Hvilken film der vises på denne aften blev afgjort før jul 2023.
I stemte filmen: DEN BLÅ KAFTAN
Den blå kaftan’ er en elegant sammenvævet kærlighedshistorie fra medinaen i Salé – lige nord for den marokkanske hovedstad Rabat. Her driver ægteparret Halim (Saleh Bakri) og Mina (Lubna Azabal) en kaftanbutik sammen med den unge lærling Youssef (Ayoub Missioui), som deler den samme passion for syning som hans læremester Halim. Det delikate håndværk er i forvejen udfordret af den stadigt mere industrialiserede klæde- og modebranche, da Halim langsomt begynder at fatte mere end bare professionel interesse for sin unge protegé. ’Den blå kaftan’ er en – på overfladen – nedtonet, nænsomt skildret kærlighedshistorie – fuld af varme, empati og liflige dufte og indfanget i de smukkeste, sensuelle billeder. …. Camera film
Vi er i det besatte Paris i 1941, hvor den jødiske juveler Josef Haffmann tvinges til at sælge sin butik pro forma til sin voksne, ikke-jødiske lærling for at flygte fra nazisterne med sin familie. Han når dog ikke ud og tvinges til at vende tilbage og skjules i kælderen under butikken. I det følgende udspilles der i kammerspillets form et drama mellem de to mænd, hvor Haffmann klart er den overlegne hvad angår hans evner som juveler og mand, men jo ikke som skjult jøde i kælderen, da jagten går ind på jøderne…
Det er altså en film om forholdet jøder og ikke-jøder i det mørkeste kapitel i europæisk historie, og om hvordan magt kan bringe det mørkeste frem i folk. Og desværre er filmen stadig skræmmende aktuel ved sin belysning af mennesker, der styres af magt og begær. Sdf’s anmelder skriver, ”at der er tale om en meget stor filmoplevelse, som man berøres af”.
Denne dejlige italienske film er en fortælling om to drenges venskab, der trods deres forskellighed holder hele livet. Den udspiller sig i de italienske alper, hvor storbydrengen på ferie med sine forældre hver sommer i barneårene møder den lokale landsbydreng. Han er barn af den eneste bonde tilbage i den fattige bjergby, som folk er fraflyttet. De to drenge lever et vidunderligt liv sammen og tager også med storbydrengens far på fantastiske vandringer i bjergene og på den farlige gletsjer.
Dette liv kan dog ikke fortsætte, men selv om drengene kommer væk fra hinanden og oplever en helt forskellig ungdom, kan de som voksne genoptage deres venskab og liv i bjergene periodevis. Det er en smuk fortælling, hvor menneskelige følelser og vidunderlige naturbilleder smelter sammen.
Le 8 Montagne
di Felix Van Groeningen e Charlotte Vandermeersch
Alessandro Borghi (sinistra) e Luca Marinelli
Den kvindelige franske instruktør med de danske aner har lavet en endnu bedre film end den, hun slog sit sære navn fast med for nogle år siden, skilsmissefilmen Dagen i morgen.
I Bergmans ø er det amerikanske filmskaberpar Chris og Tony taget på ”skrive-retreat” på Fårø, den lille ø nord for Gotland, som den store svenske instruktør, Ingmar Bergman, gjorde til sit hjem, og hvor han lavede mange af sine berømteste film. Som dagene går inspireres især Chris af den mytiske ø og Bergmans film- og kærligheds-verden, og i næsten halvdelen af filmen fortæller hun manden om den film om brændende, ung kærlighed, som hun er blevet inspireret til – og vi ser den i indspillet form som film i filmen.
Bergmans ø er en meget raffineret og seværdig film om kærlighedens forskellige former, inspireret af Bergman fra Sommernattens smil til Scener fra et ægteskab. Den er desuden blændende spillet, især af de to kvindelige hovedpersoner, og med et vidunderligt lydspor.
De belgiske Dardenne-brødre har filmklubben fulgt i mange år. De laver seriøse, socialrealistiske film, der ofte har vundet priser i Cannes. Aftenens vandt prisen for bedste instruktion i 2019.
Filmen skildrer en radikaliseringsproces af en ung dreng, der inspireret af en lokal ekstremist vil kæmpe for islamistiske renhedsidealer og udtænker et angreb på sin lærer. Den unge Ahmed kommer ellers fra et udpræget kultur-muslimsk miljø og er egentlig en ganske blød dreng, men netop derfor måske også modtagelig for de sort-hvide budskaber, der gør ham voldsparat og får ham til at bryde med både familie og kammerater.
