Ser du månen Daniel

Ser du månen, Daniel er historien om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med flere andre udlændinge, bl.a. den amerikanske journalist James Foley. I filmen følger vi Daniels kamp foroverlevelse i fangenskab, hans venskab med James og hvordan hans familie hjemme i Danmark håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem. Midt i krisen står den danske gidselforhandler Arthur, der får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

Ser du månen, Daniel er en dansk filmatisering af Puk Damsgårds bestseller fra 2015 af samme navn.

Den Skaldede Frisør

Astrid og Patricks bryllup skal stå i det naturskønne Sorrento. Brudens mor, frisøren Ida, har netop brudt med sin mand, Leif, som kommer anstigende til festen med sin nye, blonde nipskæreste. Gommens far, den britiske forretningsmand Philip, er også taget sydpå. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones død, men måske finder han fred i sindet under Italiens sol?

Hævnen

Vi lægger ud med sidste års store danske succes, Susanne Biers Oscarvinder, der skal ses og også sagtens kan tåle et gensyn, hvis man har set den. Filmen har nemlig alle de kvaliteter, der skal til for at blive en umiddelbar succes, men er samtidig også en tænksom lignelse om voldens og ondskabens væsen og vores reaktion på den.
Filmen skildrer både den store og den lille verden. Anton er læge, der arbejder i en afrikansk flygtningelejr og bl.a. stilles over for det dilemma at skulle holde sit lægeløfte og hjælpe også voldens primære årsag i området, den terroriserende bandeleder. Samtidig pendler han hjem til sin kone og to børn i det på overfladen idylliske Danmark.

Det er i sig selv problematisk. Samtidig bliver hans 10årige søn ven med klassens nye dreng, og en foruroligende alliance opstår. Den ny dreng har nemlig ikke blot sin ene forælder langt væk, men har mistet sin mor, og reagerer som kompensation herfor med vold og magt over for omverden.
Bier vil altså meget i sin film: Den lille verden i Danmark skal forbindes med den store, og børnenes univers forbindes med de voksnes. Det er fascinerende at følge Biers løsninger. Og der spilles fremragende i både voksen- og børnerollerne

Red Road

Aftenens film er skotsk, men blevet til på dansk foranledning. Lars von Trier står bag konceptet, hvor tre debuterende instruktører skaber historier ud fra et fælles persongalleri, som er skabt af to andre kendte danske filmnavne, Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Den er blevet meget vellykket og blev derfor også præmieret med juryens store pris i Cannes sidste år.
Filmen giver et råt og ærligt portræt af en kvindes vej ud af sorgen. Hovedpersonen arbejder i et overvågningsfirma i den skotske storby Glasgow. Hun tager sit arbejde alvorligt og lever et stille og kontrolleret liv tilsyneladende, men under facaden gemmer hun en stor sorg. En dag dukker en mand fra hendes fortid op på en af overvågningsskærmene, og det står hurtigt klar, at hun må konfrontere ham og gøre fortidens regnskab op.
Om de to andre film i Triers koncept bliver lige så gode, vil fremtiden vise. Andrea Arnold ”har i hvert fald sat en høj standard med denne umådelig indtryksfulde film, der sidder i hovedet i lang tid efter”, som Ann Lind Andersen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende.

Hvid Nat

Valgt som en af årets Jokere 2007-08

Ulrich er en klassisk dum skid, der lyver oog snyder og tjener kassen på det. En våd aften på en bar kommer han til at skubbe til fulderikken Allan, der faldr og dør.

Mens omgivelserne bagatelliserer hændlserne, begynder Ulrichs kyniske facade langsomt at smuldre.

Han beslutter sig efterfølgende for at drage mod København NV for at hjælpe den afdødes  kone og to børn.

