Bemærk! Aftenen indledes med filmklubbens generalforsamling og dernæst vises filmen.
Vi har før vist flere af de belgiske Dardenne-brødres fremragende socialrealistiske film, ja i klubbens 18.sæson i 2004-2005 viste vi hele 3 af dem, da brødrenes film endelig blev tilgængelige i Danmark, efter at ”Rosetta” vandt de gyldne palmer i Cannes i 1999. Sidste år vandt de så atter med aftenens film juryens store pris, en film der endnu engang sætter et af deres foretrukne temaer på dagsordenen: forholdet mellem forældre og børn, og hvordan man løbende må kæmpe med at tage ansvar på den rigtige måde i den relation.
Filmen er en gribende fortælling om den 12 år gamle Cyril, som er placeret på en institution, fordi faren ikke ønsker ansvaret for ham. Men Cyril vil finde ham og er altid på farten, rastløst ledende efter kærlighed uden at vide det. Da han møder frisøren Samantha, bliver hun som en mor for ham og prøver at bringe ham på ret køl, men det er ikke let, for drengen er også et let offer for en ung, kriminel fyrs venskab. ”Ud af tristessen fødes dog et spinkelt håb, såvel for Cyril med cyklen som for filmkunstens fortsatte evne til at formidle de gode historier så simpelt og godt som her”, som Politiken slutter sin rosende anmeldelse.
Vi har tradition for efter årets generalforsamling ( som man altid trygt kan møde op til, for der er ingen risiko for at blive indvalgt i bestyrelsen!) at vise en sjov og skæv film, og det kan vi også love jer i år.
Byen, som vi på dansk kalder Brügge, på fransk og engelsk Bruges, er en smuk middelalderby i Flandern i Belgien. Og ”hvem fanden vil tage til Bruges”, er spørgsmålet fra den ene engelske lejemorder til den anden. Det vil de fleste gerne efter at have set filmen, men for de to lejemordere, der er blevet beordret på ”ferie” i byen efter er fejlslagent ”job” er det mere tvivlsomt. Men selv når skyderne hviler for de to hitmen, sker der ting og sager.
Filmen er en slags gangsterkomedie, ”lige dele Beckett, Tarantino og Graham Greene”, der er svær at placere. Den er både tragisk, surrealistisk og komisk, altid rap i dialogen og med fantastiske billeder af middelalderbyen af den danske fotograf Ejgil Bryld. ”In Bruges er en stemningsfuld billedfortælling, fuld af mørk latter, ægte kropsvarme, betydelig spænding og konkret moral. Den er ikke så let, som den virker, men heller ikke så tung, som man tror. Man ved aldrig, hvor man har den”, som Bo Green skriver i sin anmeldelse i Weekendavisen.
Denne film blevvalgt som en af årets Jokere 2007-08
James Gregory er en hvid afrikaner i Sydafrika, og ser på alle sorte som undermennesker. Da Mandela bliver sat i husarrest på Robben Island, bliver det Gregorys opgave at bevogte ham. Mens årene går, bliver de to efterhånden venner og Gregory udvikler sig fra en enøjet racist til en vaskeægte humanist med stor respekt for alle sine medmennesker.
Filmen skildrer Shlomos liv i Jerusalem, hvortil han er kommet fra Sudan som ni-årig i 1984 som led i den markante redningsaktion af 25.000 etiopiske jøder, de såkaldte falashaer, der ellers var sultet ihjel. Evakueringen var et samarbejde mellem amerikanske tropper og den israelske efterretningstjeneste, blev kaldt Operation Moses og i sig selv en stor succes. Men falashaerne blev ugleset og dårligt behandlet i Israel ( forestil jer hvordan Dansk Folkeparti ville reagere, hvis 25.000 arabiske ”nordbo-fætre” blev fløjet ind og tildelt statsborgerskab i Danmark overnight!)
Filmen skildrer altså hvordan livet for en af disse skæbner, Shlomo, udvikler sig i Israel. Tilmed er Shlomo slet ikke jøde, men kommet med på grund af sin snarrådige kristne mor i samme flygtningelejr, der ser chancen for sin søn, gør sig hård og puffer drengen ind i køen af udvalgte falasha-jøder. ”Gå !Lev! Bliv!” siger hun til sønnen.
Filmen bliver altså en skildring af at finde sin identitet blandt fremmede mennesker, ikke nødvendigvis som jøde, men som en mulighed for alle til alle tider, og den er netop blevet rost for medrivende at solidarisere sig med outsideren og sætte tilskueren i den fremmedes sted. ”Det er skildringen af ét livs forsøg på at være og blive, som endelig lykkes, ikke i kraft af nogen tro eller herkomst, men fordi der findes kærlighed mellem mennesker. Det er ikke en film for kyniske kræfter, men en af de mest gennemførte dannelseshistorier som er fortalt i nyere tid”, som Bo Green slutter sin rosende anmeldelse i Weekendavisen.
