Cikadesang, lavendelmarker og evigt sydfransk solskin. Husker man Kilden i Provence og efterfølgeren Manon og kilden fra filmklubbens barndom i senfirserne, så ved man hvad man går ind til i sæsonens afskedsfilm. Her er nostalgi i rendyrket form i Marcel Pagnols filmatiserede barndomsoplevelser fra gårsdagens Provence.
Selve historien er en coming-of-age-fortælling, hvor Marcel sammen med bondedrengen Lili møder den jævnaldrende aristokratiske Isabelle og forelsker sig dødeligt. Det medfører svigt og hemmeligheder, så der er altså også slanger i det provencalske paradis, når drengen stifter bekendtskab med klasseforskellene og voksenlivets komplekse følelsesliv.
Men mest er det dejlig, nostalgisk sommerfornøjelse til let fordøjelse, som Gørlev Filmklub siger god sommer til alle medlemmer med!
Norges mesterinstruktør, der ingen forbindelse har med vores Trier, har også som Mia Hansen-Løve sidste filmaften lavet en film om en moderne storbykvinde. Men det er en hel anden kvinde, Trier beskriver. Vi følger hende i et tiår, men med vægten på tiden omkring de 30. Hun er sød og åben, men også ubeslutsom og rastløs, vil ikke bindes af forpligtigelser, fordi som hun siger ”hun vil noget mere med livet”. Hun ved bare ikke hvad! Ubeslutsomheden gælder både mht uddannelse, kærlighedsrelationer og børn. Hvor Hansen- Løves unge kvinde altså var præget af forpligtigelser, er Triers plaget af det modsatte: ubeslutsomheden og modviljen mod forpligtigelse.
Titlen må være ironisk ment, for hun er altså ikke noget slemt menneske, blot en typisk ung storby-middelklasse-kvinde med ”ondt i livet”, et resultat af alt for mange valgmuligheder. Det er en meget smuk og velspillet film, der selv om den behandler et typisk generationstema også har noget at sige til en ældre aldersgruppe.
Filmen fortæller historien om en ung kvinde og enlig mor i midten af 30’erne. Hun er oversætter af profession og bor i Paris. Hun besøger sin raske 98-årige bedstemor, men langt oftere sin hjernemæssigt svækkede far i 60’erne, som har været et belæst og inspirerende menneske. Hans hastige forfald, der gør at han ikke længere kan klare sig selv, går hende meget på. Hun er nemlig på alle måder et kærligt og omsorgsfuldt menneske. Og midt i alt dette møder hun så en gammel ven, der vækker hele hendes kærlighedspotentiale, som ellers var lagt på is. Men han har forpligtigelser til kone og 10årig søn, så det er ikke nemt…
Filmen skildrer altså en moderne storby-kvindes travle og vanskelige hverdagsliv. Det genspejles fantastisk i hovedpersonens ansigt, som man ikke kan blive træt af at se på. Det er Mia Hansen-Løves (vi har set hendes Dagen i morgen og Bergmans ø tidligere i klubben) på en gang enkleste og dybeste film.
Hvilken film der vises på denne aften blev afgjort før jul 2023.
I stemte filmen: DEN BLÅ KAFTAN
Den blå kaftan’ er en elegant sammenvævet kærlighedshistorie fra medinaen i Salé – lige nord for den marokkanske hovedstad Rabat. Her driver ægteparret Halim (Saleh Bakri) og Mina (Lubna Azabal) en kaftanbutik sammen med den unge lærling Youssef (Ayoub Missioui), som deler den samme passion for syning som hans læremester Halim. Det delikate håndværk er i forvejen udfordret af den stadigt mere industrialiserede klæde- og modebranche, da Halim langsomt begynder at fatte mere end bare professionel interesse for sin unge protegé. ’Den blå kaftan’ er en – på overfladen – nedtonet, nænsomt skildret kærlighedshistorie – fuld af varme, empati og liflige dufte og indfanget i de smukkeste, sensuelle billeder. …. Camera film
Vi er i det besatte Paris i 1941, hvor den jødiske juveler Josef Haffmann tvinges til at sælge sin butik pro forma til sin voksne, ikke-jødiske lærling for at flygte fra nazisterne med sin familie. Han når dog ikke ud og tvinges til at vende tilbage og skjules i kælderen under butikken. I det følgende udspilles der i kammerspillets form et drama mellem de to mænd, hvor Haffmann klart er den overlegne hvad angår hans evner som juveler og mand, men jo ikke som skjult jøde i kælderen, da jagten går ind på jøderne…
Det er altså en film om forholdet jøder og ikke-jøder i det mørkeste kapitel i europæisk historie, og om hvordan magt kan bringe det mørkeste frem i folk. Og desværre er filmen stadig skræmmende aktuel ved sin belysning af mennesker, der styres af magt og begær. Sdf’s anmelder skriver, ”at der er tale om en meget stor filmoplevelse, som man berøres af”.
