Aftenens film fik ved joker-afstemningen i sidste sæson næsten lige så mange stemmer som de to film, der blev valgt. Derfor var det oplagt at tage den med i år. Filmen foregår i Nordengland i 80’erne, hvor Margaret Thatchers regering var fast besluttet på at knække de strejkende minearbejdere. Den 11-årige Billys far og storebror tilhører de “rigtige mænd”, så det bliver ikke let for Billy at bytte boksehandskerne ud med balletskoene. Men det gør han faktisk, for filmen er både en socialrealistisk film i den gode Ken Loach og Mike Leigh-tradition og samtidig et eventyr. Filmen handler om at turde forfølge sin drøm og stå ved hvem man er uanset omgivelsernes mistro og modstand. Det er historien om ællingen der trods megen modgang bliver en svane. En eviggyldig og livsbekræftende historie vi elsker at tro på og få gentaget.