”Alting var bedre på Stalins tid”, siger den gamle bedstemor Eka i Tblisi i Georgien. Hun bor sammen med sin midaldrende datter, Marina, og dennes universitetsstuderende datter Ada, og gennem skildringen af deres liv, tre generationers kvindeliv, får vi et glimrende billede af det postsovjettiske samfund. I centrum står den fraværende Otar, der er rejst til Frankrig, dels fordi familiens hu står til alt fransk, dels for som mange østeuropæere at søge lykken i vesten. Den gamle lever for denne fraværende søn og hans breve, så da han meldes død ved en arbejdsulykke, beslutter Marina og Ada at holde det skjult for den gamle hendes sidste tid og fabrikerer selv breve fra den afdøde. Men løgn avler løgn, og selvfølgelig kommer sandheden for en dag.
Hvordan det kommer til at foregå skal ikke afsløres her. Den debuterende kvindelige instruktørs manuskript er så veldrejet, at man må gætte hele vejen til den helt overraskende finale, hvor det der umiddelbart tegnede til afslutninger i stedet bliver til nye begyndelser.
Der er mange temaer i filmen: løgn og sandhed, kvindeliv og livskraft, migration og afmagt, men vigtigst nok, at vi alle har ansvar for hinanden. Det er en dejlig, varm og rørende film.
Vi slutter sæsonen af med endnu et stærkt teenageportræt i den dystre ende, Dardenne-brødrenes 3 film om pigen Rosetta, der virkelig er hårdt ramt. Slidt at tilværelsens urimeligheder er hun konstant i angrebsposition, en sej fighter, men med mange odds imod sig, fanget som hun er i et liv med brutalitet og fravær af håb. Moren er alkoholiseret, faren fraværende. Hvordan skildre en sådan skæbne uden at det, som Søren Winterberg skriver i sin anmeldelse i Politiken, ender ”i sentimentalitetens grøft: ”Rosetta klarer ærterne”, eller i propagandaens lige ved siden af: ”Sådan er kapitalismen”. Men det kan Dardennebrødrene med deres minimalistiske, næsten dokumentariske stil.
En anden årsag til at filmen er så vellykket og virker så stærkt er hovedrolleindehaverens formidable spil, der med en utrolig rigdom formår at fylde de mange nærbilleder af sit ansigt. ”Den enkle historie får dermed en storhed over sig, som gør den guldpalmebelønnede film til en oplevelse af de helt store”, som Ole Caspersen skriver i sin omtale i sdf-kataloget.
Dette er den seneste film af de belgiske filmbrødre, der så markant er slået igennem de sidste par år. Også den fortæller enkelt og ”dogmeagtigt” en gribende historie.
Tømreren Oliver arbejder på et center, hvor formålet er at udsluse belastede og utilpassede unge til arbejdsmarkedet ved at uddanne dem. Da en ny dreng møder op, opfører Oliver sig mærkeligt. Han nægter at have noget med ham at gøre, men er alligevel enormt optaget af ham. Han ligner en der vil slå drengen ihjel – eller omfavne ham! Og det har selvfølgelig en forklaring, som ikke skal røbes her.
Oliver er det martrede menneske, som kameraet følger gennem filmen. Og vi holdes som tilskuere fast i et skruestik, uden først at forstå, hvad Oliver har på drengen. Langsomt går det op for os, og så venter vi på reaktionen, der må komme…
Filmen er socialrealisme så det batter, men kan også ses som en religiøs lignelse. Uden en eneste ydre besmykkelse er der tale om et fortættet, psykologisk kunstværk, ”uendelig meget mere spændende, end det lyder”, som Politikens anmelder sluttede.
I denne sæson viser vi tre belgiske film, alle skabt af de indtil nu i Danmark ukendte Dardenne-brødre. De har først nu fundet en modig dansk distributør, selv om der er tale om stærke og bevægende film og ”Rosetta”, som vi slutter sæsonen med, vandt de gyldne palmer i Cannes i 1999.
Dardenne-brødrene er realister, der uden løftede pegefingre viser os samfundets barskere sider. Vi kender det især fra den engelske socialrealistiske film ( Mike Leigh og Ken Loach), som film-klubben også har fulgt tæt i årenes løb. Ikke for ingenting har brødrene en lang række dokumentarfilm bag sig, før de kastede sig ud i fiktionen.
I ”Løftet” handler historien om teenageren Igor og hans far Roger, som lever af at udleje usle boliger til illegale indvandrere i Liège. Den dominerende far drives af kynisk profitbegær, og da en immigrant fra Burkina Faso falder ned fra et stillads og slår sig ihjel, sørger far og søn for at skjule liget og hemmeligholde dødsfaldet. Sønnen Igor er dog knap så afstumpet som faderen, og filmens spænding opstår da sønnen vender sig mod faren. ”Kompromisløs og vedkommende filmkunst”, kalder anmelderne det.
