Nej, det er ikke i Gørlev, de gør det i denne film, men det kunne det såmænd godt ha været!
Laura har forladt sin ”bondske” hjemegn til fordel for et bohemeagtigt kunstnerliv i København. Hun har endda skrevet en roman om dette kedsommelige og indskrænkede landboliv, hun har forladt, så da hun inviteres tilbage til gården til brorens bryllup, udvikler det hele sig til et voldsomt familieopgør og kultursammenstød. Især da hun opdager, at brorens kommende ægtefælle er ingen ringere end den pige, der mobbede hende i skolen!
Det er en underholdende og velspillet film, som på mange måder tegner et fint billede af de store kulturforskelle, der findes selv i vores lille land. Og det lykkes faktisk den debuterende instruktør at vise ”fejlene” på begge sider, og hvor svært det kan være i en familie, hvor alle jo i grunden elsker hinanden, at forstå og respektere de kulturelle og samfundsmæssige udviklinger, der sker i hastigt tempo i dag og som vi er underlagt. Rosalinde Mynster gør det godt som Laura, der er i klemme!
Det er Niels Arden Oplevs ny meget personlige film, vi lægger ud med. Det har flere af hans film ganske vist været, men her slår han det selv i en slags nonfiktiv prolog til filmen ligefrem fast.
Filmens dominerende hovedrolle som Rose spilles betagende af Sophie Gråbøl. Hun er en psykisk syg midaldrende kvinde, der på initiativ af hendes søster, der også ledsager hende, rejser tilbage til Paris, for der at genkalde sig en ungdomstid, hvor hun var rask og oplevede en stor kærlighed.
Rejseformen er selskabsrejsen i bus, så en række danske mennesketyper fremstilles som baggrund for Rose, hvilket dels er underholdende og dels medvirker til at karakterisere Rose og hendes personlighed.
Det er en meget smuk, livsklog og seværdig film, som Gørlev Filmklub starter den ny sæson med.
28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
Erna i krig
I foråret 1918 under 1.verdenskrig er Tyskland trængt og har brug for alle sine unge mænd i skyttegravene. Også de nordschlesvigske, altså sønderjyderne, som for de dansksindedes vedkommende jo slet ikke opfatter krigen som deres. Den enlige mor Erna vil gøre hvad som helst for at beskytte sin lettere retarderede søn, og forklædt som mand drager hun med Kalle i krig, da også han indkaldes.
Det er grundhistorien i det sønderjyske makkerpar Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ ny film. Denne gang har instruktøren dog forvandlet den finurlige tone i Jepsens forfatterskab til det mere alvorlige. Han har med Ekko’s og Politikens anmelder ”gjort den skæmtsomme skrøne til den semitragiske skæbnefortælling”. Ja, faktisk er det blevet en repræsentativ og glimrende krigsfilm om sønderjydernes ufrivillige deltagelse i 1. verdenskrig. Og så spilles Erna jo eminent af Trine Dyrholm, ”i hvis ansigt, der sker mere end på alverdens slagmarker”, som Berlingerens anmelder skriver.
Anden film, klokken ca. 20.00:
Druk
Efter maden ser vi den danske Oscar-vinder, Thomas Vinterbergs Druk.
Bestyrelsen synes ikke vi kunne komme uden om at vise den. Det er trods alt en af verdens fornemste filmpriser, den har vundet, selv om vi faktisk er ganske delte i vores vurderinger af filmen.
Filmen skildrer en gruppe midtvejs-kriseramte, mandlige gymnasielærere, der kommer på den ide at afprøve en norsk psykiaters teori om, at mennesket for at agere optimalt bør være alkoholpåvirket. De begynder altså at drikke i hverdagen. Det er grundideen i filmen. Og mange, nok mest mænd, kan da sagtens genkende den tanke, at de ved bestemte lejligheder, hvor de har haft en lille skid på, også har været mere vellykkede i deres samvær med andre mennesker, fået omgivelserne til at le, charmeret damerne etc. Kort sagt, været en bedre udgave af sig selv! Thomas Vinterberg opfatter selv filmen ” som en hyldest til berusende livsudfoldelse”.
