Jeg, Daniel Blake

Daniel Blake, filmens hovedperson, har været snedker i en menneskealder, da han rammes af sygdom og ikke kan arbejde. Han må bede staten om hjælp, men livet er ikke nemt, når man skal følge statens forvirrende og ydmygende regelrytteri. Han gør imidlertid sit bedste og har endda overskud til at hjælpe den enlige mor, der også er i klemme i systemet.

Sjældent har man set skildret en kritik af velfærdsamfundets bureaukratiske bagside så stærk og gribende. Loach og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, har skabt endnu en socialrealistisk harmdirrende beretning om almindelige menneskeskæbner, der sjældent finder vej til det store lærred. Der er ingen store filmiske armbevægelser hos Loach, men det stille har også ret, når det formidler en så vigtig fortælling. Også i Danmark gælder det, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, at det er ”en tiltrængt film til tiden”.

Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben

Frantz

Den tyske unge pige Anna har mistet sin forlovede, soldaten Frantz i 1. verdenskrig. Ved Frantz’ grav møder hun en dag franskmanden Adrien, der lægger blomster på graven og præsenterer sig som en nær ven af afdøde. Anna bliver rørt over denne omsorg og introducerer Adrien for Frantz forældre, som hun bor hos, og både de og Anna bliver optaget af denne unge franskmand, som tilsyneladende kendte deres elskede søn og mand fra før verdenskrigen.

Det er en betagende film, vanvittigt flot fortalt og fotograferet. Ozon holder sig til en gudesmuk sort-hvid billedside på nær enkelte særligt følsomme scener, hvor han giver farverne lov til at blomstre. Og han leger hele tiden med vores forståelse af fortællingen. Hvem er den pålidelige fortæller, og hvor meget betyder sandheden egentlig for helingsprocessen? Ikke blot for Anna, men også for de krigsførende nationers plagede sjæle efter en krig, der har frarøvet så mange unge patrioter livet.

Månen over kirsebærtræerne

Sentaro driver en lille bagerbutik, der serverer kager med sødt bønnefyld. Kagerne er meget populære, men en ældre dame er ikke helt så imponeret. Hun kan lave dem meget bedre, påstår hun, og tilbyder sin hjælp. Sentaro indser hurtigt, at hun er en gudsbenådet kagebager, og den lille butik blomstrer. Med tiden åbner personerne op for de hemmeligheder, de hver især gemmer i deres hjerter.

Det kan måske lyde en kende lavmælt og søvndyssende, men ifølge filmmagasinet Ekkos anmeldelse er der tale om ”et eftertænksomt, intimt og billedskønt drama med fokus på detaljerne”. Til trods for adskillige priser både i Cannes og ved CPH:DOX er det den kvindelige japanske instruktørs første rigtige danske biografpremiere, så vi giver hende en chance.

Tale of Tales

Vi kommer virkelig rundt i alle genrer i årets film! Aftenens er en fantastisk blanding af tre brutale eventyr flettet sammen om eviggyldige temaer som grådighed, forfængelighed, magtmisbrug og egoisme. Tre kongeriger grænser op til hinanden: De regeres henholdsvis af en sexgal konge, der kaster sig over enhver kvinde, han måtte lyste, en gold, babyhungrende dronning, der vil gøre alt for at få et barn, og en infantil konge, der lyster sig med en kæmpeloppe i stedet for at sørge for sin giftelystne datter!

Det lyder vanvittigt, og er det måske også. Men Jyllands-Postens   anmelder kalder ”Tale of Tales” for et ”berusende barokt filmeventyr. Overdrevet og vanvittigt, men også rørende og tænksomt. Det svulstige og det storladne kommer helt til sin ret i dette barokke billeddigt af usete dimensioner!” Og Informations anmelder taler om ”en forunderlig og grum film – lige så meget Fellini som brødrene Grimm”. Så den er nok værd at give en chance.

Timbuktu

I 2012 besatte militante jihadister byen Timbuktu i Mali i det sydligste af Sahara og indførte Sharia-lovgivning. Instruktøren, der selv er vokset op i Mali, har valgt en nærmest poetisk vinkel til at fortælle om absurditeterne og paradokserne for de mennesker, der hvad enten det gælder rygning, musik, fodbold eller kærlighed er tvungne til at leve under et sådant undertrykkende system.

Filmen har ingen egentlige helte eller skurke og ingen egentlig handling, men viser en række rørende og helt menneskelige situationer i det forandrede samfund. Der gives ikke nogen forklaring på, hvorfor nogle mennesker vælger hellig krig som livsform, kun at de såkaldt hellige krigere er dybt forvirrede sjæle, der ikke ved hvad de gør. Vi er simpelthen midt i den hellige krig i det storslåede landskab sammen med ægte mennesker. Det er både forfærdeligt og fantastisk og lidt af en filmisk bedrift! I Cannes sidste år var filmen en af de mest kritikerroste film og blev belønnet med flere priser.

Youth

Det er forår på et luksus-kurhotel i alperne, hvor berømthederne hviler ud. Film-, sport- og musikstjernerne er den moderne tids aristokrati, der har penge og berømmelse til at leve afsondret fra mængden og dermed markere, at de er noget særligt. Enere som Miss World, fodboldstjernen Maradona, Hitler-skuespilleren, en svævende yogi, et par Hollywood-divaer. Men deres følelsesliv er lige så banalt som alle andres, viser denne drillende film.

