Min sommer i Provence

Min sommer i Provence

Cikadesang, lavendelmarker og evigt sydfransk solskin. Husker man Kilden i Provence og efterfølgeren Manon og kilden fra filmklubbens barndom i senfirserne, så ved man hvad man går ind til i sæsonens afskedsfilm. Her er nostalgi i rendyrket form i Marcel Pagnols filmatiserede barndomsoplevelser fra gårsdagens Provence.

Selve historien er en coming-of-age-fortælling, hvor Marcel sammen med bondedrengen Lili møder den jævnaldrende aristokratiske Isabelle og forelsker sig dødeligt. Det medfører svigt og hemmeligheder, så der er altså også slanger i det provencalske paradis, når drengen stifter bekendtskab med klasseforskellene og voksenlivets komplekse følelsesliv.

Men mest er det dejlig, nostalgisk sommerfornøjelse til let fordøjelse, som Gørlev Filmklub siger god sommer til alle medlemmer med!

En dejlig morgen

En dejlig morgen

Filmen fortæller historien om en ung kvinde og enlig mor i midten af 30’erne. Hun er oversætter af profession og bor i Paris. Hun besøger sin raske 98-årige bedstemor, men langt oftere sin hjernemæssigt svækkede far i 60’erne, som har været et belæst og inspirerende menneske. Hans hastige forfald, der gør at han ikke længere kan klare sig selv, går hende meget på. Hun er nemlig på alle måder et kærligt og omsorgsfuldt menneske. Og midt i alt dette møder hun så en gammel ven, der vækker hele hendes kærlighedspotentiale, som ellers var lagt på is. Men han har forpligtigelser til kone og 10årig søn, så det er ikke nemt…

Filmen skildrer altså en moderne storby-kvindes travle og vanskelige hverdagsliv. Det genspejles fantastisk i hovedpersonens ansigt, som man ikke kan blive træt af at se på. Det er Mia Hansen-Løves (vi har set hendes Dagen i morgen og Bergmans ø tidligere i klubben) på en gang enkleste og dybeste film.

Den er simpelthen ”dejlig”!

Hvor kragerne vender.

Nej, det er ikke i Gørlev, de gør det i denne film, men det kunne det såmænd godt ha været!

Laura har forladt sin ”bondske” hjemegn til fordel for et bohemeagtigt kunstnerliv i København. Hun har endda skrevet en roman om dette kedsommelige og indskrænkede landboliv, hun har forladt, så da hun inviteres tilbage til gården til brorens bryllup, udvikler det hele sig til et voldsomt familieopgør og kultursammenstød. Især da hun opdager, at brorens kommende ægtefælle er ingen ringere end den pige, der mobbede hende i skolen!

Det er en underholdende og velspillet film, som på mange måder tegner et fint billede af de store kulturforskelle, der findes selv i vores lille land. Og det lykkes faktisk den debuterende instruktør at vise ”fejlene” på begge sider, og hvor svært det kan være i en familie, hvor alle jo i grunden elsker hinanden, at forstå og respektere de kulturelle og samfundsmæssige udviklinger, der sker i hastigt tempo i dag og som vi er underlagt. Rosalinde Mynster gør det godt som Laura, der er i klemme!