Er I enige? Døm selv! Se eller gense den! Det er under alle omstændigheder en meget spændende og velspillet film.
Undtagelsen
Aftenens film blev valgt af medlemmerne som jokerfilm sidste år, men blev aflyst som følge af corona-nedlukningen. Den skal vi naturligvis se alligevel i år!
Den er en filmatisering af Christian Jungersens mesterlige roman af samme navn fra 2004 og veksler mellem at være et kammerspil-lignende psykologisk drama og en international thriller. Altså mellem 4 kvinders intriger mod hinanden på et kontor og det tyvene århundredes værste folkedrab. Bogens og filmens formål er at vise at der ikke er nogen forskel hvad angår ondskaben i begge verdener. Forbindelsen mellem de to verdener består i, at kontoret, hvor de 4 kvinder er ansat, tilhører Dansk center for Information om Folkedrab.
Det er altid svært at få alle en romans intentioner med i en film, og det gælder også her, men castingen af og skuespillet af de fire kvindelige hovedroller gør Undtagelsen til en yderst seværdig filmatisering, selv om man, som Sdf’s anmelder skriver, ”forlader biografen fyldt med en følelse af ubehag efter mødet med så megen ondskab”.
Falling
Aftenens film viser mødet mellem John Petersen, der bor med sin mandlige samlever og deres adoptivbarn i Californien, og hans far, der er landmand fra Midtvesten, men ikke længere kan passe sin gård og derfor hentes af sønnen med henblik på at finde en beskyttet bolig til ham nærmere på. Det bliver ikke noget vellykket møde, for faderen er i sin begyndende demens både forvirret og grov og vulgær i sit bøssehad og i sin afstandtagen til alle former for afvigelser fra hans konservative normer.
Den dansk-amerikanske multi-talentfulde Viggo Mortensen har lavet en film, hvor han både er instruktør, manuskriptforfatter og spiller den ene hovedrolle som John. Det er på en gang en meget personlig film om forholdet mellem en gammel, halvdement far og hans midaldrende søn, og samtidig en film, der tydeligt viser det moderne Amerikas splittede tilstand. Som i Viggo Mortensens tidligere film, vi har vist i klubben: I Captain Fantastic var det opdragelsesmetoderne og livsstils-forskellene, i Green Book var det halvtredsernes racemæssigt splittede USA, her går splittelserne på kryds og tværs, men lige dybe. Det er et voldsomt drama.
En hvid, hvid dag
Island brillerer på filmområdet i disse år. Også på krimiområdet, som aftenens film velsagtens må rubriceres under, selv om den mest fremstiller en mands traumebearbejdning.
Filmen skildrer en politimands liv efter hans kones død ved en trafikulykke. Han lukker sig inde og vil ikke tale om sit tab, men tingene ændrer sig, da han under oprydningen af konens efterladenskaber opdager, at hun har været ham utro.
”Med En hvid, hvid dag gør den unge instruktør et uudsletteligt indtryk og indtager sin plads blandt europæisk films største talenter. Han har her begået en lille perle af en ”traume-krimi”, der lydefrit opnår harmoni mellem kunstnerisk udtryk og engagerende fortælling”, som filmtidsskriftet Ekkos anmelder slutter sin rosende omtale af filmen.
Krudttønden
Spillestedet på Østerbro, som har givet navn til aftenens film, kender vi jo bedst som stedet, hvor Danmarks hidtil eneste terrorangreb tog sin begyndelse. Manuskriptforfatter og instruktør Ole Chr. Madsen har lavet filmen herom, ligesom Erik Poppe gjorde for Norges endnu værre terrorangreb i Oslo og på Utøya, som vi viste i filmklubben sidste år. Begge film er sobre og taktfulde i deres fremstilling trods deres forfærdelige emne.
I aftenens film er formålet så tydeligt at skabe et præcist og overskueligt billede af, hvordan landet lå og byen så ud, da skuddene faldt. Skiftet mellem lange talescener og korte sekvenser, mellem selskaber i middelklassehjem og overvågningsbilleder af det danske parallelsamfund, skaber både filmisk fremdrift og virkningsfulde personportrætter. Det er på en gang ”en respektfuld og rasende film”, som Sdf’s anmeldelse så originalt slutter.