Filmen skildrer et gensyn med Paris under og især efter de frygtelige terrorangreb på et spillested og flere restauranter samtidig i 2015 med mere end 130 døde og over 400 sårede og traumatiserede mennesker. Filmens kvindelige fiktive hovedperson bliver som tilfældig restaurationsgæst fanget i
terrorangrebet. Hun fremstår som en stærk kvinde, der efter hospitalsophold og 3 måneder hos mor på landet, tror hun kan gå videre med sit liv. Men hun bliver klogere og må virkelig kæmpe for at få afklaret, hvad der skete, for at få sin tilværelse på sporet igen.
Det sker ved at finde andre overlevende, der har været involveret i begivenheden. Filmen udvikler sig til en meget stærk og bevægende film om traumebehandling både af hovedpersonen selv og andre involverede. Den gør et stort indtryk.
Denne dejlige italienske film er en fortælling om to drenges venskab, der trods deres forskellighed holder hele livet. Den udspiller sig i de italienske alper, hvor storbydrengen på ferie med sine forældre hver sommer i barneårene møder den lokale landsbydreng. Han er barn af den eneste bonde tilbage i den fattige bjergby, som folk er fraflyttet. De to drenge lever et vidunderligt liv sammen og tager også med storbydrengens far på fantastiske vandringer i bjergene og på den farlige gletsjer.
Dette liv kan dog ikke fortsætte, men selv om drengene kommer væk fra hinanden og oplever en helt forskellig ungdom, kan de som voksne genoptage deres venskab og liv i bjergene periodevis. Det er en smuk fortælling, hvor menneskelige følelser og vidunderlige naturbilleder smelter sammen.
Le 8 Montagne
di Felix Van Groeningen e Charlotte Vandermeersch
Alessandro Borghi (sinistra) e Luca Marinelli
Vi slutter sæsonen af med en fransk feel-good-film, som man stensikkert går glad ud i sommeren efter.
Den handler om Eve, der har brugt hele sit liv på at drive et rosengartneri, som hun har arvet fra sin far. Hun ved alt om roser og har skabt mange unikke roser og vundet mange priser, men nu er virksomheden på fallittens rand. Og selv om hun har tilbud fra industrielle avlere, vil hun hellere dø end lade sig opkøbe. Løsningen viser sig i at hyre billig arbejdskraft fra det lokale rehabiliteringscenter. De ved intet om roser, men har andre brugelige egenskaber….
Det er en lidt gammeldags film om betydningen af familie, venskab og troen på at noget nytter. Og så siges det smukt i filmen, ”at den der vier sit liv til at dyrke skønheden, aldrig vil spilde livet”, og det er jo smukt og rigtigt.
Den kvindelige franske instruktør med de danske aner har lavet en endnu bedre film end den, hun slog sit sære navn fast med for nogle år siden, skilsmissefilmen Dagen i morgen.
I Bergmans ø er det amerikanske filmskaberpar Chris og Tony taget på ”skrive-retreat” på Fårø, den lille ø nord for Gotland, som den store svenske instruktør, Ingmar Bergman, gjorde til sit hjem, og hvor han lavede mange af sine berømteste film. Som dagene går inspireres især Chris af den mytiske ø og Bergmans film- og kærligheds-verden, og i næsten halvdelen af filmen fortæller hun manden om den film om brændende, ung kærlighed, som hun er blevet inspireret til – og vi ser den i indspillet form som film i filmen.
Bergmans ø er en meget raffineret og seværdig film om kærlighedens forskellige former, inspireret af Bergman fra Sommernattens smil til Scener fra et ægteskab. Den er desuden blændende spillet, især af de to kvindelige hovedpersoner, og med et vidunderligt lydspor.
28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
Min sommer i Provence
