The Fabelmans
Filmen er Spielbergs nyeste, en selvbiografiske fortælling om hans opvækst, og samtidig en hyldest til filmkunsten. Den fortæller, hvordan Sammy/Steven bliver optaget af film allerede som lille skræmt dreng, hvor han bruger sine smalfilmsoptagelser til at skabe styr på verden og overvinde sin frygt. Senere opdager han, hvordan han kan vinde venner vha sine optagelser, men også hvordan de kan afsløre
den ubehagelige sandhed, i dette tilfælde hans mors utroskab.
Filmen er meget forskellig fra hans tidligere mesterværker, men selv et mesterværk, der rørende fortæller om den splittelse, der har præget den unge Spielberg, både som fysisk lille, som jødisk og som barn af to forældre modpoler, edb-ingeniøren og musikeren.
Filmen varer godt to en halv time. Maden består af hovedret, dessert og kaffe og koster 200 kr. Tilmelding til maden er nødvendig til formanden (40578804) eller kassereren (40310143). Man er naturligvis velkommen til kun at se filmen.
-
-
Gabriel LaBelle as Sammy Fabelman in The Fabelmans, co-written, produced and directed by Steven Spielberg.
-
-
(from left) Burt Fabelman (Paul Dano), younger Sammy Fabelman (Mateo Zoryan Francis-DeFord) and Mitzi Fabelman (Michelle Williams) in The Fabelmans, co-written and directed by Steven Spielberg.
Gensyn med Paris
Filmen skildrer et gensyn med Paris under og især efter de frygtelige terrorangreb på et spillested og flere restauranter samtidig i 2015 med mere end 130 døde og over 400 sårede og traumatiserede mennesker. Filmens kvindelige fiktive hovedperson bliver som tilfældig restaurationsgæst fanget i
terrorangrebet. Hun fremstår som en stærk kvinde, der efter hospitalsophold og 3 måneder hos mor på landet, tror hun kan gå videre med sit liv. Men hun bliver klogere og må virkelig kæmpe for at få afklaret, hvad der skete, for at få sin tilværelse på sporet igen.
Det sker ved at finde andre overlevende, der har været involveret i begivenheden. Filmen udvikler sig til en meget stærk og bevægende film om traumebehandling både af hovedpersonen selv og andre involverede. Den gør et stort indtryk.
Det er næppe muligt at finde en mere traumatisk historie, end den som aftenens film fortæller. Og så er den efter sigende autentisk! Den fortæller om en hårdtarbejdende alenefar, der bliver dødeligt syg og kun har måneder tilbage, og som derfor er på jagt efter en god familiepleje til sin 4-årige søn. Han er en kærlig far med et tæt forhold til sønnen, som vises i nogle intense scener, sublimt spillet af begge skuespillere. Moren er rejst hjem til Rusland efter fødslen og helt ude af billedet, og faren har ingen nære slægtninge. Guidet af en ung socialrådgiver besøger vi i et kapløb med tiden forskellige plejefamilier, der bestemt ikke kan siges at være lige velegnede alle sammen…
Filmen er helt fri for patos og sukret sentimentalitet. Den er nok en film om at dø, men den er fuld af liv, og da man først forstår, hvor meget tiden spiller en rolle, bliver det endda til en smuk og vedkommende spændingsfilm.
Den succesrige filminstruktør Johannes bliver gift med skolelæreren Signe. Han er dog ikke tilstrækkelig opmærksom på hendes mørke sider og jalousi, så en vinterdag i 1984 kommer han hjem og opdager, at Signe i en psykose har dræbt deres ni måneder gamle datter. Johannes er chokeret og ulykkelig, men vil også gøre alt for at beskytte sin sårbare kone og hjælpe hende tilbage til livet igen.
Den succesrige århusianske filminstruktør Niels Malmros serverer sin personlige tragedie, som mange sikkert har hørt om, og selvfølgelig må der opstå diskussion, om hvorvidt man kan tillade sig at filme ens egen tragedie, og det er der også blandt filmanmelderne, men Malmros har jo hele sit filmværk igennem så at sige dokumenteret sit liv i film efter film. Og han gør det, så det bliver vedkommende, og han gør det nærmest rystende usentimentalt. Filmen, som Malmros kalder sin sidste, er ”en rank afrunding på et livsprojekt”, som Kim Skotte skriver i sin anmeldelse.
Igen er der tale om en film flere i bestyrelsen har set og stærkt anbefaler.
Efter ”Alt om min mor” ( som Gørlev Filmklub viste i 2000) troede man dårligt at den store spanske instruktør kunne blive bedre, men aftenens film er faktisk utrolig god. ”Den er så bevægende og åndeløs smuk, at man knapt nok bemærker, hvor grænseoverskridende filmen i grunden er”, skriver Chr. Monggaard i sin anmeldelse i Information.