Blandt gæsterne er især de gamle snart 80-årige venner, komponisten Fred (Michael Caine) og filminstruktøren Mick (Harvey Keitel). De filosoferer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til den svære kunst ”at sige verden ret farvel”. Filmen har ikke megen handling, men en række fremragende tableauer, der både sjovt og tankevækkende viser livet frem – især konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet!

”Filmen er fuld af humor, sort faktisk, men også alvorlig og befriende original. Den er smuk og grum – men hvorfor hedder den Youth – det må man selv se den for at finde ud af”, som Sdf-præsentationen slutter.

To dage, en nat

Da fabriksarbejderen Sandra efter en depression får besked om, at hendes job ved en afstemning er sparet væk til fordel for en bonus på 1000 Euro til hver af de andre medarbejdere på den lille solcellefabrik, hun før sygdommen har arbejdet på, bryder hendes verden sammen. Opmuntret af mand og børn beslutter Sandra dog at tage kampen op og får foranstaltet, at en ny afstemning kan finde sted efter weekenden. Hun har derved, som titlen siger, to dage og en nat til at bearbejde sine kollegaer til at vise solidaritet med hende og få dem til at stemme anderledes.

Marion Cotillard, der forrige år spillede den benamputerede kvinde i ”Smagen af rust og jern”, er blændende som den skrøbelige Sandra, der vandrer fra dør til dør, for at få sine kollegers opbakning. Filmen ”er en samtidsfabel, der på indtrængende vis i Sandras insisterende skikkelse får os til at tænke på, hvad der er vigtigt i livet. Dardenne-brødrene (flere af hvis film vi har vist gennem årene her i klubben) har igen lavet en intens lille historie om almen stor problematik”.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Birdman

Aftenens film er lavet af den mexicanske instruktør Alejandro Inarritu, der lavede de mesterlige film ”Babel” og ”Biutiful”, som vi begge har vist i klubben.

Handlingen er centreret om hovedpersonen, en afdanket skuespiller, Riggan, der forsøger at gøre et kunstnerisk comeback, efter for mere end 20 år siden at have været stjerne i superheltefilmene om figuren Birdman. Nu forsøger han at sætte et teaterstykke op på Broadway for at tjene penge og samtidig bevise, at han kan andet end at være superheltestjerne. Men intet går som planlagt, for Birdman-figuren overtager ofte hans hoved og styrer hans liv.

”Birdman” er en tragikomedie om en mand, der kæmper en sisyfoskamp mod fordomme, egne begrænsninger og ikke mindst tiden. Filmen har næsten ingen klip, så vi er næsten på én lang surrealistisk rutschetur. ”Det er stor kunst – og så er det også morsomt”, som sdf’s anmelder skriver. ”Birdman” vandt Oscar’en som bedste film sidste år.

Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30

Die Andere Heimat – En Fortælling Om Længsel

Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.

Schabbach er navnet på en fiktiv landsby i Midttyskland, som den tyske mesterinstruktør Edgar Reitz har gjort til centrum for sin store Heimat-trilogi, der blev vist fra 1984 til 2004, og som også her i landet gik som populære TV-serier, der fortalte den tyske historie i 1900tallet i afsnit af spillefilmslængde på en samlet varighed af 53 timer.

Kendskab til de tidligere TV-serier er dog ingen forudsætning for at følge med i denne hans ny 4-timer lange film, som kunne kaldes en ”for-film”, forstået sådan, at dens handling er lagt tilbage til Schabbach i 1800tallet, hvor vi følger to smedebrødre i deres drømme og længsler. Filmen har en undertitel, der viser, at den handler om både udlængsel og længsel efter viden og frihed fra fattigdom og undertrykkelse.

Og ifølge Peter Nielsen i Information ”fuldender Edgar Reitz sit mesterværk og sin filmiske genskrivning af tysk historie gennem 150 år” i fantastiske sort-hvide billeder, ”og jeg lover, at man kommer ud af biografen som et nyt menneske, når man har levet i disse billeders magi”.

Adèles liv – Kapitel 1 & 2

Aftenens film fik Guldpalmen i Cannes og løb ind i virak efterpå dels på grund af sit emne, lesbisk kærlighed, og dels pga. forholdet mellem instruktøren og de to unge, kvindelige skuespillere.

Filmen handler om gymnasieeleven Adèle der læser og drømmer om den store kærlighed som i romanerne. Hun lever et normalt, gennemsnitligt ungdomsliv. Men en tilfældig dag ser hun en drengepige med kort, blåfarvet hår i en fodgængergang, og pludselig rammes hun af en kærlighedstrang som i romanerne. Hendes følelsesliv opløftes, og ingenting kan nogensinde blive som før! Hun oplever den store kærlighed, også forstået i kødelig forstand i lange lidenskabelige sex-scener, men også problemerne ved den i forhold til familie og kammerater og de gængse kønsnormer. Og efter at have skildret kærlighedens fødsel, skildres også dens blues. Adèle er i centrum igennem hele forløbet, og det er hendes dannelseshistorie, der giver liv til filmen.

De fire kvindelige(!) filmkritikere, hvis anmeldelser danner baggrunden for nærværende præsentation, er alle helt forgabt, og taler om ”et smukt og smertefuldt mesterværk”, der ”føles, som det, den skildrer: en berusende sensuel forelskelse”. Så må vi håbe, at mandfolkene i klubben er af samme mening!

Vi gør opmærksom på at denne film varer 3t afbrudt af den sædvanlige lille pause i midten. Vi starter til normal tid 19.30