”Alting var bedre på Stalins tid”, siger den gamle bedstemor Eka i Tblisi i Georgien. Hun bor sammen med sin midaldrende datter, Marina, og dennes universitetsstuderende datter Ada, og gennem skildringen af deres liv, tre generationers kvindeliv, får vi et glimrende billede af det postsovjettiske samfund. I centrum står den fraværende Otar, der er rejst til Frankrig, dels fordi familiens hu står til alt fransk, dels for som mange østeuropæere at søge lykken i vesten. Den gamle lever for denne fraværende søn og hans breve, så da han meldes død ved en arbejdsulykke, beslutter Marina og Ada at holde det skjult for den gamle hendes sidste tid og fabrikerer selv breve fra den afdøde. Men løgn avler løgn, og selvfølgelig kommer sandheden for en dag.
Hvordan det kommer til at foregå skal ikke afsløres her. Den debuterende kvindelige instruktørs manuskript er så veldrejet, at man må gætte hele vejen til den helt overraskende finale, hvor det der umiddelbart tegnede til afslutninger i stedet bliver til nye begyndelser.
Der er mange temaer i filmen: løgn og sandhed, kvindeliv og livskraft, migration og afmagt, men vigtigst nok, at vi alle har ansvar for hinanden. Det er en dejlig, varm og rørende film.