I trygge hænder

I trygge hænder
Aftenens film er et rørende og velspillet adoptionsdrama. En ung studine ankommer til fødegangen i den franske by Brest og føder en søn, hun ikke vil have. Personalet kalder ham Theo, som så skal bortadopteres. Klar til adoption er Alice, der i 10 år har ventet herpå, og som selv om hun er fraskilt alligevel ved en ny lov har fået muligheden herfor. Men først er der en fortrydelsesret i 2 måneder og Theo skal altså i pleje. ..

Hele systemet kommer vi igennem i denne film, der ikke er et kritisk dokudrama, som man måske kunne forvente, men en film der viser at systemet virker! Historien udvikler sig til et ganske rørende kammerspil, hvor vi møder alle de sympatiske og omsorgsfulde mennesker, der er involveret i adoptionsprocessen. ”Det er en varm, rolig, humanistisk og optimistisk fortælling, og vi har også brug for sådan en film”, som Sdf’s anmelder slutter.

De særlige

De særlige
Hvis nogen synes titlen lyder bekendt, skyldes det ikke en tilfældighed. For få år siden blev den franske komedie ”De urørlige” en kanon biografsucces. Den skildrede det underholdende møde mellem en handicappet millionær og hans sorte forstads-hjælper. Og det er samme franske makkerpar, der har lavet aftenens film, som også skildrer et møde mellem kontraster.

Filmen skildrer det store arbejde, som to idealistisk venner, den ene jøde, den anden muslim, gør for henholdsvis svært autistiske børn og unge, og for unge arbejdsløse fra de parisiske forstadsghettoer. De sidste ansættes til at mandsopdække de autistiske unge, så det er muligt at give dem oplevelser på f.eks. ride- eller skøjtebanen og derved ophæve den fysiske og/eller medicinske indespærring, som er samfundets eneste tilbud til disse stærkt udadreagerende og selvskadende autister.

Nok er ”De særlige” ind imellem også sjov ligesom ”De urørlige” var det, men primært er den oplysende og gribende. Det er en meget smuk og varm film!

Sorry we missed you

Sorry we missed you
Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.

Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.

Àga

Aftenens film er bulgarsk, og dens finansiering tysk og fransk, men den føles på alle måder rundet af den oprindelige sibiriske kultur, hvori den foregår. De to hovedpersoner er et gammelt par af egnens oprindelige befolkning, der holder deres folks traditioner i hævd. De bor i en såkaldt yurt, et rundt telt, og dagenes og årstidernes rytme har været den samme i mange år. Nanook har dog lagt mærke til, at tøvejret kommer tidligere, og der er mindre vildt at jage, tingene er ikke helt som de var engang. En ung mand kommer på besøg og bringer nyt om deres datter Ága, som forlod dem efter et skænderi, og nu arbejder i en diamantmine og lever i en anden mere urban og moderne kultur. De enes om at besøge hende.
Historien folder sig blidt ud med en eftertænksom, men aldrig kedelig rytme, og begge hovedrolleindehaverne yder formidable præstationer. Som man kan forstå er det en stille, ligetil og gribende film, der fortæller en historie om kulturmodsætninger, sorg og forsoning.

Kapernaum

Denne film blev også – som den tredje i rækken efter Utøya og The House that Jack built -diskuteret voldsomt på årets filmvalgmøde i bestyrelsen. For aftenens libanesiske film fortæller en grusom historie om fattigdommens og immigrationens mishandlede børn. Det er sørgeligt, ubehageligt og gribende at overvære. Men denne gang var alle dog enige om, at der var tale om en film, som alle burde se – om end det bliver med gråden i øjnene.
Vi følger filmen igennem den 12-årige Zain, der lever i Beirut. Kapernaum betyder kaos på arabisk og er jo også den bibelske by hvor Jesus boede en overgang, selv om det vist ikke har nogen betydning i filmen. Og kaos hersker i barnets liv. Han stikker af hjemmefra, da hans forældre gifter hans yndlingssøster til en gammel mand, der ejer deres hus. På sin flugt møder han en etiopisk illegal indvandrerkvinde med en baby, som Zain må tage sig af, da hun en dag ikke kommer tilbage. Snarrådig og opfindsom er han, men det er jo et umenneskeligt liv, som han med rette anklager sine forældre for at have sat ham ind i.
Filmen har dokumentariske træk, men låner også fra eventyret. At den har kunnet laves er et mirakel. Sjældent har man mødt så gribende en barne”skuespiller” som Zain, og sjældent har man fulgt så gribende historie.

