Den kvindelige franske instruktør med de danske aner har lavet en endnu bedre film end den, hun slog sit sære navn fast med for nogle år siden, skilsmissefilmen Dagen i morgen.
I Bergmans ø er det amerikanske filmskaberpar Chris og Tony taget på ”skrive-retreat” på Fårø, den lille ø nord for Gotland, som den store svenske instruktør, Ingmar Bergman, gjorde til sit hjem, og hvor han lavede mange af sine berømteste film. Som dagene går inspireres især Chris af den mytiske ø og Bergmans film- og kærligheds-verden, og i næsten halvdelen af filmen fortæller hun manden om den film om brændende, ung kærlighed, som hun er blevet inspireret til – og vi ser den i indspillet form som film i filmen.
Bergmans ø er en meget raffineret og seværdig film om kærlighedens forskellige former, inspireret af Bergman fra Sommernattens smil til Scener fra et ægteskab. Den er desuden blændende spillet, især af de to kvindelige hovedpersoner, og med et vidunderligt lydspor.
Unge Ahmed
De belgiske Dardenne-brødre har filmklubben fulgt i mange år. De laver seriøse, socialrealistiske film, der ofte har vundet priser i Cannes. Aftenens vandt prisen for bedste instruktion i 2019.
Filmen skildrer en radikaliseringsproces af en ung dreng, der inspireret af en lokal ekstremist vil kæmpe for islamistiske renhedsidealer og udtænker et angreb på sin lærer. Den unge Ahmed kommer ellers fra et udpræget kultur-muslimsk miljø og er egentlig en ganske blød dreng, men netop derfor måske også modtagelig for de sort-hvide budskaber, der gør ham voldsparat og får ham til at bryde med både familie og kammerater.
Filmen udvikler sig langsomt og eftertænksomt og er et vægtigt og yderst seværdigt indlæg i debatten om unge og radikalisering.
.
Gud eksisterer og hendes navn er Petrynia
Makedonien er ikke et filmland, ja knap nok et land, men som en tidligere del af det gamle Jugoslavien er det nu blevet det, efter mangeårig strid har det endog fået lov til at kalde sig det, hvis det sætter et Nord- foran!
Aftenens film er lavet af en kvindelig makedonsk instruktør, og er et satirisk drama om kvinders vilkår i en traditionel mandeverden. I en lille by er det hver januar en tradition, at den lokale præst smider et kors i floden, hvorefter byens mænd springer i vandet efter det. Kirken lover held og lykke resten af livet for den, der får fat i det. Ved et tilfælde får vores heltinde Petrynia, der er ugift, hjemmeboende og arbejdsløs, fat i korset, og så er fanden løs! En kvinde er ikke en del af ritualet. Men Petrynia holder fast i sin ret, hun har i den grad brug for lidt held!
Det er der kommet en sjov fortælling og en række velkomponerede billeder fra et forarmet, sydeuropæisk land ud af. En underholdende, varm, feministisk film med meget på hjerte.
Sound of Metal
Som første film i filmklubbens 35. sæson viser vi den netop Oscar-vindende amerikanske film, hvis klipning og lyd danskeren Mikkel E.G. Nielsen står bag.
Det er en bevægende skildring i høj hastighed af en normalt langsom proces ind i og forbi tabet af hørelsen for en trommeslager. Ruben er en mand, der har rejst sig fra en hård baggrund og formået at vælge stofferne fra og musikken til. Han er kæreste med sangeren i et metal-band. Derfor er det også ekstra ubærligt, da han pludseligt mister hørelsen. Vi – publikum – oplever direkte konsekvenserne og udfordringerne, der følger.
Filmtidsskriftet Ekko slutter sin rosende anmeldelse af den gribende film: ””Sound of Metal” er et mesterværk, der kræver et biografbesøg med ekstra god lyd. Kun sådan kan man værdsætte filmens enorme respekt og ærefrygt for lyd”. Det tror vi godt, Den gamle Biograf kan leve op til.
Løfte ved daggry
En underholdende fransk selvbiografi danner grundlaget for aftenens film, der altså er en såkaldt ”bio-pic”. Romain er født allersidst i zarens Rusland og vokser op som alenebarn med sin mor i mellemkrigstiden. Først under ret barske forhold i Vilnius, derefter i et mere blomstrende Nice. Begge steder er opdragelsen præget af moderens store ambitioner på barnets vegne. Under 2.verdenskrig deltager han som flyver i de frie franske styrkers luftvåben og dekoreres for sit mod.
