Der er ingen grund til at skjule, at aftenens film er en barsk omgang, som folk med sarte nerver skal holde sig fra. En af svensk films væsentlige unge instruktører, der debuterede med den fremragende ”Fucking Åmål” i 1998, er tilbage med en voldsom og bidende socialkritisk historie om prostitution og fornedrelse i det tidligere Sovjet – og i Sverige!
Den 16 årige Lilja bor i en fattig og trøstesløs forstad et sted i det tidligere Sovjet. Da hendes mor på det grusomste forlader hende for at forfølge sin drøm i USA med ny mand, må Lilja hos en fordrukken tante stå på egne ben. Hun hænger ud med den lidt yngre dreng Volodja og drømmer om en bedre tilværelse, mens hun stjæler og prostituerer sig igennem. En dag tror hun at drømmen går i opfyldelse, da hun forelsker sig i en mand, der beder hende følge med til Sverige for at begynde et nyt liv…
Moodysson håber på folks vrede og bruger bevidst filmen som en provokation og et våben. ”Det er vældig naivt at tro at det at sælge sin krop er som et hvilket som helst andet job. Der ligger tragedie og desperation bag beslutningen, og i den internationale prostitution, den såkaldte trafficking, altid forskellige grader af vold og fornedrelse”, siger instruktøren i et interview. Historien er i al sin gru almen og sand, og derfor er film af denne kaliber også en nødvendighed, hvor ubehageligt det end kan være at overvære.