Filmen er en anderledes film. Den består af fem små film, der i én forstand er helt forskellige og uafhængige af hinanden, men som dog er bundet sammen ved alle at handle om tillid og tillidsbrud i en eller anden forstand. Instruktøren har bedt fem forfattere om at skrive hver en historie om tillids-temaet, som hun så laver. Man kalder det en multiplot-film.
Det er der kommet en spændende, eftertænksom, men også svær, ”filosofisk” film ud af. Vi får ofte som tilskuere så få baggrundsoplysninger til de enkelte episoder, at det kan være svært at følge og forstå, hvad der sker. Måske havde de fem dele vundet ved at være foldet ud i selvstændige novellefilm. Men når det er sagt, så er det altså også vigtigt at understrege, at Anette K. Olesen er en modig og original filmskaber, der i sin mosaik om tillid viser os, hvor meget den betyder i vores relationer til hinanden og følgelig også, hvor ødelæggende tillidsbruddet kan være. Det er en oplagt film for filmklubbens tænksomme publikum.
Norges mesterinstruktør, der ingen forbindelse har med vores Trier, har også som Mia Hansen-Løve sidste filmaften lavet en film om en moderne storbykvinde. Men det er en hel anden kvinde, Trier beskriver. Vi følger hende i et tiår, men med vægten på tiden omkring de 30. Hun er sød og åben, men også ubeslutsom og rastløs, vil ikke bindes af forpligtigelser, fordi som hun siger ”hun vil noget mere med livet”. Hun ved bare ikke hvad! Ubeslutsomheden gælder både mht uddannelse, kærlighedsrelationer og børn. Hvor Hansen- Løves unge kvinde altså var præget af forpligtigelser, er Triers plaget af det modsatte: ubeslutsomheden og modviljen mod forpligtigelse.
Titlen må være ironisk ment, for hun er altså ikke noget slemt menneske, blot en typisk ung storby-middelklasse-kvinde med ”ondt i livet”, et resultat af alt for mange valgmuligheder. Det er en meget smuk og velspillet film, der selv om den behandler et typisk generationstema også har noget at sige til en ældre aldersgruppe.
Hvilken film der vises på denne aften blev afgjort før jul 2023.
I stemte filmen: DEN BLÅ KAFTAN
Den blå kaftan’ er en elegant sammenvævet kærlighedshistorie fra medinaen i Salé – lige nord for den marokkanske hovedstad Rabat. Her driver ægteparret Halim (Saleh Bakri) og Mina (Lubna Azabal) en kaftanbutik sammen med den unge lærling Youssef (Ayoub Missioui), som deler den samme passion for syning som hans læremester Halim. Det delikate håndværk er i forvejen udfordret af den stadigt mere industrialiserede klæde- og modebranche, da Halim langsomt begynder at fatte mere end bare professionel interesse for sin unge protegé. ’Den blå kaftan’ er en – på overfladen – nedtonet, nænsomt skildret kærlighedshistorie – fuld af varme, empati og liflige dufte og indfanget i de smukkeste, sensuelle billeder. …. Camera film
Filmen er en skarp og meget morsom samfundssatire. Først får vi præsenteret det gennemgående unge par, der lever af deres udseende som model og influencer. De er optaget af sig selv og penge og uden selv at vide det både morsomme og tragiske. Så følger det næste niveau af samfundssatire, hvor parret har vundet et luksus-cruise med meget rige mennesker, som kommer ud i en storm og forliser og lander på en øde ø, hvor rollerne i den grad byttes om.
Instruktøren, der allerede med sine forrige film, Force Majeure og The Square, som vi begge har vist i filmklubben, havde markeret sig stærkt, vandt fortjent
guldpalmen i Cannes sidste år. Filmen er på en gang meget morsom og velspillet, samtidig med at den virkelig vil noget, nemlig tegne et barsk billede af hvor det kapitalistiske klassesamfund har ført os hen. Det er virkelig blændende!
Nej, det er ikke i Gørlev, de gør det i denne film, men det kunne det såmænd godt ha været!
Laura har forladt sin ”bondske” hjemegn til fordel for et bohemeagtigt kunstnerliv i København. Hun har endda skrevet en roman om dette kedsommelige og indskrænkede landboliv, hun har forladt, så da hun inviteres tilbage til gården til brorens bryllup, udvikler det hele sig til et voldsomt familieopgør og kultursammenstød. Især da hun opdager, at brorens kommende ægtefælle er ingen ringere end den pige, der mobbede hende i skolen!
Det er en underholdende og velspillet film, som på mange måder tegner et fint billede af de store kulturforskelle, der findes selv i vores lille land. Og det lykkes faktisk den debuterende instruktør at vise ”fejlene” på begge sider, og hvor svært det kan være i en familie, hvor alle jo i grunden elsker hinanden, at forstå og respektere de kulturelle og samfundsmæssige udviklinger, der sker i hastigt tempo i dag og som vi er underlagt. Rosalinde Mynster gør det godt som Laura, der er i klemme!
Det er Niels Arden Oplevs ny meget personlige film, vi lægger ud med. Det har flere af hans film ganske vist været, men her slår han det selv i en slags nonfiktiv prolog til filmen ligefrem fast.
