SIR
Filmen her indgik i forrige sæsons aflyste program. Den fortjener at blive set, og derfor tager vi den op i år.
Indien er kendt for sine Bollywood-film, men aftenens film viser, at der også laves andre og mere seriøse film i det store land. Langsomt og smukt skildrer SIR to meget forskellige indere i storbyen Mumbai: Den desillusionerede overklassedreng Ashwin, der både har et mislykket arrangeret ægteskab og en tid i USA med forfatterdrømme bag sig, før han kaldes hjem for at indgå i farens store entreprenørvirksomhed, og den fattige landsbypige Ratna, tvangsgift som helt ung og kort tid efter enke uden forsørgelse, der må tjene som tjenestepige i storbyen, men stadig har sine næsten umulige designer-drømme intakt.
Ensomme i storbyen lever de to op og ned af hinanden – de ses ofte hver for sig i hvert sit billede i den smukt fotograferede film. En kærlighed udvikler sig langsomt mellem dem, men en umulig en af slagsen, fordi Indiens klasse- og kastesystem synes uoverstigeligt.
Filmen giver et fint indblik i det moderne Indien, og historien gør et stærkt indtryk.
Aftenens film er bulgarsk, og dens finansiering tysk og fransk, men den føles på alle måder rundet af den oprindelige sibiriske kultur, hvori den foregår. De to hovedpersoner er et gammelt par af egnens oprindelige befolkning, der holder deres folks traditioner i hævd. De bor i en såkaldt yurt, et rundt telt, og dagenes og årstidernes rytme har været den samme i mange år. Nanook har dog lagt mærke til, at tøvejret kommer tidligere, og der er mindre vildt at jage, tingene er ikke helt som de var engang. En ung mand kommer på besøg og bringer nyt om deres datter Ága, som forlod dem efter et skænderi, og nu arbejder i en diamantmine og lever i en anden mere urban og moderne kultur. De enes om at besøge hende.
Historien folder sig blidt ud med en eftertænksom, men aldrig kedelig rytme, og begge hovedrolleindehaverne yder formidable præstationer. Som man kan forstå er det en stille, ligetil og gribende film, der fortæller en historie om kulturmodsætninger, sorg og forsoning.
Den japanske instruktør Kore-eda, hvis film Søstre og Min søns familie vi tidligere har vist i klubben, har endnu engang lavet en gribende film om familien, der vandt guldpalmen i Cannes sidste år. I Japan, hvor den traditionelle familie er i opbrud, er det et gennemgående tema for Kore-eda, at en familie ikke er noget givet, man får, men noget man skaber.
Aftenens film handler om en kærlig familie, eller vel rettere en sammenbragt gruppe af mennesker, der ernærer sig på samfundets bund ved småsvindel og rapseri. Faren og sønnen finder en dag en lille forladt pige med tegn på børnemishandling, og deres logiske valg er at indlemme hende i familien. Yuri er den ”lillesøster”, de ikke vidste, de manglede, og langsomt sætter hendes tilstedeværelse vidt forskellige følelsesmæssige skred i gang hos de enkelte familiemedlemmer.
Det er en film Sdf’s anmelder anbefaler varmt til alle filmklubber.
På grund af orkanen ”Bodil`s” hærgen, måtte Gørlev Filmklub aflyse deres filmaften torsdag d. 5 december. Da Falck frarådede al udkørsel var beslutningen nem at tage. En del medlemmer tager hver gang en længere køretur fra de omkringliggende byer for at se film i Gørlev. Det er altid ærgerligt at måtte aflyse og vi lovede vores medlemmer, at vi snarest her i det nye år ville give dem en ny mulighed for at se denne herlige engelske film ”Stumper og stykker” .
Aftenens film, der i England vandt hvad der svarer til vores Bodil/Robert sidste år, er socialrealisme når det er bedst. Filmen følger tre middelklasse-forstadsfamilier, hvor alskens dramaer bryder ud i lys lue. Vi følger dem gennem den 11-årige pige Skunks briller. Og hun har nok at skulle forholde sig til. Hun har sukkersyge, skal rykke op i en ny skole og er ved at finde ud af det der med drenge.
