28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
Wild Rose
Er man til country-musik, er aftenens film lige sagen. Også hvis man kan lide at følge den charmerende underdog gennem alle trængslerne til toppen i en feel-good-film, vil man være godt underholdt!
Vi er i det engelske klassesamfund, i Glasgow, hvor Rose-Lynn lever og synger, og selv om hun er alenemor med to små børn, som hun ikke magter at tage sig af, og selv om hun lige er kommet ud af fængsel og bærer fodlænke, så er drømmen om at komme til country-musikkens arnested Nashville helt intakt. Og selv om hun ofte er helt umulig i sin impulsivitet og uberegnelighed, så kan man i Jessie Buckleys skikkelse ikke lade være med at holde af hende, når man følger hendes vej mod drømmen i Nashville.
Det er måske ikke original filmkunst, men sørme en opløftende ”crowd-pleaser”! Sådanne skal vi også vise i Gørlev Filmklub.
Falling
Aftenens film viser mødet mellem John Petersen, der bor med sin mandlige samlever og deres adoptivbarn i Californien, og hans far, der er landmand fra Midtvesten, men ikke længere kan passe sin gård og derfor hentes af sønnen med henblik på at finde en beskyttet bolig til ham nærmere på. Det bliver ikke noget vellykket møde, for faderen er i sin begyndende demens både forvirret og grov og vulgær i sit bøssehad og i sin afstandtagen til alle former for afvigelser fra hans konservative normer.
Den dansk-amerikanske multi-talentfulde Viggo Mortensen har lavet en film, hvor han både er instruktør, manuskriptforfatter og spiller den ene hovedrolle som John. Det er på en gang en meget personlig film om forholdet mellem en gammel, halvdement far og hans midaldrende søn, og samtidig en film, der tydeligt viser det moderne Amerikas splittede tilstand. Som i Viggo Mortensens tidligere film, vi har vist i klubben: I Captain Fantastic var det opdragelsesmetoderne og livsstils-forskellene, i Green Book var det halvtredsernes racemæssigt splittede USA, her går splittelserne på kryds og tværs, men lige dybe. Det er et voldsomt drama.
Kort generalforsamling
og derefter
Gøg og Gokke
Vi slutter sæsonen med en både sjov og filmhistorisk spændende film.
Stan Laurel (1890 – 1965) og Oliver Hardy (1892 – 1957) – med andre ord Gøg og Gokke – var titaner i pionertiden for amerikansk film, og John Bairds film begynder her: På settet til ”Way out West”, deres kostelige westernparodi. Begge mænd er bitre og frustrerede, synes de underbetales af producenten og har lige lovlig meget gang i den mht spil og damer. Så springer vi til 16 år senere, da parret er blevet turnerende anakronismer for halvtomme sale i England. Der er op- og nedture i det følgende og begge mænd har helbredsproblemer.
Det er et bittersødt, charmerende og nostalgisk portræt, der tegnes af de to komikere. Venskabet mellem dem er rørende skildret, så man både ler og græder.
De jødiske brødre Maurice og Joseph nyder barndommen i 1940’ernes Paris, men tyskernes besættelse af landet bekymrer deres far. Han sender drengene i sikkerhed i Nice i det sydlige Frankrig, hvor de får besked på at holde sig i skjul, indtil resten af familien kan slutte sig til dem. Drengenes uledsagede rejse gennem det okkuperede rige bliver lang og fyldt med farer.
Jacks verden er enkel. Der er kun Rum, værelset på 10 kvadratmeter, hvor han har skab, bord og seng. Og hvor han altid har mor, der fortæller ham alt og passer på ham. Det flimrende fjernsyn viser bare noget ”der er fundet på”. Uden for Rum er uvirkeligheden. Og Gamle Nick, der kommer på besøg og ligger i mors seng. Det er en tryg og overskuelig verden – indtil den dag da han er fem og mor fortæller, at udenfor er virkeligt og noget, som de kan flygte ud i, hvis de kan narre Gamle Nick…
Synsvinklen er barnets, men vi ved, at der i virkeligheden er tale om en uhyggelig kidnapning, og at mor og barn er indespærret i et skur i bortførerens have, åbenlyst inspireret af de horrible hændelser i østrigske kældre. At flugten lykkes er ikke fortællingens kardinalpunkt, det er derimod den verden, der venter på den anden side…
Det er en romanfilmatisering, ”der er blevet ligeså på én gang klaustrofobisk og svævende og ikke mindst fremragende som romanen”, som Jyllands-Postens anmelder skriver.
Aftenens film er en vellykket romanfilmatisering, og både en gribende kærlighedshistorie og immigrantfortælling.
