Denne film blev også – som den tredje i rækken efter Utøya og The House that Jack built -diskuteret voldsomt på årets filmvalgmøde i bestyrelsen. For aftenens libanesiske film fortæller en grusom historie om fattigdommens og immigrationens mishandlede børn. Det er sørgeligt, ubehageligt og gribende at overvære. Men denne gang var alle dog enige om, at der var tale om en film, som alle burde se – om end det bliver med gråden i øjnene.
Vi følger filmen igennem den 12-årige Zain, der lever i Beirut. Kapernaum betyder kaos på arabisk og er jo også den bibelske by hvor Jesus boede en overgang, selv om det vist ikke har nogen betydning i filmen. Og kaos hersker i barnets liv. Han stikker af hjemmefra, da hans forældre gifter hans yndlingssøster til en gammel mand, der ejer deres hus. På sin flugt møder han en etiopisk illegal indvandrerkvinde med en baby, som Zain må tage sig af, da hun en dag ikke kommer tilbage. Snarrådig og opfindsom er han, men det er jo et umenneskeligt liv, som han med rette anklager sine forældre for at have sat ham ind i.
Filmen har dokumentariske træk, men låner også fra eventyret. At den har kunnet laves er et mirakel. Sjældent har man mødt så gribende en barne”skuespiller” som Zain, og sjældent har man fulgt så gribende historie.