Verdens værste menneske
Norges mesterinstruktør, der ingen forbindelse har med vores Trier, har også som Mia Hansen-Løve sidste filmaften lavet en film om en moderne storbykvinde. Men det er en hel anden kvinde, Trier beskriver. Vi følger hende i et tiår, men med vægten på tiden omkring de 30. Hun er sød og åben, men også ubeslutsom og rastløs, vil ikke bindes af forpligtigelser, fordi som hun siger ”hun vil noget mere med livet”. Hun ved bare ikke hvad! Ubeslutsomheden gælder både mht uddannelse, kærlighedsrelationer og børn. Hvor Hansen- Løves unge kvinde altså var præget af forpligtigelser, er Triers plaget af det modsatte: ubeslutsomheden og modviljen mod forpligtigelse.
Titlen må være ironisk ment, for hun er altså ikke noget slemt menneske, blot en typisk ung storby-middelklasse-kvinde med ”ondt i livet”, et resultat af alt for mange valgmuligheder. Det er en meget smuk og velspillet film, der selv om den behandler et typisk generationstema også har noget at sige til en ældre aldersgruppe.
Om Joachim Trier er i familie med sin berømte danske film-navnebror, vides ikke, men anmeldelserne af hans film placerer ham virkelig som en kommende stjerne.
Vi følger i filmen Anders, en højt begavet 34-årig, der har svært ved at se sin fremtid for sig. Han er ved at arbejde sig ud af sin narkotika-afhængighed, og skal nu til første jobsamtale i Oslo. Han forsøger på denne sin første udgangsdag fra afvænningshjemmet at finde en grund til at leve videre efter et mislykket selvmord. Mens Anders midt i tyverne sank ned i misbruget på trods af en privilegeret barndom og en god uddannelse, etablerede vennerne sig i jobs og forhold, og i mødet med dem oplever han denne dag sin spildte fortid og den udsigtsløse fremtid. Spørgsmålet er om den tomme skal, han føler sig som, kan fyldes med mening.
Karakterstudiet af Anders – og i øvrigt af byen Oslo som en vigtig ”medspiller” – har en formidabel styrke, men iflg. alle anmeldelserne slår filmen hårdest med sit samlede portræt af en generation, som i et rigt samfund har fået at vide, at alt er muligt, men alligevel føler sig forvirret og fortabt som voksne. ””Oslo, 31.august” er en knaldstærk film. Poetisk, realistisk og barsk på samme tid”, som Politikens Sophie Engberg Sonne slutter sin begejstrede anmeldelse.
