I aftenens film er vi i det idylliske Maine, hvor der er sommer og sol og hvor hummerfiskeri er noget af det mest dramatiske, der kan foregå. Den lokale læge og hans kone nyder at have enebarnet hjemme fra universitetet på ferie, og sønnen nyder den lokale skønhed. Vi befinder os i verden før syndefaldet – og det kan naturligvis ikke vare. Idyllen brydes og tragedien rammer familien. Aftenens film kan minde ikke så lidt om den italienske ”Sønnens værelse”, som vi viste i efteråret.
Det er en stilfærdig og hverdagsrealistisk film, men samtidig også et skæbnedrama af de store. Filmen handler om kærlighed og vold, had, stolthed og værdighed, men også om at miste alt – ikke bare livet! Mere skal ikke siges om handlingen, det er et usædvanligt veldrejet manuskript den unge debuterende instruktør har lavet, og filmen er da også blevet rost til skyerne, og Sissy Spacek fik en Oscar for sin eminente portrættering af den sårede moder.