Loveless

Det russiske ægtepar Sjénja og Boris skal skilles, da de begge har fundet nye partnere. De bor dog stadig sammen, men kan ikke længere fordrage synet at hinanden. Det store stridsspørgsmål er forældremyndigheden over deres 12-årige søn, Aljósja. Efter at den ulykkelige dreng overhører et særlig modbydeligt skænderi mellem forældrene, stikker han af hjemmefra – men er han overhovedet savnet?

Det spritnye testamente

Bemærk!
Vi starter med Generalforsamling kl. 19.30. Herefter viser vi:

Dette bliver vist garanteret den mest gakkede komedie, der har været vist i Gørlev Filmklub! Og måske har vi ladet os forføre af Sdf’s anmeldelse! Flertallet af de øvrige anmeldelser–læst efter valget! –er mildest talt ”blandede”!

Men altså: I denne belgiske komedie, eller hvad vi nu genre-mæssigt skal kalde filmen, bor Gud i Bruxelles, også kendt som paradis, og er en sur gammel mand, permanent iklædt en snusket badekåbe og tøfler, gift med en underkuet kone og med en søn, JK, der er stukket af hjemmefra. En dag får også den 10-årige datter Ea nok af den tyranniske fader og beslutter at drage hjemmefra for at fuldføre bror JK’s påbegyndte mission. Hun samler en flok disciple, og gennem deres historier får hun forfattet et spritnyt testamente, der ikke handler om lidelse og ondskab, men om kærlighed og sandhed.

Det lyder weird og er måske mere et eventyr eller en moralitet, der på en kulsort, humoristisk måde får behandlet livets store problemer. En stund har man mødt fantasiens mulighed for at verden kan blive anderledes – eller man er gået skrigende bort!

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
19.30 Generalforsamling
Filmstart lidt før kl. 20.00
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Bemærk !
Denne torsdag er ekstraodinært i lige uge p.gr. af Påsken. 

 

Dagen i morgen

Instruktøren skylder en dansk farfar sit spøjse navn, men er ellers meget fransk. Og ung, bare 36 år og med flere prisbelønnede film bag sig. At hun kan lave en så fremragende film om en næsten 60-årig filosofilærers livsopbrud, er imponerende.

I filmen underviser Nathalie i filosofi på et gymnasium i Paris. Hun er en passioneret omkring sit arbejde, og hendes tid bruges ellers på mand og to børn, de tidligere studerende og en meget dominerende mor, som er syg. Nathalies verden bliver en dag vendt på hovedet, da ægtemanden pludselig forlader hende til fordel for en anden kvinde. Hun må nu starte på ny i livet og opdager en frihed, hun ikke kendte til før.

Mia Hansen-Løve fik sølvbjørnen som bedste instruktør ved Berlinfestivalen sidste år for med sin stille iagttagende distance at registrere denne overflødiggjorte kvindes liv. Men ifølge Ekkos anmeldelse er det Isabelle Huppert, der skulle have vundet prisen for bedste kvindelige hovedrolle  ( prisen gik nu efter min mening fortjent til Trine Dyrholm for hendes rolle i Winterbergs Kollektivet!) , for ”der er simpelthen ikke nok superlativer i det danske sprog til for alvor at beskrive den pragtpræstation, som Huppert lægger for dagen”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Paterson

Om denne film, som vi slet ikke kender, vil vi blot citere – og stole på! – Sdf’s formand, der skriver:

”Paterson er en perle af en film. Vi følger i syv dage hverdagen for buschaufføren Paterson, der bor i byen af samme navn. Han står op hver morgen, kysser sin smukke kæreste og går på arbejde, hvor han dels samvittighedsfuldt kører sin rute, dels skriver poesi om hverdagens små lyse øjeblikke. Han kommer hjem, går tur med hunden, spiser kærestens hjemmelavede mad og hører på hendes drømme om fremtiden. Det er en film næsten uden plot. Det er en poetisk og underfundig film, der hylder det stille intense liv, og som gør en glad og skærper ens opmærksomhed overfor nærværet i nuet. Jim Jarmusch fortæller selv, at han er blevet inspireret af digteren Ron Pagett, hvis digte bruges i filmen. Man tænker uvilkårligt på Dan Turell, der også ”holdt mest af hverdagen”. Paterson er selve den vidunderlige hverdag”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Jeg, Daniel Blake

Daniel Blake, filmens hovedperson, har været snedker i en menneskealder, da han rammes af sygdom og ikke kan arbejde. Han må bede staten om hjælp, men livet er ikke nemt, når man skal følge statens forvirrende og ydmygende regelrytteri. Han gør imidlertid sit bedste og har endda overskud til at hjælpe den enlige mor, der også er i klemme i systemet.

