Sorry we missed you
Familien Turner i Newcastle i det nordøstlige England kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Faren, Ricky, køber en varevogn, så han kan få arbejde som selvstændig chauffør, tilsyneladende en fordelagtig ordning, men i virkeligheden en udsat og rettighedsløs position. Konen arbejder i hjemmeplejen, hvor der aldrig er tid nok til de syge og gamle.
Englands grand old socialrealistiske instruktør, Ken Loach, har lavet en ny udfordrende film, hvor han viser vilkårene for den engelske arbejderklasse. Det har han gjort mange gange før, og altid fremragende, og vi i Gørlev Filmklub har fulgt ham tæt, sidst i sæson 2017-18, hvor vi viste den gribende film om arbejdsløses vilkår ”Jeg, Daniel Blake”. Aftenens filmtitel refererer til den seddel, som Ricky som chauffør lægger, når pakkemodtageren ikke er hjemme, men den henviser jo også symbolsk til de mennesker på bunden, som samfundet har valgt at overse.
Daniel Blake, filmens hovedperson, har været snedker i en menneskealder, da han rammes af sygdom og ikke kan arbejde. Han må bede staten om hjælp, men livet er ikke nemt, når man skal følge statens forvirrende og ydmygende regelrytteri. Han gør imidlertid sit bedste og har endda overskud til at hjælpe den enlige mor, der også er i klemme i systemet.
Sjældent har man set skildret en kritik af velfærdsamfundets bureaukratiske bagside så stærk og gribende. Loach og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty, har skabt endnu en socialrealistisk harmdirrende beretning om almindelige menneskeskæbner, der sjældent finder vej til det store lærred. Der er ingen store filmiske armbevægelser hos Loach, men det stille har også ret, når det formidler en så vigtig fortælling. Også i Danmark gælder det, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse i Politiken, at det er ”en tiltrængt film til tiden”.
Dørene åbnes kl. 19.00 – Cafeen er åben
Filmstart kl. 19.30
Halvvejs i filmen holdes et kvarters pause hvor Cafeen også er åben
Den småkriminelle Robbie skal være far og er derfor sluppet med samfundstjeneste i stedet for en fængselsdom under forudsætning af, at han holder sig ude af karambolage med loven. Ved et tilfælde opdager den unge ballademager, at han har ”næse” for whisky, og det sender ham på et eventyr med en potentielt stor gevinst.
Den nu 77-årige Ken Loach har lavet mange gode, om end barske socialrealistiske film fra den engelske arbejderklasse. Og Gørlev Filmklub har vist adskillige, My Name is Joe og Sweet Sixteen kan jeg umiddelbart komme i tanke om. Men i aftenens film er han blevet lidt mildere og frem for alt morsommere. Filmen er stadig socialrealistisk, og kan fint siges at handle om social arv, kriminalitet og ungdomsarbejdsløshed, men den er frem for alt en humanistisk og optimistisk fortælling om en ung fyr, som pludselig får den chance, han aldrig har fået før, og opdager noget, han er god til.
Englenes andel kalder man den lille mængde spiritus, som fordamper under lagring. Det er et fint udtryk, som Loach her har gjort til det poetiske omdrejningspunkt i sin hidtil luneste film.
Ken Loach er sammen med Mike Leigh, hvis Happy-go-Lucky vi indledte sæsonen med, Englands store socialrealistiske filminstruktører, som vi har vist mange film af i klubben. I aftenens film giver Loach sit svar på de sidste års nyliberalisme, enhver-er-sin-egen-lykkes-smed-ideologi, så filmen må i den globale finanskrises lys siges at være brand aktuel.
I filmen starter den enlige mor, Angie, efter at være blevet fyret af sin sexchikanerende chef, et ”sort” daglejerbureau for mere eller mindre illegal, udenlands arbejdskraft. Angies private, om end moralsk anløbne initiativ går rigtig godt en tid, og hun tjener gode penge, men så udnyttes hun selv og snydes af mere fiffige bagmænd og tvinges både moralsk og menneskeligt ud på endnu dybere vand. Hun ser ikke selv at hun korrumperes og bliver som de udbyttere, hun selv tidligere foragtede.
”En fri verden er endnu en inspirerende og inspireret film af Loach, der uden at docere viser os konsekvenserne af det højt besungne frie initiativ….og det er også en åndeløst spændende, ægte indigneret, skræmmende og meget foruroligende film om etiske dilemmaer og i mere en én forstand opløste grænser. Et must!”, som sdf’s filmkatalog slutter sin omtale.
Den store engelske socialrealistiske mester, der gav os film i 70’erne som Kes og Family Life og i 90’erne Riff-Raff, Land and Freedom og My name is Joe ( de sidste alle vist i Gørlev Filmklub), har atter ladet høre fra sig.
Aftenens film er nok socialrealisme, men også en kriminalfilm. Trods sin unge alder er hovedpersonen Liam aktiv i Glasgows narkomiljø. Hans mor sidder i fængsel, og det er drømmen om at skaffe moderen et hjem, og sig selv et normalt familieliv, når hun løslades, der motiverer Liam til hans kriminalitet og tvinger ham til at bruge kniv, i stedet for som han siger i starten, at nøjes med at bruge hovedet.
Titlen er blodig ironi. Der er ikke noget som helst sødt ved at være 16. Tværtimod er 16 skæringsdatoen, hvor unge lømler kan betragtes som strafbare kriminelle. Og det er her, man bliver voksen, og det er hvad fortællingen om den 15-16-årige Liam drejer sig om. Den socialt determinerende skæbne hviler tungt over menneskene og giver dem ikke mange muligheder ifølge Loach. At han også mener det er uretfærdigt, mærkes klart i dette portræt af et barn med hjertet på rette sted.