Men filmen handler næsten mere om hans fantastiske og altdominerende mor, der synes i stand til at klare sig under alle forhold og med sin grænseløse kærlighed og storhedsdrømme på sønnens vegne fylder hans liv. Charlotte Gainsbourg, som vi kender så godt herhjemme fra Lars von Triers film, er fremragende som denne ”store moder”.
Filmen er en charmerende og underholdende hyldest til moderkærligheden.
I trygge hænder
Aftenens film er et rørende og velspillet adoptionsdrama. En ung studine ankommer til fødegangen i den franske by Brest og føder en søn, hun ikke vil have. Personalet kalder ham Theo, som så skal bortadopteres. Klar til adoption er Alice, der i 10 år har ventet herpå, og som selv om hun er fraskilt alligevel ved en ny lov har fået muligheden herfor. Men først er der en fortrydelsesret i 2 måneder og Theo skal altså i pleje. ..
Hele systemet kommer vi igennem i denne film, der ikke er et kritisk dokudrama, som man måske kunne forvente, men en film der viser at systemet virker! Historien udvikler sig til et ganske rørende kammerspil, hvor vi møder alle de sympatiske og omsorgsfulde mennesker, der er involveret i adoptionsprocessen. ”Det er en varm, rolig, humanistisk og optimistisk fortælling, og vi har også brug for sådan en film”, som Sdf’s anmelder slutter.
Sorry we missed you
Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.
Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.
Ordets magt
Aftenens film fortæller historien om mønsterbryderen Neïla, en ung, kvik fransk-arabisk kvinde, der trods en opvækst i ghettoen er kommet ind på det prestigefyldte jurastudie på et fransk universitet. Her undervises hun bl.a. af den brillante professor Pierre Mazard, der nok er dygtig, men også på mange måder en reaktionær provokatør med sexistiske og racistiske holdninger. Efter at have ført sig frem på det groveste over for Neïla, får han en velfortjent reprimande af universitetsledelsen og tvinges til at coache Neïla op til de franske universiteters prestigefyldte konkurrence i retorik, en disciplin der dyrkes langt mere i den franske tradition end vi kender det herhjemme.
Og det kommer der mildest talt en underholdende tvekamp ud af! Man kan dårligt tænke sig en større modsætning end de to, men de kan også give hinanden noget, viser det sig. Det er ikke nogen speciel ”stor” film, men den skildrer et kultursammenstød meget skarpt, varmt og underholdende.
Trofaste medlemmer af Gørlev Filmklub kan sikkert tænke sig til, at aftenens film, ligesom Utøya, har givet anledning til stor diskussion og uenighed i bestyrelsen under årets filmvalgmøde. Her drejer det sig om filmens ubehagelige vold, der får nogle til at fravælge den. Modsat kan man hævde, at Lars von Trier uden tvivl er Danmarks mest betydelige originale filmskaber, og at vi har vist de fleste andre af hans film gennem tiden, så burde hans nyeste værk ikke kunne vises i en filmklub, der vil kalde sig seriøs? Det sidste synspunkt vandt, kan I forstå, men nu er medlemmerne præsenteret for det andet – og advaret!
I filmen møder vi Jack, der aldrig blev arkitekt, så han kunne bygge sit eget hus, men i stedet blev seriemorder, der betragter de 5 mord, han begår over en årrække som sit kunstværk. Han må kaldes psykopat, men også en charmerende, egoistisk narcissist. Lige som navnebroren Jack the Ripper fotograferer han sine ofre og sender dem til en avis, og han fører diskussioner om sit ”kunstværk” med Hr. Verge, som repræsenterer romantikkens kunstsyn om det gode, det sande og det skønne. Grusomheden og sadismen afløses her af sort humor, så man med Sdf’s anmelders ord ”er ubehageligt underholdt – på trods”.
Det russiske ægtepar Sjénja og Boris skal skilles, da de begge har fundet nye partnere. De bor dog stadig sammen, men kan ikke længere fordrage synet at hinanden. Det store stridsspørgsmål er forældremyndigheden over deres 12-årige søn, Aljósja. Efter at den ulykkelige dreng overhører et særlig modbydeligt skænderi mellem forældrene, stikker han af hjemmefra – men er han overhovedet savnet?