Hun bor med sin enlige far, en fremragende Tim Roth, sin bror og en polsk au pair-pige, men involveres i naboens familieforhold, da hun en dag overværer den temperamentsfulde far storme ud og tæve kvarterets unge særling, som hans tre teenagedøtre har beskyldt for uterlighed. Stykvis i en leg med kronologien opleves konsekvenser før årsager, hvilket afspejler Skunks verden, hvor hun kun gradvis får stykket sammen, hvorfor omgivelserne opfører sig som de gør.
Skunk spilles af en pige, som alle anmeldere spår en stor karriere. ”Filmen bliver hos én længe efter. Det skyldes især Eloise Laurenses Skunk. Hun har en naturlighed og integritet, som er svær at stå for, og hun får humor og lune ind i helheden”, som Informations anmelder skriver.
Det er sjældent vi får tysk film at se til trods for at det er vores store nabo, men nu ”smitter” engelsk (Mike Leigh) og dansk (f.eks. sæsonens ”Små ulykker”) hverdagsrealisme af på tyskerne. Aftenens film er en socialrealistisk film om almindelige mennesker i Frankfurt an der Oder 10 år efter genforeningen.
Her lever to ægtepar og venner i slutningen af 30’erne et stille og ret uspændende liv. Så det er måske ikke så overraskende at en forelskelse på tværs af ægteskaberne kommer istand og vender op og ned på de fire menneskers ellers så ensformige liv. Det kunne måske have øget tristheden, men filmen vil fortælle os, at det lige akkurat er et sådant chok, der skal til for at vække mennesker, der er gået i stå ”på halvvejen”. Affæren giver personerne mulighed for at bryde med den daglige trommerum og forsøge at etablere et bedre liv i resten af tilværelsen. Som moderens død i ”Små ulykker” tvinger familiemedlemmerne til at revidere deres liv, gør utroskaben det her i de to ægtepars.
Der spilles fremragende i alle roller, og den knappe, nærgående stil tjener historien godt. Det er blevet en yderst seværdig film.
Aftenens film fik ved joker-afstemningen i sidste sæson næsten lige så mange stemmer som de to film, der blev valgt. Derfor var det oplagt at tage den med i år. Filmen foregår i Nordengland i 80’erne, hvor Margaret Thatchers regering var fast besluttet på at knække de strejkende minearbejdere. Den 11-årige Billys far og storebror tilhører de “rigtige mænd”, så det bliver ikke let for Billy at bytte boksehandskerne ud med balletskoene. Men det gør han faktisk, for filmen er både en socialrealistisk film i den gode Ken Loach og Mike Leigh-tradition og samtidig et eventyr. Filmen handler om at turde forfølge sin drøm og stå ved hvem man er uanset omgivelsernes mistro og modstand. Det er historien om ællingen der trods megen modgang bliver en svane. En eviggyldig og livsbekræftende historie vi elsker at tro på og få gentaget.
Allerede sidste år ved dobbeltfilmarrangementet med Spansk film, fik klubbens medlemmer et indblik i at spansk film er andet end Almodovar (”Alt om min mor”), og også aftenens film ligger i sin stille skildring af realistiske hverdagspersoner langt væk fra Almodovars hæsbæsende vildskab. Lidt ligesom den danske ”Bænken”, som vi senere skal se i denne sæson, ønsker den at give stemme til en hel anden kategori af mennesker. Hovedpersonen er en lettere alkoholiseret 35- årig enlig og ensom kvinde i Sevillas slum. Hun bliver gravid med en tvivlsom mand. Da hendes fader indlægges på hospital, må hun mod sin vilje i en periode huse moderen, en varm og tapper kvinde, der hele sit liv har måttet tolerere sin brutale ægtemand, men nu i datterens opgang møder en hel anden mandstype. Han er blid og forstående, og der opstår sympati mellem de gamle mennesker, samtidig med at datterens hårdhed og kynisme gradvis opblødes af det spirende liv. Begge kvinder må tage deres liv op til revision… Filmens historie er imidlertid ikke det væsentligste, derimod dens fremstilling af tre ensomme mennesker med en varme og følelsesmæssig lydhørhed, der bevæger dybt.
