket af narkomaner, småforbrydere, transvestitter og forskellige farverige skikkelser. De går i gang med at klare dagen og vejen indtil faren finder arbejde ved byens teatre. På trods af at familien bærer på en stor sorg, tabet af en søn/bror, der døde som toårig, bevarer de en ukuelig optimisme.
Det er en lykkelig historie, for familien klarer sig jo, og forældrene og de to piger, som i parentes bemærket har medvirket ved manuskriptets udarbejdelse, elsker og støtter hinanden. Og faren blev jo en stor instruktør, det er ham der lavede ”My left foot” og ”In the Name of the Father”. Det bliver derfor en gribende og varm ”feel good-film”, der ud over glimrende skuespillerpræstationer har sin styrke i de små realistiske detaljer og det præcise billede af Manhattan, både som virkelighedens og drømmens sted.
Overalt i verden rammes den katolske kirke i disse år af hård og tiltrængt fordømmelse over sin holdning til og praksis overfor menneskets seksualitet i forskellige former. Således naturligvis også i det katolske Irland. Aftenens film er et dystert drama om et mørkt kapitel i irsk historie. Båret af stærk indignation fortæller den historien om en katolsk nonneorden, der tilbage fra det 19.århundrede og helt frem til 1996 drev slavelignende forvaringsanstalter for ”faldne kvinder”.
Filmen følger tre unge kvinder, der af forskellige årsager alle ender på anstalten: Margaret fordi hun ved et bryllup bliver voldtaget af sin fulde fætter, ”men sikkert selv har været ude om det”. Rose fordi hun blev gravid uden for ægteskabet, og Bernadette alene fordi hun er en køn pige, som ifølge omgivelserne har udvist lidt for stor interesse for drenge.
”Magdalene Søstrene” er en barsk film, drevet frem af tydelig indignation. Instruktøren, den skotske skuespiller Peter Mullan, som nogle måske husker for en stor præstation i Ken Loach-filmen ”My Name is Joe”, som filmklubben viste i 2000, har virkelig villet noget med sin film. Og det gøres stærkt! Fortjent vandt den Guldløven ved filmfestivalen i Venedig i 2002.
The Quiet Girl
