På et alderdomshjem for pensionerede operasangere bliver festlighederne omkring fejringen af Verdis fødselsdag forstyrret af ankomsten af Jean – en diva uden sidestykke og tidligere hustru til en af beboerne…
”Selv om du nu – ikke ganske ubeføjet kan jeg tilføje af egen erfaring – skulle mene, at opera kan være ludkedeligt og alderdom direkte deprimerende, så giv lige 75-årige Dustin Hoffmans instruktørdebut ”Kvartetten” en chance. Slå dig ned i biffen, temmelig sikkert blandt jævnaldrende tilskuere langt hinsides popcornalderen, og slå øjne og øren op, mens forteksterne ruller til tonerne af Brindisi’en, skålsangen fra 1. akt af ”La Traviata”. Og overgiv dig så!
Bevares – tunghørhed, glemsomhed, gangbesvær og andre viderværdigheder går jo ikke lige pludselig over; og opera er og bliver opera!
Men alligevel: Den film gør det virkelig svært at bevare sin sunde skepsis over for kunstarten og sit solidt funderede mismod over alderdommens uundgåelige svækkelser.”
Sådan indleder Søren Vinterberg sin anmeldelse i Politiken af aftenens – og sæsonens sidste – film. Og vi kunne ikke skrive det bedre! Velkommen!
Dørene åbnes kl. 19.00
Kl 19.30 starter aftenen med en kort generalforsamling
og umiddelbart herefter starter filmen.
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!
Handlingen i aftenens film udspiller sig i Tyskland i foråret 1945 ved 2.verdenskrigs afslutning. Teenagerpigen Lore ser sig nødsaget til at tage ansvaret for sine fire yngre søskende, da deres forældre, der er højtstående nazister, er taget af de allierede. Børnene oplever for første gang konsekvenserne af deres forældres handlinger og står i en håbløs situation, ude af stand til at klare sig selv og med udsigt til en sand rædselsrejse, da de beslutter at nå frem til deres bedstemors hjem næsten 900 kilometer nordpå. Mødet med en anden flygtning, den unge jøde Thomas, vender op og ned på alt hvad Lore og hendes søskende har lært som indoktrinerede sønner og døtre af den ariske herskerrace.
”Med udgangspunkt i en tysk-britisk forfatter er det lykkes en australsk-jødisk instruktør at dreje en af de senere års stærkeste film om Holocaust og 2. verdenskrig. ”Lore” er måske ikke ligefrem et rigtigt eventyr, men til gengæld en tryllebindende thriller om synd, skam, seksualitet og uskyldstab”, som Information slutter sin rosende anmeldelse.
Dørene åbnes kl. 19.00 og filmen starter 19.30
Du kan ikke bestille billetter men – mød blot op!
Aftenens film er omdiskuteret og på sin vis forfærdelig. Den rejser spørgsmålet,
om ondskab er medfødt eller må ses som et resultat af miljø og omgivelser.
Eva – helt fremragende spillet af Tilda Swinton – tilsidesætter et spændende liv og karriere, da hun forelsker sig og får Kevin og som mor og husmor er henvist til et familieliv i et klaustrofobisk provinsmiljø. Barnet er kolikbarn, og bl.a. derfor udvikler der sig tidligt et misforhold mellem mor og barn, og dets opvækst former sig som en dybt ubehagelig psykologisk magtkamp mellem mor og søn. Faderen mærker tilsyneladende ikke problemerne, og den engelske titel – ”We need to talk about Kevin” henviser til den manglende dialog mellem forældrene om den problematiske søn.
Filmen springer i tid. På nutidsplanet lever Eva et sølle ensomt liv, åbenlyst hadet af andre mennesker. I glimt fra forskellige tidspunkter i hendes tidligere liv får vi baggrunden for nutidens ubærlige smerte. ”Det er en film, der modigt og præcist springer på hovedet ned i familielivets mørkeste tabuer og efterlader et indtryk, der hænger fast. For kan moderkærlighed overhovedet betvivles eller problematiseres?” som Jyllandspostens filmanmelder skriver. ”Den fremragende film rammer som et knytnæveslag i maven og efterlader sit publikum rystet og lamslået”.
På grund af orkanen ”Bodil`s” hærgen, måtte Gørlev Filmklub aflyse deres filmaften torsdag d. 5 december. Da Falck frarådede al udkørsel var beslutningen nem at tage. En del medlemmer tager hver gang en længere køretur fra de omkringliggende byer for at se film i Gørlev. Det er altid ærgerligt at måtte aflyse og vi lovede vores medlemmer, at vi snarest her i det nye år ville give dem en ny mulighed for at se denne herlige engelske film ”Stumper og stykker” .
