Sæsonens eneste danske film er den skammeligt oversete 6. dogmefilm. Til trods for fine anmeldelser kom den til at stå i skyggen af de første, selv om den i både form og indhold netop passer så fint til dogmekonceptets krav om ægthed og enkelthed. Hovedpersonen er et fantasivæsen skabt af et barns savn og fantasi. Han kommer ud af væggen og har ligesom den my(s)tiske Kasper Hauser-skikkelse ingen identitet – er ikke “nogen”, men netop derfor “det rigtige menneske”, der i kraft af sin naivitet og uskyld udstiller verden omkring sig og sætter enhver falskhed og forstillelse i relief. Han bliver vores spejl, og filmen derved en fabel om det at være menneske i dagens Danmark. Filmen er usædvanlig ved at gennemføre dette tankevækkende og alvorlige, næsten metafysiske aspekt sideløbende med en boblende humor og en respektløs komik. Man aner her indflydelsen fra dogmebror Triers “Riget” og “Idioterne”. Og i Nikolaj Lie Kaas har Sandgren fundet en formidabel fortolker af godheden og uskylden. Han er i høj grad årsagen til at filmen er blevet både så morsom og så bevægende.
Blogarkiv
Dancer in the dark
Vist som den ene Joker i sæson 2000-01
Selma ser meget dårligt og hendes søn har arvet hendes øjenlidelse. For at skaffe penge til hans operation, må Selma arbejde fabrik. Hun sparer op for at kunne betale for en operation for sin søn, men en dag er pengene stjålet. I sit forsøg på at få dem igen tager Selma drastiske midler i brug.
Björks musik og Lars von Triers filmkunst gør “Dancer in the Dark” til en film, der lever længe i erindringen – og i hjertet.
Lars von Trier og musicals. Ikke umiddelbart to størrelser, man skulle forvente ville gå godt i spænd sammen. Men med den længe ventede danske premiere på guldpalmevinderen “Dancer in the Dark” viser det sig, at Trier har skabt endnu en stor film, der som hans tidligere er gennemstrømmet af hans excentriske visioner fra første til sidste billede. Musicalgenren har givet Trier en undskyldning for hæmningsløst at skrue på publikums emotionelle kontrolknapper, og med Björks kongeniale musik er helhedsoplevelsen blevet nærmest lammende. Det er på én gang smukt, grimt, porøst og forløsende