Susanne Biers amerikanske debut handler om Audrey, der pludselig er blevet enke og alene med to små børn. Hun har aldrig førend ved begravelsen mødt den afdøde mands bedste ven, Jerry, som han gennem årene har vist en betydelig loyalitet overfor trods Jerrys stofmisbrug. Efter mandens død søger Audrey at lære ham at kende, og trods hendes uvilje lader hun ham endda flytte ind i huset, hvor han hurtigt kommer til at spille en stor rolle i hendes og børnenes liv.
Det lyder som en rigtig Biersk film – hvem kommer ikke til at tænke på hendes fremragende ”Brødre” ved at læse ovenstående handlingsreferat -, og det er det da også, selvom det ikke er Anders Thomas Jensen, men en amerikansk manuskriptforfatter, der står bag historien. Der er ingen tvivl om, at det er Biers sans for at skildre almindelige menneskers ualmindeligt stærke følelser på lærredet, der har gjort hende attraktiv for Hollywood, og som stadig gør hende til en seværdig filmskaber. Hun har ikke solgt sin sjæl ”over there”.
Filmen fik blandede anmeldelser både i USA og i Danmark, men mest ros. Ebbe Iversen slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende med at slå fast, at den er ” en generøs hyldest til menneskets ukuelige livsvilje, og med sin nænsomme følsomhed og psykologiske præcision fremtræder den som en ganske vist ”lille”, men smuk og klog film.”  Og to af vore faste klubmedlemmer var meget begejstrede og ønskede meget at gense den i klubben!