Before Sunset

Aftenens film – sæsonens sidste – er en smuk kærlighedshistorie. For ni år siden mødtes Jesse og Celine tilfældigt og oplevede Wien og hinanden i et 14 timer langt møde, der medførte en samhørighed og fortrolighed, der normalt hører længerevarende forhold til. De aftalte at mødes igen, men det blev ikke til noget. Nu genforenes de tilfældigt i Paris af alle steder, og har denne gang kun 81minutter, filmens spilletid, til at udveksle erfaringer om det liv de ikke har levet sammen og diskutere alt mellem himmel og jord. De har naturligt nok begge flyttet sig, Jesse har kone og barn hjemme i New York, men erindringen om det første møde er helt intakt, og nu er spørgsmålet så om de vil hengive sig til vemodet eller handle i nuet…
”Der er mere snak end kys i ”Before Sunset”. Alligevel er den årets smukkeste og mest romantiske kærlighedsfilm, hvor handling, dialog og skuespilpræstationer går op i en højere enhed”, som det lød i den rosende anmeldelse i Berlingske Tidende.