På et alderdomshjem for pensionerede operasangere bliver festlighederne omkring fejringen af Verdis fødselsdag forstyrret af ankomsten af Jean – en diva uden sidestykke og tidligere hustru til en af beboerne…
”Selv om du nu – ikke ganske ubeføjet kan jeg tilføje af egen erfaring – skulle mene, at opera kan være ludkedeligt og alderdom direkte deprimerende, så giv lige 75-årige Dustin Hoffmans instruktørdebut ”Kvartetten” en chance. Slå dig ned i biffen, temmelig sikkert blandt jævnaldrende tilskuere langt hinsides popcornalderen, og slå øjne og øren op, mens forteksterne ruller til tonerne af Brindisi’en, skålsangen fra 1. akt af ”La Traviata”. Og overgiv dig så!
Bevares – tunghørhed, glemsomhed, gangbesvær og andre viderværdigheder går jo ikke lige pludselig over; og opera er og bliver opera!
Men alligevel: Den film gør det virkelig svært at bevare sin sunde skepsis over for kunstarten og sit solidt funderede mismod over alderdommens uundgåelige svækkelser.”
Sådan indleder Søren Vinterberg sin anmeldelse i Politiken af aftenens – og sæsonens sidste – film. Og vi kunne ikke skrive det bedre! Velkommen!
Dørene åbnes kl. 19.00
Kl 19.30 starter aftenen med en kort generalforsamling
og umiddelbart herefter starter filmen.
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!
Jean-Dominique Bauby er chefredaktør på modebladet Elle, vælter sig i succes og lever livet i overhalingsbanen. Alt ændres da han en decemberdag rammes af en svær hjerneblødning og forvandles til en uhyggelig blanding – lægerne kalder tilstanden ”locked-in-syndrom – hvor han er totalt fysisk lammet, men stadig har sine mentale ressourcer helt ubeskadige . Han er som fanget i en dykkerklokke. Han kan dog blinke med det ene øjenlåg, og lærer ved hjælp heraf at kommunikere til omverdenen, ja rent faktisk hjælpes han til at udvikle et kodesystem, der gør det muligt for ham at diktere sine tanker, overvejelser, drømme.
Og det er disse dikterede erindringer, der danner baggrunden for denne betagende film. Reduceret til et minimum, og efter en periode med forståelig selvynk og depressivt had til alt og alle, opdager den lammede Bauby, at der stadig er et liv og kan blink-diktere: ”Dykkerklokken er ikke længere så knugende, og tankerne kan strejfe om som en sommerfugl. Der er så meget man kan foretage sig. Man kan flyve i rummet eller i tiden, tage til Ildlandet eller til kong Midas’ hof”.
Bauby døde ti dage efter udgivelsen af sin bog. Få har skildret smerten ved ikke at kunne nå sine kæreste så anfægtende og smukt, og helt retfærdigt fik instruktøren Julian Schnabel Cannes-prisen i 2007 som bedste instruktør for filmatiseringen af bogen.
Aftenens film er en stærkt virkende beretning om en polsk-jødisk musikers skæbne under det nazistiske barbari.
Polanski, der selv som barn levede i Krakows ghetto, men undslap nazisternes holocaust, har naturligvis længe lige som kollegaen Spielberg ( ”Schindlers liste”) gerne villet fortælle om denne periode filmisk, men først med genudgivelsen og opdagelsen af den polske pianist og komponist Wladislaw Szpilmans dagbog fra Warszawas ghetto i 1998 fandt han sit stof. ”Det er sikkert min mest personlige film. Jeg kunne bruge mit eget erindringsstof, men det var gennem Szpilmans bog, jeg kunne sikre mig at det ikke blev for personligt. Distancen og beherskelsen kommer fra Szpielman”, sagde Polanski ved overrækkelsen af de gyldne palmer i Cannes i 2002.
Og filmen er netop en stærkt neddæmpet, næsten nøgtern beretning om uhyrlighederne i Polen. Som i Søren Kragh Jacobsens ”Øen i fuglegade”( næsten-vinder ved vores første filmfestival i 1997) er hovedpersonen et vidne, som vi oplever igennem. Szpielmann er absolut ikke en herorisk skikkelse, men en skræmt og passiv iagttager, en almindelig mand med en ekstraordinær skæbne, hvad der gør det lettere for os tilskuere at identificere os med hans lidelsesfulde oplevelser.
