The kindness of strangers

28.4.2022  Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen

The Kindness of Strangers 

Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.

I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.

Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!

Unge Ahmed

Unge Ahmed 

De belgiske Dardenne-brødre har filmklubben fulgt i mange år. De laver seriøse, socialrealistiske film, der ofte har vundet priser i Cannes. Aftenens vandt prisen for bedste instruktion i 2019.

Filmen skildrer en radikaliseringsproces af en ung dreng, der inspireret af en lokal ekstremist vil kæmpe for islamistiske renhedsidealer og udtænker et angreb på sin lærer. Den unge Ahmed kommer ellers fra et udpræget kultur-muslimsk miljø og er egentlig en ganske blød dreng, men netop derfor måske også modtagelig for de sort-hvide budskaber, der gør ham voldsparat og får ham til at bryde med både familie og kammerater.

Filmen udvikler sig langsomt og eftertænksomt og er et vægtigt og yderst seværdigt indlæg i debatten om unge og radikalisering.

.

Gud eksisterer og hendes navn er Petrunya

Gud eksisterer og hendes navn er Petrynia

 

Makedonien er ikke et filmland, ja knap nok et land, men som en tidligere del af det gamle Jugoslavien er det nu blevet det, efter mangeårig strid har det endog fået lov til at kalde sig det, hvis det sætter et Nord-  foran!

Aftenens film er lavet af en kvindelig makedonsk instruktør, og er et satirisk drama om kvinders vilkår i en traditionel mandeverden. I en lille by er det hver januar en tradition, at den lokale præst smider et kors i floden, hvorefter byens mænd springer i vandet efter det. Kirken lover held og lykke resten af livet for den, der får fat i det. Ved et tilfælde får vores heltinde Petrynia, der er ugift, hjemmeboende og arbejdsløs, fat i korset, og så er fanden løs! En kvinde er ikke en del af ritualet. Men Petrynia holder fast i sin ret, hun har i den grad brug for lidt held!

Det er der kommet en sjov fortælling og en række velkomponerede billeder fra et forarmet, sydeuropæisk land ud af. En underholdende, varm, feministisk film med meget på hjerte.

SIR

SIR

 

Filmen her indgik i forrige sæsons aflyste program. Den fortjener at blive set, og derfor tager vi den op i år.

Indien er kendt for sine Bollywood-film, men aftenens film viser, at der også laves andre og mere seriøse film i det store land. Langsomt og smukt skildrer SIR to meget forskellige indere i storbyen Mumbai: Den desillusionerede overklassedreng Ashwin, der både har et mislykket arrangeret ægteskab og en tid i USA med forfatterdrømme bag sig, før han kaldes hjem for at indgå i farens store entreprenørvirksomhed, og den fattige landsbypige Ratna, tvangsgift som helt ung og kort tid efter enke uden forsørgelse, der må tjene som tjenestepige i storbyen, men stadig har sine næsten umulige designer-drømme intakt.

Ensomme i storbyen lever de to op og ned af hinanden – de ses ofte hver for sig i hvert sit billede i den smukt fotograferede film. En kærlighed udvikler sig langsomt mellem dem, men en umulig en af slagsen, fordi Indiens klasse- og kastesystem synes uoverstigeligt.

Filmen giver et fint indblik i det moderne Indien, og historien gør et stærkt indtryk.

Løfte ved daggry

Løfte ved daggry
En underholdende fransk selvbiografi danner grundlaget for aftenens film, der altså er en såkaldt ”bio-pic”. Romain er født allersidst i zarens Rusland og vokser op som alenebarn med sin mor i mellemkrigstiden. Først under ret barske forhold i Vilnius, derefter i et mere blomstrende Nice. Begge steder er opdragelsen præget af moderens store ambitioner på barnets vegne. Under 2.verdenskrig deltager han som flyver i de frie franske styrkers luftvåben og dekoreres for sit mod.

Men filmen handler næsten mere om hans fantastiske og altdominerende mor, der synes i stand til at klare sig under alle forhold og med sin grænseløse kærlighed og storhedsdrømme på sønnens vegne fylder hans liv. Charlotte Gainsbourg, som vi kender så godt herhjemme fra Lars von Triers film, er fremragende som denne ”store moder”.
Filmen er en charmerende og underholdende hyldest til moderkærligheden.