Efter Brylluppet

Denne film blev valt som den ene af to Jokere i sæson 2006-07

Danske Jacob leder et børnehjem i Indien, og han bliver dybt frustreret, da han får besked om, at hjemmet skal lukkes. Men så kommer forretningsmanden Jørgen ind i billedet, og han har et usædvanligt tilbud med sig. Jørgen vil kaste penge i børnehjemmet, hvis Jacob til gengæld rejser tilbage til Danmark og deltager i Jørgens datters bryllup

Brødre

Susanne Biers drama var sidste års kassesucces og er allerede set af knap en halv million danskere, så vi har naturligvis diskuteret om vi så også skulle vise den i klubben. Men dels skal gørlevborgere langt fra biografer, der ikke fik set den, også have en chance, og dels kan filmens intense psykologiske skildring af konfliktramte personer sagtens bære et gensyn.
Om filmen skriver Bier selv: ”Filmen handler om det paradigmeskift, der er sket i vores samfund. En erkendelse af at krig og terror også bor her, og at vi ikke længere er et lille beskyttet univers.”
I filmen møder vi to brødre, Michael med en velfungerende karriere i forsvaret, en dejlig kone og to små piger, og den mere kiksede lillebror Jannik, der lever et ansvarsløst driverliv på kant med loven. Da Michel sendes på FN-mission i Afghanistan og meldes savnet, formentlig dræbt, træder Jannik i karakter. Og selv om Michael vender hjem fra et traumatiserende fangenskab, er den lille familie Danmark ramt, den store verden har trængt sig på, og for altid er familiemedlemmernes forhold til hinanden og til de vante livsformer forandret.
Det bedste og mest ætsende ved filmen er de fornemme skuespilpræstationer i hovedrollerne. I indkredsningen af personernes relationer overbeviser de i hver en meter. Som Morten Piil siger det i sin anmeldelse i Information:” Det er næsten trivielt at gentage om en god dansk film, alligevel må det siges: spillet er godt, af og til i verdensklasse”.

Elsker dig for evigt

Susanne Bier, der fik dundrende succes med ”Den eneste ene”, får med aftenens film sit andet gennembrud – til en alvorligere og dybere filmskaben.
Filmens handling er ellers ret banal og enkel og lidt vel skæbnesøgt: To unge dybt forelskede mennesker rammes pludselig af ulykken. Han køres ned og lammes fra halsen og nedefter. Hun søger trøst i sin ulykke hos lægen på hospitalet, og bryder derved ind i et velfungerende ægteskab. Denne forbudte, men også sande kærlighed på tværs af partnerskab og moralske grænser, er det filmen følger og afdækker.
Og det er dette der gøres så fremragende i Biers film. Af så fremragende skuespillere! Filmen er en dogmefilm, og det håndholdte kamera går tæt på dem, mens de siger de vanskeligste sætninger ( som f.eks. titlens), og det gør de alle fire så man tror dem. Som Ebbe Iversen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende: ”Lad os blæse på dogme-reglerne og juble over dansk films overdådighed af talentfulde skuespillere og konstatere, at ”Elsker dig for evigt” er oprivende, hjerteskærende, tankevækkende og bevægende”.

Blinkende Lygter

Anders Thomas Jensen har længe som manuskriptforfatter og kortfilmsinstruktør ( bl.a, fik hans morsomme lille ”Valgaften” en Oscar i kortfilmkategorien sidste år!) spillet en rolle i dansk film, men det er først med aftenens film han debuterer som spillefilminstruktør. Filmen følger fire venner og småforbrydere, der hugger nogle penge og derfor må gemme sig i en forladt skovrestaurant. Her går de hinanden på nerverne, mens vi efterhånden lærer dem at kende, dels gennem flashbacks, men også via mødet med de lokale mere eller mindre besynderlige typer. Det kan være svært at sætte etiket på filmen, for er det en komedie, en actionfilm eller et poetisk eventyr om skæve eksistenser? Det kan være lidt af hver – eller det hele! Under alle omstændigheder er det vittig og psykologisk indsigtsfuld underholdning, som man bliver i godt humør af.