Kort generalforsamling
og derefter
Gøg og Gokke
Vi slutter sæsonen med en både sjov og filmhistorisk spændende film.
Stan Laurel (1890 – 1965) og Oliver Hardy (1892 – 1957) – med andre ord Gøg og Gokke – var titaner i pionertiden for amerikansk film, og John Bairds film begynder her: På settet til ”Way out West”, deres kostelige westernparodi. Begge mænd er bitre og frustrerede, synes de underbetales af producenten og har lige lovlig meget gang i den mht spil og damer. Så springer vi til 16 år senere, da parret er blevet turnerende anakronismer for halvtomme sale i England. Der er op- og nedture i det følgende og begge mænd har helbredsproblemer.
Det er et bittersødt, charmerende og nostalgisk portræt, der tegnes af de to komikere. Venskabet mellem dem er rørende skildret, så man både ler og græder.
Dobbeltfilmarrangement – Første film kl 16.00
Blinded by the light
Man siger, at musik kan forandre verden, og det er netop, hvad Bruce Springsteens rockmusik gør for den 16-årige Javed Khan, der som pakistansk 2.generationsindvandrer vokser op i Luton nord for London. Vi er i 1980’ernes Thatcher-periode med arbejdsløshed og racisme. Javed er en følsom dreng, der gerne vil væk fra både sin patriarkalske, pakistanske familie og Luton, og Springsteens musik og tekster bliver katalysator for hans oprør og frigørelse. Musikken er ikke bare underlægning, men orkestreret som uimodståelige musicals, som man griber sig selv i at synge med på. ”Det er en rigtig feel-good-film, men man bliver altså så glad over at se Javed finde sin vej”, som Sdf’s anmelder skriver.
Dobbeltfilm
Gode film og god mad passer sammen. Vi fortsætter vores tradition med to film og middag.
Tilmelding til maden er nødvendig og skal ske senest tirsdag d. 4. november
på tlf. 4057-8804 (Paw) eller 4031-0143 (Birthe)
Man er naturligvis velkommen til at se begge film eller blot den ene. Med/uden spisning.
Sorry we missed you
Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.
Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.
Filmen foregår i England i Dronning Anne Stuarts regeringsperiode fra 1702 til 14. Landet var i krig med Spanien, og parlamentets to partier, Whigpartiet og Torypartiet, sloges om at fange dronningens opmærksomhed. Hun er mest optaget af sine fysiske plager og sine ”kanin-børn”. Hun var i øvrigt gift med den danske prins Jørgen (Georg) med hvem hun fik 17 børn, der alle enten ikke var levendefødte eller døde som helt små!
Dette dybt betændte miljø skildres som den rene galimatias og kostumekomedie af den mærkelige græske instruktør i denne mærkelige historie. Hoffets stærke kvinde, Sarah Churchill, styrer på mange måder den ynkelige, gigtplagede og humørsyge dronning. Så ankommer som den tredje kvinde Abigail Hill, en fattig slægtning, som Sarah giver et job ved hoffet. Det skulle hun aldrig have gjort! For Abigail ved hvordan man får magt og indflydelse, og snart er hun dronningens nye ”Favourite” og magtkampen kan gå i gang!
Dette magtspil er dybt fascinerende, præcist, ubehageligt og gennemsyret af liderlighed. Man rystes, ler og forarges. De tre hovedroller spilles helt eminent – Olivia Coleman som dronningen fik Oscar for bedste kvindelige hovedrolle – og man indser, hvad der vel har været filmens skabers ide, at der ikke er så langt som man skulle tro mellem magtkampene – også imellem kvinder! – dengang og nu.
En del medlemmer husker sikkert den stærke polske film af aftenens instruktør om nonnen Ida i den barske polske efterkrigstid, som vi viste i sæson 1915-16, og som vandt en Oscar. Nu er instruktøren igen klar med det sort/hvide og kvadratiske billedformat, for ”efterkrigens Polen kan ikke vises i farver”, som han siger.
Aftenens film er først og fremmest en kærlighedsfilm mellem to meget forskellige mennesker, men også en film om en defineret periode i Europas historie, og spiller på begge dele i sin titel. Filmen starter i den umiddelbare efterkrigstid, hvor den intellektuelle musiker og komponist Wiktor rejser rundt i Polen for at opspore den ægte folkloristiske musik og dans for at fastholde polsk identitet. Ved en audition møder han den vilde og rodløse Zula med en blakket fortid, og det er deres voldsomme, men også umulige kærlighedshistorie vi følger gennem det næste årti.
Musikken spiller en vigtig rolle i filmen, både den folkloristiske, som Wiktor forlader, da den misbruges af det kommunistiske styre, og senere jazzen i Paris, men også som udtryk for hvad de to elskende følelsesmæssigt gennemgår. ”Filmmagi som ganske overvælder”, synes Sdf’s anmelder!
Fik man under filmfestivalen i september set den islandske Dagur Káris nyeste film, Voksne mennesker, ved man at her er noget specielt, en instruktør, der kan beskrive ”periferiens mennesker”. Det gælder også for hans debutfilm, som vi viser i aften.
Filmen foregår i det nordlige Island, om vinteren afskåret fra omverdenen af den isbelagte fjord og høje snedækkede bjerge, og skildrer primært den 17-årige Noi’s liv. Han er en højt begavet dreng, men samtidig meget isoleret, lidt af en oprører og tydeligt utilpasset i det nordislandske samfund, hvor han betragtes som lidt af en særling. Ganske vist er han ikke en ægte albino, men aparte er han et koldt og indelukket sted. Og han drømmer da også om at komme væk…
Filmen har vundet flere priser. Den er på en gang et udtryk for den klassiske fortælling om at være ung, ensom og utilpasset i langtbortistan, og samtidig gør den med sin tørre, lakoniske humor og sit næsten mytiske præg indtryk af at være et originalt og anderledes værk. ”Der er i hvert fald tale om en markant og meget tilfredsstillende filmoplevelse”, ifølge Bo Green i Weekendavisen.
Filmen er en intens, usentimental, men stærkt bevægende skildring af de livsvilkår, som flygtninge verden over dagligt konfronteres med. 16-årige Jamal lever med sin fætter i en flygtningelejr i Parkistan. Fætteren overtaler familien til at finansiere hans og Jamels flugt til London, hvor en slægtning bor. Filmen skildrer rejsen via Iran, Kurdistan, Tyrkiet, Italien og endelig England. Den har et næsten dokumentarisk præg, det er autentisk og intenst, og vi fornemmer hele tiden hvor opslidende og livsfarligt menneskesmugling og flugt til det forjættede Europa er.
Winterbottom gør op med den udbredte skelnen mellem politiske og økonomiske flygtninge: En flygtning er en flygtning, om grunden til flugten så er en blodig diktator eller en ludfattig, udsigtsløs tilværelse. Selv om han lader publikum drage sine egne konklusioner, er In This World et politisk statement, selv om tilgangen er nøgtern.
Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin i 2002 og er en bevægende og stærk ”øjenåbner”. ”Enhver kort nyhed om desperate båd- eller containerflygtninge vil for fremtiden fremkalde smerteligt konkrete erindringsbilleder af afstumpetheden ”In this World””, som Søren Vinterberg slutter sin anmeldelse i Politiken.