Filmen udvikler sig langsomt og eftertænksomt og er et vægtigt og yderst seværdigt indlæg i debatten om unge og radikalisering.
Makedonien er ikke et filmland, ja knap nok et land, men som en tidligere del af det gamle Jugoslavien er det nu blevet det, efter mangeårig strid har det endog fået lov til at kalde sig det, hvis det sætter et Nord- foran!
Aftenens film er lavet af en kvindelig makedonsk instruktør, og er et satirisk drama om kvinders vilkår i en traditionel mandeverden. I en lille by er det hver januar en tradition, at den lokale præst smider et kors i floden, hvorefter byens mænd springer i vandet efter det. Kirken lover held og lykke resten af livet for den, der får fat i det. Ved et tilfælde får vores heltinde Petrynia, der er ugift, hjemmeboende og arbejdsløs, fat i korset, og så er fanden løs! En kvinde er ikke en del af ritualet. Men Petrynia holder fast i sin ret, hun har i den grad brug for lidt held!
Det er der kommet en sjov fortælling og en række velkomponerede billeder fra et forarmet, sydeuropæisk land ud af. En underholdende, varm, feministisk film med meget på hjerte.
Som første film i filmklubbens 35. sæson viser vi den netop Oscar-vindende amerikanske film, hvis klipning og lyd danskeren Mikkel E.G. Nielsen står bag.
Det er en bevægende skildring i høj hastighed af en normalt langsom proces ind i og forbi tabet af hørelsen for en trommeslager. Ruben er en mand, der har rejst sig fra en hård baggrund og formået at vælge stofferne fra og musikken til. Han er kæreste med sangeren i et metal-band. Derfor er det også ekstra ubærligt, da han pludseligt mister hørelsen. Vi – publikum – oplever direkte konsekvenserne og udfordringerne, der følger.
Filmtidsskriftet Ekko slutter sin rosende anmeldelse af den gribende film: ””Sound of Metal” er et mesterværk, der kræver et biografbesøg med ekstra god lyd. Kun sådan kan man værdsætte filmens enorme respekt og ærefrygt for lyd”. Det tror vi godt, Den gamle Biograf kan leve op til.
Løfte ved daggry En underholdende fransk selvbiografi danner grundlaget for aftenens film, der altså er en såkaldt ”bio-pic”. Romain er født allersidst i zarens Rusland og vokser op som alenebarn med sin mor i mellemkrigstiden. Først under ret barske forhold i Vilnius, derefter i et mere blomstrende Nice. Begge steder er opdragelsen præget af moderens store ambitioner på barnets vegne. Under 2.verdenskrig deltager han som flyver i de frie franske styrkers luftvåben og dekoreres for sit mod.
Men filmen handler næsten mere om hans fantastiske og altdominerende mor, der synes i stand til at klare sig under alle forhold og med sin grænseløse kærlighed og storhedsdrømme på sønnens vegne fylder hans liv. Charlotte Gainsbourg, som vi kender så godt herhjemme fra Lars von Triers film, er fremragende som denne ”store moder”.
Filmen er en charmerende og underholdende hyldest til moderkærligheden.
I trygge hænder Aftenens film er et rørende og velspillet adoptionsdrama. En ung studine ankommer til fødegangen i den franske by Brest og føder en søn, hun ikke vil have. Personalet kalder ham Theo, som så skal bortadopteres. Klar til adoption er Alice, der i 10 år har ventet herpå, og som selv om hun er fraskilt alligevel ved en ny lov har fået muligheden herfor. Men først er der en fortrydelsesret i 2 måneder og Theo skal altså i pleje. ..
Hele systemet kommer vi igennem i denne film, der ikke er et kritisk dokudrama, som man måske kunne forvente, men en film der viser at systemet virker! Historien udvikler sig til et ganske rørende kammerspil, hvor vi møder alle de sympatiske og omsorgsfulde mennesker, der er involveret i adoptionsprocessen. ”Det er en varm, rolig, humanistisk og optimistisk fortælling, og vi har også brug for sådan en film”, som Sdf’s anmelder slutter.
Sorry we missed you Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.
Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.