Benigno er sygeplejer for den smukke danserinde, Alicia, som han er forelsket i og som efter en ulykke ligger i koma. Marcos kæreste, den kvindelige tyrefægter Lydia, såres under en tyrefægtning og ender også i koma, og de to mænd mødes på samme hospital. Det kan lyde fortænkt, men i filmens ramme er det dybt bevægende at se den blide og omsorgsfulde Benigno passe og pleje Alicia og instruere Marco i, hvordan han skal behandle sin bevidstløse kæreste. Det har oftest været kvinder, Almodovar har interesseret sig for tidligere, men her er det to mænd, der elsker kvinder, der er ude af stand til at gengælde deres kærlighed, der står i centrum. De bliver i deres skæbnefællesskab gode venner trods deres forskellighed, og hjælper hinanden i de svære kriser, der følger.
I aftenens film er vi i det idylliske Maine, hvor der er sommer og sol og hvor hummerfiskeri er noget af det mest dramatiske, der kan foregå. Den lokale læge og hans kone nyder at have enebarnet hjemme fra universitetet på ferie, og sønnen nyder den lokale skønhed. Vi befinder os i verden før syndefaldet – og det kan naturligvis ikke vare. Idyllen brydes og tragedien rammer familien. Aftenens film kan minde ikke så lidt om den italienske ”Sønnens værelse”, som vi viste i efteråret.
Det er en stilfærdig og hverdagsrealistisk film, men samtidig også et skæbnedrama af de store. Filmen handler om kærlighed og vold, had, stolthed og værdighed, men også om at miste alt – ikke bare livet! Mere skal ikke siges om handlingen, det er et usædvanligt veldrejet manuskript den unge debuterende instruktør har lavet, og filmen er da også blevet rost til skyerne, og Sissy Spacek fik en Oscar for sin eminente portrættering af den sårede moder.
Filmhistorisk er det Robert Altman, der med ”Short cuts” fra 1975 først mestrede den episodiske fortællestruktur, hvor flere fortællinger fortælles samtidig og væves ind i hinanden. Ved et tilfælde har vores sæsonprogram flere sådanne film, mest udpræget ”Magnolia”, men også ”Tre årstider” og aftenens film er opbygget efter dette princip. Filmen er et panorama, der snart foregår i London, snart i Bosnien, snart i Amsterdam. Men der er sammenhæng alligevel, for det er en film om de jugoslaviske flygtninges situation og englændernes reaktion på de fremmede. Vi følger fire engelske familier, der på en raffineret facon er forbundet til hinanden og til flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, en forbindelse der får dem til at se skønheden i deres eget liv. Den bosniskfødte instruktørdebutant har mod til at skildre farce og tragedie som to sider af samme sag, og mod til at tale humanismens sag om fred og forståelse mellem alle ”smukke mennesker”, uden at det bliver pladderhumanisme. Det er en dejlig og tiltalende film.
Det er en meget mærkelig og ganske dyster film, vi skal se denne aften. Den er bygget op om en lang række enkelthistorier, hvor de enkelte menneskeskæbner er forbundet med hinanden på kryds og tværs. Alle disse personer hutler sig gennem den dag hvor vi følger dem i en forstad til Los Angeles, de fleste af dem døende af kræft, ensomme, alkoholiserede eller desperate over deres skæbne. Menneskesynet er gennemgående mørkt, men måske søger filmen en mening i al den tilsyneladende meningsløshed. Der er en filosofisk-religiøs undertone i filmen, der danner modvægt til den tilfældighed, som ellers synes at være livets indhold. Fortidens synder indhenter i hvert fald flere af de portrætterede personer. Filmens særegne tonefald skyldes i betydelig grad lydsiden, hvor der kører nogle sært melankolske, men paradoksalt nok også fortrøstningsfulde ballader, der maner de havarerede skæbner til besindelse og forsigtig stræben efter en ny begyndelse. Og så rummer filmen en helt fantastisk og mageløs scene, ja man har aldrig set noget lignende på film, men den vil jeg ikke røbe her. Den skal ses!
Instruktøren er vietnameser opvokset i USA, og det har været ham magtpåliggende at give et andet billede af Vietnam end de krigsbilleder vi er vant til. I løbet af tre historier fra det moderne Saigon præsenteres vi for fire forskellige skæbner i en sammenvævet poetisk fortælling: Den unge pige, der plukker og sælger ægte lotusblomster, og bliver en inspiration for en gammel, menneskesky digter, richshaw-chaufføren, der forelsker sig i luksusluderen, gadedrengen, der lever af at sælge tyggegummi og lightere til turisterne og endelig den tidligere amerikanske soldat, der leder efter den datter, han fik med en vietnamesisk kvinde, som han forlod da krigen sluttede. Det er en underskøn fotograferet stille og bevægende fortælling om håb i en verden, der skifter som årstiderne. Filmen fortæller hvordan det gamle traditionelle Vietnam, der måske var en mere uskyldig verden, møder indflydelserne fra den moderne, mere kommercielle og vestligt påvirkede verden. ”En yndefuld, charmerende og livsklog film”, som den kaldes i de rosende anmeldelser.