Verdens værste menneske
Norges mesterinstruktør, der ingen forbindelse har med vores Trier, har også som Mia Hansen-Løve sidste filmaften lavet en film om en moderne storbykvinde. Men det er en hel anden kvinde, Trier beskriver. Vi følger hende i et tiår, men med vægten på tiden omkring de 30. Hun er sød og åben, men også ubeslutsom og rastløs, vil ikke bindes af forpligtigelser, fordi som hun siger ”hun vil noget mere med livet”. Hun ved bare ikke hvad! Ubeslutsomheden gælder både mht uddannelse, kærlighedsrelationer og børn. Hvor Hansen- Løves unge kvinde altså var præget af forpligtigelser, er Triers plaget af det modsatte: ubeslutsomheden og modviljen mod forpligtigelse.
Titlen må være ironisk ment, for hun er altså ikke noget slemt menneske, blot en typisk ung storby-middelklasse-kvinde med ”ondt i livet”, et resultat af alt for mange valgmuligheder. Det er en meget smuk og velspillet film, der selv om den behandler et typisk generationstema også har noget at sige til en ældre aldersgruppe.
The Triangle of Sadness
Filmen er en skarp og meget morsom samfundssatire. Først får vi præsenteret det gennemgående unge par, der lever af deres udseende som model og influencer. De er optaget af sig selv og penge og uden selv at vide det både morsomme og tragiske. Så følger det næste niveau af samfundssatire, hvor parret har vundet et luksus-cruise med meget rige mennesker, som kommer ud i en storm og forliser og lander på en øde ø, hvor rollerne i den grad byttes om.
Instruktøren, der allerede med sine forrige film, Force Majeure og The Square, som vi begge har vist i filmklubben, havde markeret sig stærkt, vandt fortjent
guldpalmen i Cannes sidste år. Filmen er på en gang meget morsom og velspillet, samtidig med at den virkelig vil noget, nemlig tegne et barsk billede af hvor det kapitalistiske klassesamfund har ført os hen. Det er virkelig blændende!
Den kvindelige franske instruktør med de danske aner har lavet en endnu bedre film end den, hun slog sit sære navn fast med for nogle år siden, skilsmissefilmen Dagen i morgen.
I Bergmans ø er det amerikanske filmskaberpar Chris og Tony taget på ”skrive-retreat” på Fårø, den lille ø nord for Gotland, som den store svenske instruktør, Ingmar Bergman, gjorde til sit hjem, og hvor han lavede mange af sine berømteste film. Som dagene går inspireres især Chris af den mytiske ø og Bergmans film- og kærligheds-verden, og i næsten halvdelen af filmen fortæller hun manden om den film om brændende, ung kærlighed, som hun er blevet inspireret til – og vi ser den i indspillet form som film i filmen.
Bergmans ø er en meget raffineret og seværdig film om kærlighedens forskellige former, inspireret af Bergman fra Sommernattens smil til Scener fra et ægteskab. Den er desuden blændende spillet, især af de to kvindelige hovedpersoner, og med et vidunderligt lydspor.
28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
En hvid, hvid dag
Island brillerer på filmområdet i disse år. Også på krimiområdet, som aftenens film velsagtens må rubriceres under, selv om den mest fremstiller en mands traumebearbejdning.
Filmen skildrer en politimands liv efter hans kones død ved en trafikulykke. Han lukker sig inde og vil ikke tale om sit tab, men tingene ændrer sig, da han under oprydningen af konens efterladenskaber opdager, at hun har været ham utro.
”Med En hvid, hvid dag gør den unge instruktør et uudsletteligt indtryk og indtager sin plads blandt europæisk films største talenter. Han har her begået en lille perle af en ”traume-krimi”, der lydefrit opnår harmoni mellem kunstnerisk udtryk og engagerende fortælling”, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder slutter sin rosende omtale af filmen.
Vi starter det nye år med en dejlig film, som flere i bestyrelsen har set og varmt anbefalet. På engelsk hedder den ”Becoming Astrid”, en god titel, der viser, at der er tale om en udviklingshistorie, en næsten dokumentarisk historie om hvordan den unge Astrid Lindgren bliver til forfatteren af samme navn. Et menneske, der nok fra starten er noget særligt i sig selv, men som primært formes af livet.
Vi møder den 16-årige, livlige og selvstændige bondepige, der på baggrund af sin skrivelyst ansættes på den lokale avis og der forføres af den voksne, gifte redaktør. Hun må føde i dølgsmål i København og efterlade barnet der og siden under usle forhold uddanne sig i Stockholm, før det omsider lykkes hende at få sønnen med hjem som treårig og få ham til at klare dette skift ved at fortælle ham historier. Og derved opdage sine evner som forfatter.
Som den unge Astrid er Bille og Pernille Augusts datter Alba helt betagende. Takket være hende og det dygtige ægtepar bag filmen, manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson og instruktøren Pernille Fischer Christensen er denne film blevet en helt ekstraordinær bio-pic.
Trofaste medlemmer af Gørlev Filmklub kan sikkert tænke sig til, at aftenens film, ligesom Utøya, har givet anledning til stor diskussion og uenighed i bestyrelsen under årets filmvalgmøde. Her drejer det sig om filmens ubehagelige vold, der får nogle til at fravælge den. Modsat kan man hævde, at Lars von Trier uden tvivl er Danmarks mest betydelige originale filmskaber, og at vi har vist de fleste andre af hans film gennem tiden, så burde hans nyeste værk ikke kunne vises i en filmklub, der vil kalde sig seriøs? Det sidste synspunkt vandt, kan I forstå, men nu er medlemmerne præsenteret for det andet – og advaret!
I filmen møder vi Jack, der aldrig blev arkitekt, så han kunne bygge sit eget hus, men i stedet blev seriemorder, der betragter de 5 mord, han begår over en årrække som sit kunstværk. Han må kaldes psykopat, men også en charmerende, egoistisk narcissist. Lige som navnebroren Jack the Ripper fotograferer han sine ofre og sender dem til en avis, og han fører diskussioner om sit ”kunstværk” med Hr. Verge, som repræsenterer romantikkens kunstsyn om det gode, det sande og det skønne. Grusomheden og sadismen afløses her af sort humor, så man med Sdf’s anmelders ord ”er ubehageligt underholdt – på trods”.
Danske Christian er kurator på et svensk museum for moderne kunst. Her skal han lancere installationen ‘The Square’, der opfordrer til medmenneskelighed, næstekærlighed og tillid. Samtidig får Christian stjålet sin tegnebog og telefon på åben gade. Stik imod de idealer, som kunstværket besynger, reagerer Christian ved at konfrontere de personer, som han mistænker for tyveriet.
Lapland i 1930’erne. Den 14-årige samepige Elle Märja lever et traditionelt vildmarksliv med sin familie, der opdrætter rensdyr. Da hun kommer på kostskole og udsættes for racebiologiske undersøgelser, fyldes hun af skam i en sådan grad, at hun stikker af til Uppsala og udgiver sig for at være svenske Christina. Men fornægtelsen af familiens kultur har sin pris.
Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben
59-årige Ove er parcelhuskvarterets tvære regelrytter, som hver morgen går sin faste inspektionsrunde i nabolaget. Han har dog sine private grunde til aldrig at smile. Da den højgravide og farverige Parvaneh flytter ind i rækkehuset overfor med sin familie, opstår et uventet venskab, som endelig sætter Ove i stand til at tackle sit livs sorg og genfinde meningen med tilværelsen.
