Farvel Hr. Haffmann
Vi er i det besatte Paris i 1941, hvor den jødiske juveler Josef Haffmann tvinges til at sælge sin butik pro forma til sin voksne, ikke-jødiske lærling for at flygte fra nazisterne med sin familie. Han når dog ikke ud og tvinges til at vende tilbage og skjules i kælderen under butikken. I det følgende udspilles der i kammerspillets form et drama mellem de to mænd, hvor Haffmann klart er den overlegne hvad angår hans evner som juveler og mand, men jo ikke som skjult jøde i kælderen, da jagten går ind på jøderne…
Det er altså en film om forholdet jøder og ikke-jøder i det mørkeste kapitel i europæisk historie, og om hvordan magt kan bringe det mørkeste frem i folk. Og desværre er filmen stadig skræmmende aktuel ved sin belysning af mennesker, der styres af magt og begær. Sdf’s anmelder skriver, ”at der er tale om en meget stor filmoplevelse, som man berøres af”.
Gensyn med Paris
Filmen skildrer et gensyn med Paris under og især efter de frygtelige terrorangreb på et spillested og flere restauranter samtidig i 2015 med mere end 130 døde og over 400 sårede og traumatiserede mennesker. Filmens kvindelige fiktive hovedperson bliver som tilfældig restaurationsgæst fanget i
terrorangrebet. Hun fremstår som en stærk kvinde, der efter hospitalsophold og 3 måneder hos mor på landet, tror hun kan gå videre med sit liv. Men hun bliver klogere og må virkelig kæmpe for at få afklaret, hvad der skete, for at få sin tilværelse på sporet igen.
Det sker ved at finde andre overlevende, der har været involveret i begivenheden. Filmen udvikler sig til en meget stærk og bevægende film om traumebehandling både af hovedpersonen selv og andre involverede. Den gør et stort indtryk.
Vi slutter sæsonen af med en fransk feel-good-film, som man stensikkert går glad ud i sommeren efter.
Den handler om Eve, der har brugt hele sit liv på at drive et rosengartneri, som hun har arvet fra sin far. Hun ved alt om roser og har skabt mange unikke roser og vundet mange priser, men nu er virksomheden på fallittens rand. Og selv om hun har tilbud fra industrielle avlere, vil hun hellere dø end lade sig opkøbe. Løsningen viser sig i at hyre billig arbejdskraft fra det lokale rehabiliteringscenter. De ved intet om roser, men har andre brugelige egenskaber….
Det er en lidt gammeldags film om betydningen af familie, venskab og troen på at noget nytter. Og så siges det smukt i filmen, ”at den der vier sit liv til at dyrke skønheden, aldrig vil spilde livet”, og det er jo smukt og rigtigt.
Den kvindelige franske instruktør med de danske aner har lavet en endnu bedre film end den, hun slog sit sære navn fast med for nogle år siden, skilsmissefilmen Dagen i morgen.
I Bergmans ø er det amerikanske filmskaberpar Chris og Tony taget på ”skrive-retreat” på Fårø, den lille ø nord for Gotland, som den store svenske instruktør, Ingmar Bergman, gjorde til sit hjem, og hvor han lavede mange af sine berømteste film. Som dagene går inspireres især Chris af den mytiske ø og Bergmans film- og kærligheds-verden, og i næsten halvdelen af filmen fortæller hun manden om den film om brændende, ung kærlighed, som hun er blevet inspireret til – og vi ser den i indspillet form som film i filmen.
Bergmans ø er en meget raffineret og seværdig film om kærlighedens forskellige former, inspireret af Bergman fra Sommernattens smil til Scener fra et ægteskab. Den er desuden blændende spillet, især af de to kvindelige hovedpersoner, og med et vidunderligt lydspor.
28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
Unge Ahmed
De belgiske Dardenne-brødre har filmklubben fulgt i mange år. De laver seriøse, socialrealistiske film, der ofte har vundet priser i Cannes. Aftenens vandt prisen for bedste instruktion i 2019.