Filmens dominerende hovedrolle som Rose spilles betagende af Sophie Gråbøl. Hun er en psykisk syg midaldrende kvinde, der på initiativ af hendes søster, der også ledsager hende, rejser tilbage til Paris, for der at genkalde sig en ungdomstid, hvor hun var rask og oplevede en stor kærlighed.
Rejseformen er selskabsrejsen i bus, så en række danske mennesketyper fremstilles som baggrund for Rose, hvilket dels er underholdende og dels medvirker til at karakterisere Rose og hendes personlighed.
Det er en meget smuk, livsklog og seværdig film, som Gørlev Filmklub starter den ny sæson med.
28.4.2022 Sæsonafslutning med kort generalforsamling inden filmen
The Kindness of Strangers
Ved et tilfælde slutter vi af med to film med samme udgangspunkt: De er begge lavet af kvinder og tager udgangspunkt i et voldeligt ægteskab. Og begge fortæller gribende historier om menneskelig godhed i en ond verden.
I Lone Scherfigs ny film følger vi forskellige ”tilfældige” personer, der i et koldt og barsk New York møder hinanden. Den første er Clare, der som sagt flygter til byen for i dens menneskemylder at finde beskyttelse mod den voldelige ægtemand. Hun møder Marc, netop løsladt fra et andet fængsel, og derefter andre fortabte sjæle i andre former for nød og krise. En forfalden, tidligere glamourøs restaurant danner rammen om dette ”ensembledrama”. Her flettes karaktererne ind og ud af hinandens liv, mens de lidt efter lidt opdager, at deres håb og redning ligger i mødet med andre medmennesker.
Filmen viser betagende smukt, at tilfældige sammentræf og øjeblikke af kærlighed kan få overraskende og opløftende følger. En stærk og varm film!
I foråret 1918 under 1.verdenskrig er Tyskland trængt og har brug for alle sine unge mænd i skyttegravene. Også de nordschlesvigske, altså sønderjyderne, som for de dansksindedes vedkommende jo slet ikke opfatter krigen som deres. Den enlige mor Erna vil gøre hvad som helst for at beskytte sin lettere retarderede søn, og forklædt som mand drager hun med Kalle i krig, da også han indkaldes.
Det er grundhistorien i det sønderjyske makkerpar Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz’ ny film. Denne gang har instruktøren dog forvandlet den finurlige tone i Jepsens forfatterskab til det mere alvorlige. Han har med Ekko’s og Politikens anmelder ”gjort den skæmtsomme skrøne til den semitragiske skæbnefortælling”. Ja, faktisk er det blevet en repræsentativ og glimrende krigsfilm om sønderjydernes ufrivillige deltagelse i 1. verdenskrig. Og så spilles Erna jo eminent af Trine Dyrholm, ”i hvis ansigt, der sker mere end på alverdens slagmarker”, som Berlingerens anmelder skriver.
Efter maden ser vi den danske Oscar-vinder, Thomas Vinterbergs Druk.
Bestyrelsen synes ikke vi kunne komme uden om at vise den. Det er trods alt en af verdens fornemste filmpriser, den har vundet, selv om vi faktisk er ganske delte i vores vurderinger af filmen.
Filmen skildrer en gruppe midtvejs-kriseramte, mandlige gymnasielærere, der kommer på den ide at afprøve en norsk psykiaters teori om, at mennesket for at agere optimalt bør være alkoholpåvirket. De begynder altså at drikke i hverdagen. Det er grundideen i filmen. Og mange, nok mest mænd, kan da sagtens genkende den tanke, at de ved bestemte lejligheder, hvor de har haft en lille skid på, også har været mere vellykkede i deres samvær med andre mennesker, fået omgivelserne til at le, charmeret damerne etc. Kort sagt, været en bedre udgave af sig selv! Thomas Vinterberg opfatter selv filmen ” som en hyldest til berusende livsudfoldelse”.
Er I enige? Døm selv! Se eller gense den! Det er under alle omstændigheder en meget spændende og velspillet film.
Aftenens film blev valgt af medlemmerne som jokerfilm sidste år, men blev aflyst som følge af corona-nedlukningen. Den skal vi naturligvis se alligevel i år!
Den er en filmatisering af Christian Jungersens mesterlige roman af samme navn fra 2004 og veksler mellem at være et kammerspil-lignende psykologisk drama og en international thriller. Altså mellem 4 kvinders intriger mod hinanden på et kontor og det tyvene århundredes værste folkedrab. Bogens og filmens formål er at vise at der ikke er nogen forskel hvad angår ondskaben i begge verdener. Forbindelsen mellem de to verdener består i, at kontoret, hvor de 4 kvinder er ansat, tilhører Dansk center for Information om Folkedrab.
Det er altid svært at få alle en romans intentioner med i en film, og det gælder også her, men castingen af og skuespillet af de fire kvindelige hovedroller gør Undtagelsen til en yderst seværdig filmatisering, selv om man, som Sdf’s anmelder skriver, ”forlader biografen fyldt med en følelse af ubehag efter mødet med så megen ondskab”.
Ingen kender dagen