Aftenens film, der i England vandt hvad der svarer til vores Bodil/Robert sidste år, er socialrealisme når det er bedst. Filmen følger tre middelklasse-forstadsfamilier, hvor alskens dramaer bryder ud i lys lue. Vi følger dem gennem den 11-årige pige Skunks briller. Og hun har nok at skulle forholde sig til. Hun har sukkersyge, skal rykke op i en ny skole og er ved at finde ud af det der med drenge.
Hun bor med sin enlige far, en fremragende Tim Roth, sin bror og en polsk au pair-pige, men involveres i naboens familieforhold, da hun en dag overværer den temperamentsfulde far storme ud og tæve kvarterets unge særling, som hans tre teenagedøtre har beskyldt for uterlighed. Stykvis i en leg med kronologien opleves konsekvenser før årsager, hvilket afspejler Skunks verden, hvor hun kun gradvis får stykket sammen, hvorfor omgivelserne opfører sig som de gør.
Skunk spilles af en pige, som alle anmeldere spår en stor karriere. ”Filmen bliver hos én længe efter. Det skyldes især Eloise Laurenses Skunk. Hun har en naturlighed og integritet, som er svær at stå for, og hun får humor og lune ind i helheden”, som Informations anmelder skriver.
Glenn Close spiller titlens Albert Nobbs, en kvinde i 1800-tallets Irland, der for at skabe sig en eksistens giver sig ud for at være mand. Nobbs arbejder som tjener på et fint hotel i Dublin, et sted hvor alle har hemmeligheder af den ene eller anden slags, og hvor ingen derfor mistænker tjeneren for noget.
Hun træder ind i denne mandeverden, biologisk ”hun”, men socialt ”han” med en naiv og selvudslettende personlighed. Og Glenn Close spiller ”rollen Albert Oscar-værdigt godt. Sart og komplekst. I sit lidt for store tøj og Chaplinske bowlerhat fremstår han skrøbeligt og præcist som sin helt egen type. Man tror øjeblikkeligt på ham som spøjs og skræmt og lidet charmerende person. Køn til side.”, som Informations anmelder skriver.
Nobbs’ liv forandres, da han møder maleren og damecharmøren Hubert, der i virkeligheden er kvinde og den ene part i et lesbisk forhold! Således går maskespillet videre. En original og gribende lille film om køn og eksistens.
Hovedpersonen i aftenens film, Brandon Sullivan, spillet af en på alle måder fremragende og modig Michael Fassbender, er en succesfuld og tiltrækkende ung mand, der lever et tilsyneladende ubekymret liv i egen lækker lejlighed i New York. Hans seksuelle behov er store, og han har let ved at opnå erotiske kontakter og få sexbehovet opfyldt. Men i virkeligheden er han følelseskold og mangler fuldstændig evnen til at knytte relationer, og hans store sexbehov er som alkoholikerens eller narkomanens påtvunget ham og helt uden glæde.
Vi konfronteres altså med en storby-mandetype, der kan minde lidt om Travis i Scorceses berømte ”Taxi Driver” eller Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ uhyggelige ”American Psyko”. Han forsøger et mere helt og ægte kærlighedsforhold, som mislykkes, og han konfronteres også af sin lillesøster, der flytter ind til ham og repræsenterer en næsten modsat type med for mange følelser som en afhængighed af modsat art. Hun har ar efter selvmordsforsøg og er på en helt anden måde lige så ”syg” som brormand.
Det er ifølge alle anmeldere ikke nogen behagelig film, men et stort kunstværk, der vandt Guldløven ved Venedig-festivalen sidste år. Som Bo Green slutter sin anmeldelse: ””Shame” er en forbløffende film. Et moderne helvedesbillede. Bagefter vil man se sin sine kære og høre små fugle synge. Hvad som helst, der viser én, at sygdommen ikke har vundet endnu”.
Emily Brontës berømte, melodramatiske hovedværk fra 1847 er blevet filmatiseret mange gange. Nu har den unge Oscar-belønnede skotske instruktør, hvis to første glimrende film, Red Road og Fish Tank, klubben viste i henholdsvis 2009 og i sidste sæson, forsøgt sig. Og det er der kommet en smuk og bevægende film ud af, der sætter den klassiske kærlighedshistorie i et helt nyt lys.
