Lige siden Kain og Abel har historien været fuld af broder-dyster, og aftenens roste italienske film med den spøjse direkte oversatte titel, fortæller endnu en.

Forlægget for filmen er romanen Il Fasciocomunista, en titel der også på et mere politisk plan taler om forbundne modsætninger. Både roman og film tegner et billede af Italien i 1960’erne og 70’erne. Vi møder to arbejderklasse-brødre, Manico, der er smuk og succesfuld på alle områder, og lillebror Accio, der for at kunne leve op til sin beundrede storebror må hævde sig på den modsatte politiske arena ved at blive fascist. Men begge brødre vil sådan set det samme: skabe forandring og gøre noget for andre. Om det for de unge mænd i deres 60’er-oprør er Marx eller Mussolino spiller derfor ikke den store rolle, når det kommer til stykket.
Det lykkes at skabe et psykologisk spændende portræt af brødre-modsætningerne, som skildres med varme og humor, samtidig med at filmens ambition om at forbinde familiehistorien, den ”lille” historie, med den ”store” italienske historie og udvikling i de to årtier, der forandrede ikke blot Italien, men hele Europa, går rent hjem.