Iransk film eksisterer faktisk og befinder sig på et højt kunstnerisk niveau, men har siden fundamentalisternes magtovertagelse i 79 måttet fortælle symbolsk-metaforisk for at få lov til at eksistere. Det gælder også aftenens film, der handler om en gruppe arbejdsløse lærere, der vandrer rundt i bjergene i Kurdistan, grænselandet mellem Iran, Irak og Tyrkiet. De bærer store, sorte tavler på ryggen og søger efter elever, men ingen synes interesseret i lærdom! Man skal da være ayatollah for ikke at se symbolikken og kritikken af et samfund, der ikke vil tage mod oplysning! Eller ikke tillade den!
Men filmen kan såmænd også ses som en jordnær og bevægende realistisk skildring af livet på flugt fra sult og død blandt forfulgte kurdiske folkegrupper i en grænseegn. De har andre prioriteter end lærdom og viden. F.eks. at overleve!
I andre sammenhænge hører vi jo meget om regionen, men ikke filmisk. Da den kun 20-årige , kvindelige, iranske instruktør modtog juryens særlige pris for sin film i Cannes, modtog hun den med håb om et nyt og friere Iran. Det synes desværre at have lange udsigter efter parlamentsvalget i foråret 2004, hvor den demokratiske oppositions medlemmer ikke fik lov at stille op for præsteskabet!