Den store engelske socialrealistiske mester, der gav os film i 70’erne som Kes og Family Life og i 90’erne Riff-Raff, Land and Freedom og My name is Joe ( de sidste alle vist i Gørlev Filmklub), har atter ladet høre fra sig.
Aftenens film er nok socialrealisme, men også en kriminalfilm. Trods sin unge alder er hovedpersonen Liam aktiv i Glasgows narkomiljø. Hans mor sidder i fængsel, og det er drømmen om at skaffe moderen et hjem, og sig selv et normalt familieliv, når hun løslades, der motiverer Liam til hans kriminalitet og tvinger ham til at bruge kniv, i stedet for som han siger i starten, at nøjes med at bruge hovedet.
Titlen er blodig ironi. Der er ikke noget som helst sødt ved at være 16. Tværtimod er 16 skæringsdatoen, hvor unge lømler kan betragtes som strafbare kriminelle. Og det er her, man bliver voksen, og det er hvad fortællingen om den 15-16-årige Liam drejer sig om. Den socialt determinerende skæbne hviler tungt over menneskene og giver dem ikke mange muligheder ifølge Loach. At han også mener det er uretfærdigt, mærkes klart i dette portræt af et barn med hjertet på rette sted.
Blogarkiv
All or Nothing
i åbner med Mike Leighs nye film, hvor han atter er tilbage i det socialrealistiske spor og mesterligt viser os det engelske klassesamfund som vi sidst så det i ”Career girls” og især i cannesvinderen ”Hemmeligheder og løgne”.
I filmen tegner Leigh et billede af under-England som dårligt kan være sortere: Far Phil kører taxa, men har svært ved at komme op om morgenen og bliver mere og mere indesluttet, melankolsk og filosofisk, moderen Penny er kassedame og holder stædigt hjemmet sammen med de to fede, voksne, hjemmeboende børn. Omkring dem svæver alle bipersonerne, der ligesom den lille familie sidder fast i det håbløse miljø og den dagligdags trøstesløshed.
”Jeg har det som et gammelt træ, der ikke får vand”, siger faren på et tidspunkt. I denne ødemark mangler det eksistentielle, respekten for og kærligheden mellem mennesker. Men se om ikke Mike Leigh viser en udvej og vover en slags ”happy end”. Det gør nok ondt at se alle disse ensomme, sårede og kærlighedsløse sjæle, men sandheden om dem er på en måde også en anden. De viser sig alle at rumme en slags værdighed og en menneskelig værdi, man ikke kan antaste, og som bryder igennem til sidst.