Ordets magt
Aftenens film fortæller historien om mønsterbryderen Neïla, en ung, kvik fransk-arabisk kvinde, der trods en opvækst i ghettoen er kommet ind på det prestigefyldte jurastudie på et fransk universitet. Her undervises hun bl.a. af den brillante professor Pierre Mazard, der nok er dygtig, men også på mange måder en reaktionær provokatør med sexistiske og racistiske holdninger. Efter at have ført sig frem på det groveste over for Neïla, får han en velfortjent reprimande af universitetsledelsen og tvinges til at coache Neïla op til de franske universiteters prestigefyldte konkurrence i retorik, en disciplin der dyrkes langt mere i den franske tradition end vi kender det herhjemme.
Og det kommer der mildest talt en underholdende tvekamp ud af! Man kan dårligt tænke sig en større modsætning end de to, men de kan også give hinanden noget, viser det sig. Det er ikke nogen speciel ”stor” film, men den skildrer et kultursammenstød meget skarpt, varmt og underholdende.
Blogarkiv
The House that Jack built
Trofaste medlemmer af Gørlev Filmklub kan sikkert tænke sig til, at aftenens film, ligesom Utøya, har givet anledning til stor diskussion og uenighed i bestyrelsen under årets filmvalgmøde. Her drejer det sig om filmens ubehagelige vold, der får nogle til at fravælge den. Modsat kan man hævde, at Lars von Trier uden tvivl er Danmarks mest betydelige originale filmskaber, og at vi har vist de fleste andre af hans film gennem tiden, så burde hans nyeste værk ikke kunne vises i en filmklub, der vil kalde sig seriøs? Det sidste synspunkt vandt, kan I forstå, men nu er medlemmerne præsenteret for det andet – og advaret!
I filmen møder vi Jack, der aldrig blev arkitekt, så han kunne bygge sit eget hus, men i stedet blev seriemorder, der betragter de 5 mord, han begår over en årrække som sit kunstværk. Han må kaldes psykopat, men også en charmerende, egoistisk narcissist. Lige som navnebroren Jack the Ripper fotograferer han sine ofre og sender dem til en avis, og han fører diskussioner om sit ”kunstværk” med Hr. Verge, som repræsenterer romantikkens kunstsyn om det gode, det sande og det skønne. Grusomheden og sadismen afløses her af sort humor, så man med Sdf’s anmelders ord ”er ubehageligt underholdt – på trods”.
Loveless
Det russiske ægtepar Sjénja og Boris skal skilles, da de begge har fundet nye partnere. De bor dog stadig sammen, men kan ikke længere fordrage synet at hinanden. Det store stridsspørgsmål er forældremyndigheden over deres 12-årige søn, Aljósja. Efter at den ulykkelige dreng overhører et særlig modbydeligt skænderi mellem forældrene, stikker han af hjemmefra – men er han overhovedet savnet?
Det spritnye testamente
Bemærk!
Vi starter med Generalforsamling kl. 19.30. Herefter viser vi:
Dette bliver vist garanteret den mest gakkede komedie, der har været vist i Gørlev Filmklub! Og måske har vi ladet os forføre af Sdf’s anmeldelse! Flertallet af de øvrige anmeldelser–læst efter valget! –er mildest talt ”blandede”!
Men altså: I denne belgiske komedie, eller hvad vi nu genre-mæssigt skal kalde filmen, bor Gud i Bruxelles, også kendt som paradis, og er en sur gammel mand, permanent iklædt en snusket badekåbe og tøfler, gift med en underkuet kone og med en søn, JK, der er stukket af hjemmefra. En dag får også den 10-årige datter Ea nok af den tyranniske fader og beslutter at drage hjemmefra for at fuldføre bror JK’s påbegyndte mission. Hun samler en flok disciple, og gennem deres historier får hun forfattet et spritnyt testamente, der ikke handler om lidelse og ondskab, men om kærlighed og sandhed.
Det lyder weird og er måske mere et eventyr eller en moralitet, der på en kulsort, humoristisk måde får behandlet livets store problemer. En stund har man mødt fantasiens mulighed for at verden kan blive anderledes – eller man er gået skrigende bort!
Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
19.30 Generalforsamling
Filmstart lidt før kl. 20.00
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben
Bemærk !
Denne torsdag er ekstraodinært i lige uge p.gr. af Påsken.
Jeg, Daniel Blake
Daniel Blake, filmens hovedperson, har været snedker i en menneskealder, da han rammes af sygdom og ikke kan arbejde. Han må bede staten om hjælp, men livet er ikke nemt, når man skal følge statens forvirrende og ydmygende regelrytteri. Han gør imidlertid sit bedste og har endda overskud til at hjælpe den enlige mor, der også er i klemme i systemet.
Sjældent har man set skildret en kritik af velfærdsamfundets bureaukratiske bagside så stærk og gribende. Loach og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, har skabt endnu en socialrealistisk harmdirrende beretning om almindelige menneskeskæbner, der sjældent finder vej til det store lærred. Der er ingen store filmiske armbevægelser hos Loach, men det stille har også ret, når det formidler en så vigtig fortælling. Også i Danmark gælder det, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, at det er ”en tiltrængt film til tiden”.
Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben
To dage, en nat
Da fabriksarbejderen Sandra efter en depression får besked om, at hendes job ved en afstemning er sparet væk til fordel for en bonus på 1000 Euro til hver af de andre medarbejdere på den lille solcellefabrik, hun før sygdommen har arbejdet på, bryder hendes verden sammen. Opmuntret af mand og børn beslutter Sandra dog at tage kampen op og får foranstaltet, at en ny afstemning kan finde sted efter weekenden. Hun har derved, som titlen siger, to dage og en nat til at bearbejde sine kollegaer til at vise solidaritet med hende og få dem til at stemme anderledes.
Marion Cotillard, der forrige år spillede den benamputerede kvinde i ”Smagen af rust og jern”, er blændende som den skrøbelige Sandra, der vandrer fra dør til dør, for at få sine kollegers opbakning. Filmen ”er en samtidsfabel, der på indtrængende vis i Sandras insisterende skikkelse får os til at tænke på, hvad der er vigtigt i livet. Dardenne-brødrene (flere af hvis film vi har vist gennem årene her i klubben) har igen lavet en intens lille historie om almen stor problematik”.
Dørene åbnes kl 19.00
Cafe fra 19.00-19.30 samt i pausen midtvejs.
Filmstart 19.30
The Angels’ Share
Den småkriminelle Robbie skal være far og er derfor sluppet med samfundstjeneste i stedet for en fængselsdom under forudsætning af, at han holder sig ude af karambolage med loven. Ved et tilfælde opdager den unge ballademager, at han har ”næse” for whisky, og det sender ham på et eventyr med en potentielt stor gevinst.
Den nu 77-årige Ken Loach har lavet mange gode, om end barske socialrealistiske film fra den engelske arbejderklasse. Og Gørlev Filmklub har vist adskillige, My Name is Joe og Sweet Sixteen kan jeg umiddelbart komme i tanke om. Men i aftenens film er han blevet lidt mildere og frem for alt morsommere. Filmen er stadig socialrealistisk, og kan fint siges at handle om social arv, kriminalitet og ungdomsarbejdsløshed, men den er frem for alt en humanistisk og optimistisk fortælling om en ung fyr, som pludselig får den chance, han aldrig har fået før, og opdager noget, han er god til.
Englenes andel kalder man den lille mængde spiritus, som fordamper under lagring. Det er et fint udtryk, som Loach her har gjort til det poetiske omdrejningspunkt i sin hidtil luneste film.
Nymphomaniac
Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.
Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).
Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.
Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.
The Broken Circle Breakdown
Filmens krøllede titel henviser til ”Will the Circle be Unbroken”, en kendt gammel amerikansk salme, som den mandlige hovedperson synger med sit bluegrassband i begyndelsen af filmen. Samme dag har han mødt tatovøren Elise og inviteret hende til at se ham optræde. Sådan begynder en stor kærlighed, men den kronologiske sammenhæng falder først på plads langt inde i filmen. Først vises det ødelæggende tab, som rammer parret, da deres glæde er størst.
Belgisk countrymusik, kærlighed, kræft og spørgsmålet om en guddommelig tilstedeværelse lyder ellers som ret uforenelige størrelser, men i denne film, Belgiens Oscar-kandidat sidste år, går det hele op i en højere enhed. Det er en meget bevægende film, som to af bestyrelsesmedlemmerne i filmklubben har set og stærkt anbefaler. Jyllandsposten anmelder er enig: ”Det er simpelthen svært at finde noget som helst negativt at sige om dette stykke begavede filmkunst”, slutter hun sin anmeldelse. Den vandt også publikumsprisen ved CPH PIX.
Smagen af Rust og Ben
Endnu en fransk film, men sandelig meget forskellig fra dobbeltarrangementets to. Filmen følger en sær kærlighedshistorie mellem to meget forskellige personer: Ali er med sin femårige søn på slæb ( ja, sådan virker det, det er ikke den store kærlighed, han er i stand til at udvise!) taget til rivieraen. Han er en ureflekteret og ret afstumpet type, der lever af sine kræfter som dørmand og slagsbror. Som sådan møder han Stephanie, der er smuk , overlegen og selvsikker og lever af at tæmme råheden i form af at dressere spækhuggere. Men en dag går det galt for hende, og det mærkelige kærlighedsforhold starter…
Filmen har fået ret så forskellige anmeldelser, men Filmland, Politiken og et par fra bestyrelsen, der så den ved en screening, er ret begejstrede. Det er en rå og uforudsigelig film om mennesker i deres drifters vold, men også ”fortællingen om kærlighed, der trodser alle ydre forhold, om skønheden bag alt det grimme, det stærke modlys, der vækker livsviljen trods modløsheden”, som Sophie Engberg Sonne skrev i sin overstrømmende anmeldelse i Politiken.