I Arnolds udgave er landskabsidyllen og Brontës mange ord strøget, den unge Heathcliff en slave af afro-caribisk afstamning på flugt, der strejfer hjemløst om i Liverpool, da han bringes til Wuthering Heights og adopteres af den rige familie. Han har ar på ryggen og en destruktiv, dyrisk fjendtlighed mod alt og alle, der kun kan formildes af det intense erotiske kærlighedsbånd, der udvikles mellem Heathcliff og hans ny stedsøster Catherine. Da faderen så dør og den biologiske søn overtager godset, får Heathcliff atter lavstatus, og han flygter, da Catherine bliver forlovet med den rige nabosøn. Mange år senere vender han selv rig tilbage…
Og så har vi jo også fået 3D i filmklubben! Med briller og det hele!
Mest brugt er teknikken nok endnu kun som sjovt og dyrt legetøj i fantasifilm som Avatar og børnefilm som Toy Story og Orla Frøsnapper. Der er kun meget få i voksen filmklub-kvalitet!
Men den store, tyske filminstruktør Wim Wenders, ham med ”Himlen over Berlin”, har forsøgt at bruge den ny teknik kunstnerisk meningsfuldt og givende i sin nyeste film. Og efter alle anmelderes mening er det så vellykket, at vi tør springe ud i det, selv om det er en – balletfilm!
Vi giver ordet til en af de filmanmeldere, Politikens Kim Skotte, der kom beruset og bevæget ud fra balletfilmen Pina: ”Lidt flovt er det vel altid ikke at kende Picasso! Sådan har jeg det på en måde efter at have set Wim Wenders film Pina. Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et mere indgående forhold til fodboldens knoldesparkere end ballettens flyvende folkefærd, og jeg havde aldrig hørt om denne Pina Bausch og hendes Tanztheater Wupperthal. Men efter at have set Pina er jeg ikke i tvivl om, at Pina Bausch var en kunstnerisk figur af de helt store i de 35 år, hun ledede sin trup og udviklede sin følelsesladede fusion af dans og teater. Så konsekvent, så klar og kompromisløs i sin vision, at det sjældne sker: Man føler sig som et forandret menneske efter mødet”.
Så kom og mød forandringen i 3D i Gørlev Filmklub. Eneste 3D-film i denne sæson!
I sæson 2008-09 viste vi den unge skotske instruktørs prisbelønnede debutfilm Red Road om overvågningssamfundet i klubben, nu har hun igen vundet juryens pris i Cannes.
Det er historien om den helt unge Mia, der lever i ret trøstesløse omgivelser, der både kontant og konstant er på kant med samfundet, nikker skaller, bliver smidt ud af skolen, lukket ude af venindeflokken etc. Men en sommerdag kommer hendes noget promiskuøse mor hjem med en ny kæreste, der viser sig at være både omsorgsfuld og charmerende – og med evne til at fylde både moderens og datterens liv med kærlighed.
Med filmen løfter Andrea Arnold arven efter de store engelske realister, Mike Leigh og Ken Loach, men tilføjer ungdom og sex. Den er blevet sammenlignet med både Precious og Lone Scherfigs An Education, som vi begge viste i klubben sidste år, men den er helt sin egen. ”Den visuelt begavede Arnold fornyr på forførende vis den britiske realisme med dette både sansemættede, spændende og sexede drama”, som Informations anmelder konkluderer.
Aftenens instruktør er fra Algier og har iflg. Informations filmanmelder ”lavet en ”lille” film, der samtidig er en meget stor og fantastisk film om noget af alt det, der er galt med denne verden”.
Filmen foregår i London i dagene efter 2005-terrorangrebet i undergrundsbanen, hvor 52 mennesker døde. Den skildrer to forældre, der ikke har hørt fra deres voksne børn, og derfor er taget til byen for at finde ud af deres skæbne. Pigens mor er en meget ”hvid” engelsk, fordomsfuld provinsbo, drengens far en statelig sort, muslimsk fremmedarbejder fra Frankrig. Kultursammenstødet mellem de to forældre, som er meget forskellige, men fælles om sorgen og bekymringen for deres barn, udvikler sig til et kulturmøde, mens de begiver sig ud på en skræmmende rejse gennem London uden at vide hvad de vil finde.
Selv om storpolitikken rumler i baggrunden – religionskrig, terror, racisme, fremmedfrygt, selvmordsbomber- er instruktørens fokus hele tiden på de to mennesker fra forskellige verdener og deres møde, der er både personligt, kulturelt og globalt. Og trods alt giver håb for fremtiden!
