Det er forår på et luksus-kurhotel i alperne, hvor berømthederne hviler ud. Film-, sport- og musikstjernerne er den moderne tids aristokrati, der har penge og berømmelse til at leve afsondret fra mængden og dermed markere, at de er noget særligt. Enere som Miss World, fodboldstjernen Maradona, Hitler-skuespilleren, en svævende yogi, et par Hollywood-divaer. Men deres følelsesliv er lige så banalt som alle andres, viser denne drillende film.
Blandt gæsterne er især de gamle snart 80-årige venner, komponisten Fred (Michael Caine) og filminstruktøren Mick (Harvey Keitel). De filosoferer om alt lige fra glemsomhed og prostatabesvær til den svære kunst ”at sige verden ret farvel”. Filmen har ikke megen handling, men en række fremragende tableauer, der både sjovt og tankevækkende viser livet frem – især konsekvenserne af de valg, man har truffet i livet!
”Filmen er fuld af humor, sort faktisk, men også alvorlig og befriende original. Den er smuk og grum – men hvorfor hedder den Youth – det må man selv se den for at finde ud af”, som Sdf-præsentationen slutter.
Forfatteren, journalisten og levemanden Jep Gambadella har skrevet én berømmet roman i sin karriere og nyder takket være den et vist ry. Som aldrende levemand fører han sig frem blandt Roms dekadente jetset. Fornøjelsen er dog for længst forsvundet, han føler sig tom indvendig og flyder gennem tilværelsen uden andet mål end en diffus søgen efter mening. Meget handling er der ikke i filmen. Italien i Berlusconi-æraen er filmet som en både forførende og frastødende, altid pulserende partyscene. Jep tager os med på en natlig vandring gennem Roms gader fra fest til fest i en endeløs jagt på skønhed.
Filmen Den store skønhed er i sig selv en fest for øjet med sin eventyrlige vekslen af lys, mørke, skygger, monumenter og mere hemmelige afkroge af den evige stad. ”Sorrentinos rejse gennem byen og natten opfordrer os til at spærre øjnene op. For ganske vist serveres det overdådige billedbombardement med en vis syrlighed over for vor tids overfladiskhed, men altid med et stort æstetisk overskud og barok humor, så man forlader filmens imaginære rejse let mystificeret, men med et smil på læben”, slutter Sophie Engberg sin anmeldelse i Politiken.
