Aftenens film er både skrevet og instrueret af sønnen til Gabriel Garcia Marquez, den verdensberømte sydamerikanske forfatter, og det er hans overbevisende debut. Filmen er opbygget lidt lige som “Magnolia”, som vi viste i sidste sæson, men begrænser sit persongalleri til et antal kvinder og deres liv. De har det tilfældes at de alle bor i San Fernando Valley, en velhaverforstad til Los Angeles. I fem adskilte afdelinger eller episoder føres vi ind i disse kvinders liv, men historierne fletter sig ikke sammen til en helhed som i “Magnolia”. I kraft af denne “novellefilmstruktur” er der meget overladt til tilskuerne, for episke forløb og fortid og fremtid for disse kvinder får vi ikke. Det fængslende ligger i at vi selv må drage vores egne konklusioner på basis af hvad vi helt konkret ser på lærredet – en tøvende bevægelse, et forsigtigt smil, en tåre på kinden, lutter små informationer, men mættede med betydning for den medlevende tilskuer. Det er den slags visuel-psykologisk “afkodning”, der hentydes til i titlen. Det kan virke impressionistisk og for en dansker minde om den teknik Herman Bang brugte til at afdække sine kvindelige “stille eksistenser”. For at det kan lykkes kræver det sublim skuespilkunst, og en perlerække af amerikansk films fornemste, kvindelige karakterskuespillere er da også med i filmen og medvirker til at gøre det til en betagende film.