Ordets magt

Ordets magt
Aftenens film fortæller historien om mønsterbryderen Neïla, en ung, kvik fransk-arabisk kvinde, der trods en opvækst i ghettoen er kommet ind på det prestigefyldte jurastudie på et fransk universitet. Her undervises hun bl.a. af den brillante professor Pierre Mazard, der nok er dygtig, men også på mange måder en reaktionær provokatør med sexistiske og racistiske holdninger. Efter at have ført sig frem på det groveste over for Neïla, får han en velfortjent reprimande af universitetsledelsen og tvinges til at coache Neïla op til de franske universiteters prestigefyldte konkurrence i retorik, en disciplin der dyrkes langt mere i den franske tradition end vi kender det herhjemme.
Og det kommer der mildest talt en underholdende tvekamp ud af! Man kan dårligt tænke sig en større modsætning end de to, men de kan også give hinanden noget, viser det sig. Det er ikke nogen speciel ”stor” film, men den skildrer et kultursammenstød meget skarpt, varmt og underholdende.

Centaur

Det er sjældent, vi får tilbudt film fra Kirgisistan, så vi er lydhøre, når det sker!
Filmens hovedperson, Centaur, bor på landet med sin døvstumme kone og søn. Han flirter også med enken Sharapat, som sælger hans yndlingshjemmebrændt på torvet, men hans altoverskyggende lidenskab er heste. Centaur er nemlig af den formening, at kirgiserne nedstammer fra det mytologiske væsen kentauren, halvt menneske, halvt hest, og af og til stjæler han den lokale matadors væddeløbsheste for ekstatisk at ride dem ud over stepperne i måneskinnet. Egnens egentlige hestetyv, der er Sharapats elsker og stjæler heste for at sælge dem til slagteriet, lægger en fælde for sin rival, og så er historien i gang.
Det er en imponerende film, der fortæller om en uddøende kultur splittet mellem tradition og modernitet, religion og rationalisme. Det lykkes ifølge Sdf’s anmelder for filmens skaber at knytte de mange tråde sammen til et storladent, tragisk epos, som er absolut seværdigt.

The House that Jack built

Trofaste medlemmer af Gørlev Filmklub kan sikkert tænke sig til, at aftenens film, ligesom Utøya, har givet anledning til stor diskussion og uenighed i bestyrelsen under årets filmvalgmøde. Her drejer det sig om filmens ubehagelige vold, der får nogle til at fravælge den. Modsat kan man hævde, at Lars von Trier uden tvivl er Danmarks mest betydelige originale filmskaber, og at vi har vist de fleste andre af hans film gennem tiden, så burde hans nyeste værk ikke kunne vises i en filmklub, der vil kalde sig seriøs? Det sidste synspunkt vandt, kan I forstå, men nu er medlemmerne præsenteret for det andet – og advaret!
I filmen møder vi Jack, der aldrig blev arkitekt, så han kunne bygge sit eget hus, men i stedet blev seriemorder, der betragter de 5 mord, han begår over en årrække som sit kunstværk. Han må kaldes psykopat, men også en charmerende, egoistisk narcissist. Lige som navnebroren Jack the Ripper fotograferer han sine ofre og sender dem til en avis, og han fører diskussioner om sit ”kunstværk” med Hr. Verge, som repræsenterer romantikkens kunstsyn om det gode, det sande og det skønne. Grusomheden og sadismen afløses her af sort humor, så man med Sdf’s anmelders ord ”er ubehageligt underholdt – på trods”.

Cold War

En del medlemmer husker sikkert den stærke polske film af aftenens instruktør om nonnen Ida i den barske polske efterkrigstid, som vi viste i sæson 1915-16, og som vandt en Oscar. Nu er instruktøren igen klar med det sort/hvide og kvadratiske billedformat, for ”efterkrigens Polen kan ikke vises i farver”, som han siger.
Aftenens film er først og fremmest en kærlighedsfilm mellem to meget forskellige mennesker, men også en film om en defineret periode i Europas historie, og spiller på begge dele i sin titel. Filmen starter i den umiddelbare efterkrigstid, hvor den intellektuelle musiker og komponist Wiktor rejser rundt i Polen for at opspore den ægte folkloristiske musik og dans for at fastholde polsk identitet. Ved en audition møder han den vilde og rodløse Zula med en blakket fortid, og det er deres voldsomme, men også umulige kærlighedshistorie vi følger gennem det næste årti.
Musikken spiller en vigtig rolle i filmen, både den folkloristiske, som Wiktor forlader, da den misbruges af det kommunistiske styre, og senere jazzen i Paris, men også som udtryk for hvad de to elskende følelsesmæssigt gennemgår. ”Filmmagi som ganske overvælder”, synes Sdf’s anmelder!

Aquarius

Den brasilianske musikkritiker Clara overlevede som ung brystkræft ved at få fjernet sit ene bryst. Nu er hun 65 år gammel, enke med tre voksne børn og eneste tilbageværende beboer i boligkomplekset Aquarius, som et boligselskab er ved at opkøbe. De mangler bare at overtale Clara til at fraflytte sin lejlighed, og da de tager ufine metoder i brug, begynder Clara at slå fra sig.