Den succesrige filminstruktør Johannes bliver gift med skolelæreren Signe. Han er dog ikke tilstrækkelig opmærksom på hendes mørke sider og jalousi, så en vinterdag i 1984 kommer han hjem og opdager, at Signe i en psykose har dræbt deres ni måneder gamle datter. Johannes er chokeret og ulykkelig, men vil også gøre alt for at beskytte sin sårbare kone og hjælpe hende tilbage til livet igen.
Den succesrige århusianske filminstruktør Niels Malmros serverer sin personlige tragedie, som mange sikkert har hørt om, og selvfølgelig må der opstå diskussion, om hvorvidt man kan tillade sig at filme ens egen tragedie, og det er der også blandt filmanmelderne, men Malmros har jo hele sit filmværk igennem så at sige dokumenteret sit liv i film efter film. Og han gør det, så det bliver vedkommende, og han gør det nærmest rystende usentimentalt. Filmen, som Malmros kalder sin sidste, er ”en rank afrunding på et livsprojekt”, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse.
Når vi viser mange danske film i år, skyldes det simpelthen at der laves mange danske kvalitetsfilm. Dansk film er – dogmefilm eller ikke – glædeligvis stadig inde i en strålende udvikling.
Aftenens instruktør er jo en gammel kending, skaberen af så glimrende film som ”Kundskabens træ”, ”Drenge”, ”Lars Ole, 5c” og ”Kærlighedens smerte”. Med undtagelse af afstikkeren til Færørene med ”Barbara”, har han holdt sig til sit eget selvbiografisk prægede århusianske univers, og med aftenens film er han atter tilbage heri med det formål at fortælle sin afdøde fars historie.
Neurologen Richard Malmros beskrives i tre perioder af sit liv: I den fattige barndomsperiode i Esbjerg i begyndelsen af århundredet, i midten af århundredet, hvor han fungerede som professor og overlæge på Århus Kommunehospital, og i de sene år i begyndelsen af 1990’erne, hvor han er gammel og svagtseende. Filmen springer mellem perioderne og tager udgangspunkt i en sag, der i hans alderdom bragte ham på forsiderne: Hans brug af det radioaktive stof thorotrast, der blev benyttet til hjerneoperationer, og som senere viste sig kræftfremkaldende.
Det er blevet til et intenst, følsomt og meget smukt portræt af et menneske, der gennem hele sit liv lod pligten og ansvaret være styrende, men aldrig fik livsglæden eller personlige behov forløst.