Sæsonens eneste danske film er den skammeligt oversete 6. dogmefilm. Til trods for fine anmeldelser kom den til at stå i skyggen af de første, selv om den i både form og indhold netop passer så fint til dogmekonceptets krav om ægthed og enkelthed. Hovedpersonen er et fantasivæsen skabt af et barns savn og fantasi. Han kommer ud af væggen og har ligesom den my(s)tiske Kasper Hauser-skikkelse ingen identitet – er ikke “nogen”, men netop derfor “det rigtige menneske”, der i kraft af sin naivitet og uskyld udstiller verden omkring sig og sætter enhver falskhed og forstillelse i relief. Han bliver vores spejl, og filmen derved en fabel om det at være menneske i dagens Danmark. Filmen er usædvanlig ved at gennemføre dette tankevækkende og alvorlige, næsten metafysiske aspekt sideløbende med en boblende humor og en respektløs komik. Man aner her indflydelsen fra dogmebror Triers “Riget” og “Idioterne”. Og i Nikolaj Lie Kaas har Sandgren fundet en formidabel fortolker af godheden og uskylden. Han er i høj grad årsagen til at filmen er blevet både så morsom og så bevægende.