SIR

SIR
Indien er kendt for sine Bollywood-film, men aftenens film viser, at der også laves andre og mere seriøse film i Indien: Langsomt og smukt skildrer SIR to meget forskellige indere i storbyen Mumbai: Den desillusionerede overklassedreng Ashwin, der både har et mislykket arrangeret ægteskab og en tid i USA med forfatterdrømme bag sig, før han kaldes hjem for at indgå i farens store entreprenørvirksomhed, og den fattige landsbypige Ratna, tvangsgift som helt ung og enke uden forsørgelse efter få måneder, der må tjene som tjenestepige i byen, men stadig har sine store, næsten umulige designerdrømme intakt. Ensomt i storbyen lever de to op og ned ad hinanden – de ses ofte hver for sig alene i hvert sit billede i den smukt fotograferede film. En kærlighed udvikler sig langsomt mellem dem, men en umulig en af slagsen, fordi Indiens klasse- og kastesystem synes uoverstigeligt.

Filmen giver et fint indblik i det moderne Indien, og historien gør et stærkt indtryk.

I trygge hænder

I trygge hænder
Aftenens film er et rørende og velspillet adoptionsdrama. En ung studine ankommer til fødegangen i den franske by Brest og føder en søn, hun ikke vil have. Personalet kalder ham Theo, som så skal bortadopteres. Klar til adoption er Alice, der i 10 år har ventet herpå, og som selv om hun er fraskilt alligevel ved en ny lov har fået muligheden herfor. Men først er der en fortrydelsesret i 2 måneder og Theo skal altså i pleje. ..

Hele systemet kommer vi igennem i denne film, der ikke er et kritisk dokudrama, som man måske kunne forvente, men en film der viser at systemet virker! Historien udvikler sig til et ganske rørende kammerspil, hvor vi møder alle de sympatiske og omsorgsfulde mennesker, der er involveret i adoptionsprocessen. ”Det er en varm, rolig, humanistisk og optimistisk fortælling, og vi har også brug for sådan en film”, som Sdf’s anmelder slutter.

De særlige

De særlige
Hvis nogen synes titlen lyder bekendt, skyldes det ikke en tilfældighed. For få år siden blev den franske komedie ”De urørlige” en kanon biografsucces. Den skildrede det underholdende møde mellem en handicappet millionær og hans sorte forstads-hjælper. Og det er samme franske makkerpar, der har lavet aftenens film, som også skildrer et møde mellem kontraster.

Filmen skildrer det store arbejde, som to idealistisk venner, den ene jøde, den anden muslim, gør for henholdsvis svært autistiske børn og unge, og for unge arbejdsløse fra de parisiske forstadsghettoer. De sidste ansættes til at mandsopdække de autistiske unge, så det er muligt at give dem oplevelser på f.eks. ride- eller skøjtebanen og derved ophæve den fysiske og/eller medicinske indespærring, som er samfundets eneste tilbud til disse stærkt udadreagerende og selvskadende autister.

Nok er ”De særlige” ind imellem også sjov ligesom ”De urørlige” var det, men primært er den oplysende og gribende. Det er en meget smuk og varm film!

Sorry we missed you

Sorry we missed you
Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.

Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.

Àga

Aftenens film er bulgarsk, og dens finansiering tysk og fransk, men den føles på alle måder rundet af den oprindelige sibiriske kultur, hvori den foregår. De to hovedpersoner er et gammelt par af egnens oprindelige befolkning, der holder deres folks traditioner i hævd. De bor i en såkaldt yurt, et rundt telt, og dagenes og årstidernes rytme har været den samme i mange år. Nanook har dog lagt mærke til, at tøvejret kommer tidligere, og der er mindre vildt at jage, tingene er ikke helt som de var engang. En ung mand kommer på besøg og bringer nyt om deres datter Ága, som forlod dem efter et skænderi, og nu arbejder i en diamantmine og lever i en anden mere urban og moderne kultur. De enes om at besøge hende.
Historien folder sig blidt ud med en eftertænksom, men aldrig kedelig rytme, og begge hovedrolleindehaverne yder formidable præstationer. Som man kan forstå er det en stille, ligetil og gribende film, der fortæller en historie om kulturmodsætninger, sorg og forsoning.