Filmen skildrer en radikaliseringsproces af en ung dreng, der inspireret af en lokal ekstremist vil kæmpe for islamistiske renhedsidealer og udtænker et angreb på sin lærer. Den unge Ahmed kommer ellers fra et udpræget kultur-muslimsk miljø og er egentlig en ganske blød dreng, men netop derfor måske også modtagelig for de sort-hvide budskaber, der gør ham voldsparat og får ham til at bryde med både familie og kammerater.
Filmen udvikler sig langsomt og eftertænksomt og er et vægtigt og yderst seværdigt indlæg i debatten om unge og radikalisering.
.
Gud eksisterer og hendes navn er Petrynia
Makedonien er ikke et filmland, ja knap nok et land, men som en tidligere del af det gamle Jugoslavien er det nu blevet det, efter mangeårig strid har det endog fået lov til at kalde sig det, hvis det sætter et Nord- foran!
Aftenens film er lavet af en kvindelig makedonsk instruktør, og er et satirisk drama om kvinders vilkår i en traditionel mandeverden. I en lille by er det hver januar en tradition, at den lokale præst smider et kors i floden, hvorefter byens mænd springer i vandet efter det. Kirken lover held og lykke resten af livet for den, der får fat i det. Ved et tilfælde får vores heltinde Petrynia, der er ugift, hjemmeboende og arbejdsløs, fat i korset, og så er fanden løs! En kvinde er ikke en del af ritualet. Men Petrynia holder fast i sin ret, hun har i den grad brug for lidt held!
Det er der kommet en sjov fortælling og en række velkomponerede billeder fra et forarmet, sydeuropæisk land ud af. En underholdende, varm, feministisk film med meget på hjerte.
SIR
Filmen her indgik i forrige sæsons aflyste program. Den fortjener at blive set, og derfor tager vi den op i år.
Indien er kendt for sine Bollywood-film, men aftenens film viser, at der også laves andre og mere seriøse film i det store land. Langsomt og smukt skildrer SIR to meget forskellige indere i storbyen Mumbai: Den desillusionerede overklassedreng Ashwin, der både har et mislykket arrangeret ægteskab og en tid i USA med forfatterdrømme bag sig, før han kaldes hjem for at indgå i farens store entreprenørvirksomhed, og den fattige landsbypige Ratna, tvangsgift som helt ung og kort tid efter enke uden forsørgelse, der må tjene som tjenestepige i storbyen, men stadig har sine næsten umulige designer-drømme intakt.
Ensomme i storbyen lever de to op og ned af hinanden – de ses ofte hver for sig i hvert sit billede i den smukt fotograferede film. En kærlighed udvikler sig langsomt mellem dem, men en umulig en af slagsen, fordi Indiens klasse- og kastesystem synes uoverstigeligt.
Filmen giver et fint indblik i det moderne Indien, og historien gør et stærkt indtryk.
Løfte ved daggry
En underholdende fransk selvbiografi danner grundlaget for aftenens film, der altså er en såkaldt ”bio-pic”. Romain er født allersidst i zarens Rusland og vokser op som alenebarn med sin mor i mellemkrigstiden. Først under ret barske forhold i Vilnius, derefter i et mere blomstrende Nice. Begge steder er opdragelsen præget af moderens store ambitioner på barnets vegne. Under 2.verdenskrig deltager han som flyver i de frie franske styrkers luftvåben og dekoreres for sit mod.
Men filmen handler næsten mere om hans fantastiske og altdominerende mor, der synes i stand til at klare sig under alle forhold og med sin grænseløse kærlighed og storhedsdrømme på sønnens vegne fylder hans liv. Charlotte Gainsbourg, som vi kender så godt herhjemme fra Lars von Triers film, er fremragende som denne ”store moder”.
Filmen er en charmerende og underholdende hyldest til moderkærligheden.