Sjældent har man set skildret en kritik af velfærdsamfundets bureaukratiske bagside så stærk og gribende. Loach og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, har skabt endnu en socialrealistisk harmdirrende beretning om almindelige menneskeskæbner, der sjældent finder vej til det store lærred. Der er ingen store filmiske armbevægelser hos Loach, men det stille har også ret, når det formidler en så vigtig fortælling. Også i Danmark gælder det, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, at det er ”en tiltrængt film til tiden”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Frantz

Den tyske unge pige Anna har mistet sin forlovede, soldaten Frantz i 1. verdenskrig. Ved Frantz’ grav møder hun en dag franskmanden Adrien, der lægger blomster på graven og præsenterer sig som en nær ven af afdøde. Anna bliver rørt over denne omsorg og introducerer Adrien for Frantz forældre, som hun bor hos, og både de og Anna bliver optaget af denne unge franskmand, som tilsyneladende kendte deres elskede søn og mand fra før verdenskrigen.

Det er en betagende film, vanvittigt flot fortalt og fotograferet. Ozon holder sig til en gudesmuk sort-hvid billedside på nær enkelte særligt følsomme scener, hvor han giver farverne lov til at blomstre. Og han leger hele tiden med vores forståelse af fortællingen. Hvem er den pålidelige fortæller, og hvor meget betyder sandheden egentlig for helingsprocessen? Ikke blot for Anna, men også for de krigsførende nationers plagede sjæle efter en krig, der har frarøvet så mange unge patrioter livet.

Månen over kirsebærtræerne

Sentaro driver en lille bagerbutik, der serverer kager med sødt bønnefyld. Kagerne er meget populære, men en ældre dame er ikke helt så imponeret. Hun kan lave dem meget bedre, påstår hun, og tilbyder sin hjælp. Sentaro indser hurtigt, at hun er en gudsbenådet kagebager, og den lille butik blomstrer. Med tiden åbner personerne op for de hemmeligheder, de hver især gemmer i deres hjerter.

Det kan måske lyde en kende lavmælt og søvndyssende, men ifølge filmmagasinet Ekkos anmeldelse er der tale om ”et eftertænksomt, intimt og billedskønt drama med fokus på detaljerne”. Til trods for adskillige priser både i Cannes og ved CPH:DOX er det den kvindelige japanske instruktørs første rigtige danske biografpremiere, så vi giver hende en chance.

Tale of Tales

Vi kommer virkelig rundt i alle genrer i årets film! Aftenens er en fantastisk blanding af tre brutale eventyr flettet sammen om eviggyldige temaer som grådighed, forfængelighed, magtmisbrug og egoisme. Tre kongeriger grænser op til hinanden: De regeres henholdsvis af en sexgal konge, der kaster sig over enhver kvinde, han måtte lyste, en gold, babyhungrende dronning, der vil gøre alt for at få et barn, og en infantil konge, der lyster sig med en kæmpeloppe i stedet for at sørge for sin giftelystne datter!

Det lyder vanvittigt, og er det måske også. Men Jyllands-Postens   anmelder kalder ”Tale of Tales” for et ”berusende barokt filmeventyr. Overdrevet og vanvittigt, men også rørende og tænksomt. Det svulstige og det storladne kommer helt til sin ret i dette barokke billeddigt af usete dimensioner!” Og Informations anmelder taler om ”en forunderlig og grum film – lige så meget Fellini som brødrene Grimm”. Så den er nok værd at give en chance.

Timbuktu

I 2012 besatte militante jihadister byen Timbuktu i Mali i det sydligste af Sahara og indførte Sharia-lovgivning. Instruktøren, der selv er vokset op i Mali, har valgt en nærmest poetisk vinkel til at fortælle om absurditeterne og paradokserne for de mennesker, der hvad enten det gælder rygning, musik, fodbold eller kærlighed er tvungne til at leve under et sådant undertrykkende system.

Filmen har ingen egentlige helte eller skurke og ingen egentlig handling, men viser en række rørende og helt menneskelige situationer i det forandrede samfund. Der gives ikke nogen forklaring på, hvorfor nogle mennesker vælger hellig krig som livsform, kun at de såkaldt hellige krigere er dybt forvirrede sjæle, der ikke ved hvad de gør. Vi er simpelthen midt i den hellige krig i det storslåede landskab sammen med ægte mennesker. Det er både forfærdeligt og fantastisk og lidt af en filmisk bedrift! I Cannes sidste år var filmen en af de mest kritikerroste film og blev belønnet med flere priser.

Youth

Det er forår på et luksus-kurhotel i alperne, hvor berømthederne hviler ud. Film-, sport- og musikstjernerne er den moderne tids aristokrati, der har penge og berømmelse til at leve afsondret fra mængden og dermed markere, at de er noget særligt. Enere som Miss World, fodboldstjernen Maradona, Hitler-skuespilleren, en svævende yogi, et par Hollywood-divaer. Men deres følelsesliv er lige så banalt som alle andres, viser denne drillende film.

Blandt gæsterne er især de gamle snart 80-årige venner, komponisten Fred (Michael Caine) og filminstruktøren Mick (Harvey Keitel). De filosoferer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til den svære kunst ”at sige verden ret farvel”. Filmen har ikke megen handling, men en række fremragende tableauer, der både sjovt og tankevækkende viser livet frem – især konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet!

”Filmen er fuld af humor, sort faktisk, men også alvorlig og befriende original. Den er smuk og grum – men hvorfor hedder den Youth – det må man selv se den for at finde ud af”, som Sdf-præsentationen slutter.