Den unge kvindelige hovedperson, Eilis, rejser fra et fattigt og udsigtsløst Irland i begyndelsen af 1950’erne, og trods hjemve lykkes det hende faktisk at skabe sig en tilværelse i New York-bydelen Brooklyn med job, uddannelse og kæreste. Eilis må imidlertid rejse hjem i forbindelse med en krise i hendes familie, og hjemstavnen lokker hende. Nu er hun jo den spændende ”amerikaner-pige”, og den søde og velhavende Jim, der før ville have været fuldkommen uopnåelig, er nu stærkt interesseret. Eilis stilles i et voldsomt dilemma mellem ”ude” og ”hjemme”.
”Brooklyn” er en bevægende og indfølt skildring af immigrantens lod. Ikke en barsk historie om nutidige pressede bådflygtninge, men den rejser alligevel relevante, tidløse spørgsmål om, hvordan man tager imod folk udefra, og om den evige splittelse og eksilfølelse, som vil plage alle, når man forlader sit hjemland for at skabe sig et nyt liv under fremmede himmelstrøg
Som den forrige film er også denne en ”coming of age-film”, der har to kvindelige teenagere i centrum, men ellers er den dog meget forskellig. Alene den kendsgerning, at filmen forgår i 1960’ernes London og lægger meget vægt på at gengive denne historiske periode som baggrund for de to hovedpersoners dannelseshistorie.
Ginger og Rosa er bedsteveninder, begge født samme dag som atombomben faldt over Hiroshima, og den kolde krig og truslen om atomudslettelse er i højeste grad tilstede som baggrund for pigernes teenagerliv. Den kvindelige engelske instruktør, som vi husker fra hendes fremragende, men meget anderledes film end aftenens, Orlando og Tango Lesson fra 90’erne, er jævngammel med pigerne, og tidsbilledet præges af selvbiografiske træk. Der skal ryges cigaretter, blaffes, kysses og gøres oprør mod forældregenerationen. Der skal spilles jazzmusik og gås atommarch.
Filmen er både et ”fornemt portræt af den første efterkrigsgeneration” (som mange af filmklubbens ældre medlemmer sikkert kan genkende!) og ”en næsten tidløs film, der ligeså vel kunne have udspillet sig i dag med frygtkomponenterne erstattet af nogle andre, og som griber sit publikum med ungdommelig angst og skønhed”, som anmelderen i Jyllandsposten slutter.
Klip Anders Refn
Bachir Lazhar er en midaldrende mand fra Algier, der søger politisk asyl i Quebec i Canada. Ifølge hans CV har han mange års undervisningserfaring, så lederen af en folkeskole, hvor 5.-klassens lærer lige har hængt sig i klasselokalet, er glad for at denne vikar dukker op. Men hvem er han egentlig? Vi oplever hans undervisning og anderledes tilgang til eleverne, hvoraf filmen særlig følger to, der begge føler sig specielt involverede i den tidligere lærers selvmord.
Filmen er blevet meget vel modtaget og var Oscar-nomineret og vandt publikumsprisen på CPH:PIX sidste år. Filmen er et livsklogt drama, der ikke blot præsenterer os for et kulturmøde i skolen, men også viser os, at medmenneskelighed og respekt er grundlæggende værdier. Filmen stiller mange spørgsmål, men giver ingen enkle svar, og kaldes en ”sjældent vedkommende film”. Og Søren Vinterberg gør i sin anmeldelse i Politiken opmærksom på, at ” det er en film af den sjældne slags, som tilpas tænksomme større børn og voksne kan have glæde af at se sammen og tale om”. Så inviter jeres børn og børnebørn ( vi går ud fra, at Gørlev Filmklubs medlemmers børn og børnebørn kun kan være ”tænksomme”!) med i filmklubben denne aften og få en god oplevelse sammen!
Dørene åbnes kl. 19.00 og filmen starter 19.30
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!
Vores medlemmer valgte aftenens film som joker-film sidste sæson, men den var desværre ikke ledig, så vi viser den i stedet nu.
Der er tale om et smukt og bevægende drama af den canadiske skuespillerinde Sandra Polley, der her debuterer som instruktør. Filmen behandler samme emne, nemlig sygdommen alzheimer, som Bille August behandlede så gribende i En sang for Martin, som vi viste i klubben i 2002.
Filmens handling viser sygdommens udvikling. Grant og Fiona har været gift i mere end halvtreds år og elsker hinanden højt. Da Fiona viser tegn på altzheimer, lader hun sig indlægge på et plejehjem, der til Grants fortvivlelse forbyder ham at se hende den første måned. Da Grant endelig genser sin hustru, er hun ganske forandret, genkender ham ikke og er forelsket i en mandlig beboer, og vi følger nu hans ændring fra ægtemand til bejler i forholdet til den stadig mere fjerne hustru. Filmen er ”mesterligt kontrolleret – og suverænt spillet. Selvfølgelig med en nu 66-årig Julie Christie som det lysende midtpunkt, stadig i stand til at kaste erotikkens stjernestøv ud over selv den enkleste scene”, som Morten Piil slutter sin begejstrede anmeldelse i Information
