Dobbeltfilmarrangement
1. film af 2 denne dag er denne som vi sætter i gang kl. 16.00 – Dørene åbnes kl. 15.30
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag. Tilmelding er nødvendig senest onsdag d. 11 november på tlf. 4057 8804 eller 5885-5209.
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Under nazismens opvågnen i Tyskland føler den populære østrigske og jødiske forfatter Stefan Zweig sig truet, og han rejser derfor i 1936 til Rio de Janeiro i eksil. Zweig har både svært ved at identificere sig med den politiske tidsånd i Europa og kravet til ham om kategorisk at fordømme den tyske befolkning. Samtidig forelsker han sig i Brasiliens multikulturelle samfund.
Da musiklæreren Winfried forlades af sin sidste elev og hans hund dør, er det tid for ham til at forsøge at rette op på forholdet til sin voksne datter. Hun er nemlig blevet en ensporet karrierebevidst business-kvinde, der arbejder som konsulent i et rumænsk oliefirma. I et forsøg på at nå ind til hendes skjulte, oprindelige jeg, tager faderen uanmeldt til Bukarest og opsøger hende – ikke som sig selv, men med paryk og falske tænder som coachen Toni Erdmann! Den skæve komik opstår mellem den groteske Toni-figur og businessverdenen og dens omgangsformer.
Efter sigende er det sjældent, at premieregæsterne ved Cannes-filmfestivalen har grinet så meget. ”Filmen veksler helt ubesværet mellem det komiske og det patetiske, mellem den platte joke og den sitrende følelse. Toni Erdmann forsøger at være morsom, men er det ikke. Filmen derimod forsøger ikke at være morsom, men er det!”, som Sdf-anmelderen siger det.
.
Skinhellige sataner og børn med urovækkende, uaflæselige ansigter fylder billedet og bliver siddende længe i tilskueren efter aftenens film.
Den foregår i en tysk landsby i tiden op til første verdenskrig. Patriarkatet hersker i det lille samfund, hvor der både udøves en social og opdragelsesmæssig ”terror” og en helt konkret: Lægen falder af hesten, da denne snubler over en snor, som nogen har spændt ud mellem to træer, baronens søn tæves og bindes ude i skoven og den slags handlinger, som ingen ved hvem har begået, og hvor alle mistænker alle. Hadet og ondskaben lurer i det fortrængte. Titlens hvide bånd er bundet om armen på præstens børn med formaning om den rette tro – med risiko for at de udvikler sig til individer af samme autoritære og dobbeltmoralske slags som deres forældre. Landsbyen ses som et både menneskeligt og følelsesmæssigt udtørret sted, og kun den unge skolelærer synes at være i kontakt med sin elementære menneskelige godhed. Men han er også en fremmed i samfundet…
Hanekes film fik guldpalmerne sidste år i Cannes og er virkelig et uforglemmeligt mesterværk. Filmen ønsker faktisk intet mindre end gennem sin skildring af landsbyens verden at forklare, hvordan Europa kunne kastes ud i to verdenskrige, og hvordan fascisme/nazisme opstår i et samfund.
Filmen skildrer den autentiske historie om en somalisk pige med et helt usædvanligt livsforløb. I en alder af fem blev Waris omskåret med deraf følgende livslange ar på krop og sjæl. Da hun var tretten blev hun solgt ind i et ægteskab, og efter hendes flugt til England blev hun opdaget af en kendt modefotograf og blev berømt fotomodel.
Filmen bygger på Waris Diries selvbiografi, der er blevet en bestseller, og har givet hende status som goodwill-ambassadør for FN mod kvindelig omskæring. Og filmen er da også ganske didaktisk filmkunst af den gamle skole med et klart budskab. Men det lykkes på en smuk og sober måde at formidle sagen. Og æstetiske og fortællemæssige forbehold, som der ifølge en del anmeldere sagtens kan rejses overfor filmen, virker pernittengrynske, når der hver dag omskæres 6000 piger! Alene af den grund er filmen nødvendig.
Vi har en lang tradition i filmklubben for at vise film fra fjerne kulturer. Denne aftens og næste klubaftens film er eksempler derpå.
Den iransk-kurdiske instruktørs film, Half Moon, fortæller historien om den nu aldrende, kendte kurdiske sanger Mamo, der får mulighed for at holde en sidste koncert. Hans sang og musikalitet er en myte i hele det Kurdistan, som jo statsretligt ikke eksisterer, men som tæller sit folk i millioner i både Iran, Irak og Tyrkiet. Først skal han samle sit band og finde sin kvindelige sanger. Det er ikke så let i et land, hvor kvinder ikke må synge offentligt! Mamo går dog på med krum hals for at realisere sit fantastiske projekt, genner sine mange meget forskellige musikersønner ind i en bus, og så går jagten på sangerinden ind.
Filmen er både realistisk og symbolsk, har en blanding af afsind og smerte, og bliver med sine mange smukke drømmeagtige scener både til en magisk fortælling og en politisk samfundskritik. Det er en ganske særlig film, der har vundet mange priser på internationale filmfestivaler.
Det er sjældent i dag at finde instruktører der kaster sig ud i det store, historiske familieepos, men aftenens film er et sådant: En tre timer lang, storslået skildring af den ungarnsk-jødiske slægt Sonnenschein, hvis omtumlede og ofte tragiske tilværelse i Ungarn man følger over mere end tre generationer, fra slutningen af 1800-tallet og næsten frem til i dag. Samtidig bliver det en skildring af nazismens og kommunismens forbrydelser i Europa og af det vanskelige valg, der selvfølgeligt er specielt for den jødiske slægt, men i virkeligheden universelt, mellem enten at fastholde en særlig religiøs, social og kulturel identitet eller at forsøge at assimilere sig mest muligt med det omgivende samfund for at undgå diskrimination og forfølgelse. Filmen kombinerer den brede samfundsskildring med en skildring af familiens ofte tumultariske privatliv med generationsopgør, ægteskaber og utroskab og de mere personlige anfægtelser, og er altså også et kærlighedsepos. Historien fortælles af den nulevende Ivan Sonnenschein, og Ralph Fiennes ( som vi husker fra ”Den engelske patient” og ”Schindlers liste”) spiller – rost til skyerne – den gennemgående hovedrolle som patriarken i de tre generationer: som bedstefar/Ignatz, far/Adam og søn/Ivan. Det er ikke et opmuntrende billede af Europa i det 20. århundrede vi får, men det er en imponerende, velspillet og vigtig film.
