Aftenens film er en rystende, næsten dokumentarisk beretning om fire unge engelske muslimer, der i 2001 tog til Pakistan for at fejre den enes bryllup. En forsvandt sporløs, og de tre andre, ”The Tipton Three”, som de kaldes efter deres engelske bopæl, kom først hjem i 2004 efter to år som terrormistænkte fanger på Guantanamo-basen.
Filmen er af gode grunde ikke dokumentarisk, men leger med doku-drama-genren. Den er benhårdt fortalt og efterlader et uudsletteligt billede hos tilskueren af et af de mest tragiske kapitler i nyere historie, nemlig den helt urimelige behandling af fanger på Guantanamo. Som i ”In this World” om flygtningeskæbner, som vi viste i klubben i 2005-06, ønsker Winterbottom at være ”dagsordensættende”, at åbne vores øjne for denne verdens urimeligheder og presserende konflikter. Filmen vandt fortjent sølvbjørnen ved Berlinfestivalen i 2006.
Blogarkiv
In This World
Filmen er en intens, usentimental, men stærkt bevægende skildring af de livsvilkår, som flygtninge verden over dagligt konfronteres med. 16-årige Jamal lever med sin fætter i en flygtningelejr i Parkistan. Fætteren overtaler familien til at finansiere hans og Jamels flugt til London, hvor en slægtning bor. Filmen skildrer rejsen via Iran, Kurdistan, Tyrkiet, Italien og endelig England. Den har et næsten dokumentarisk præg, det er autentisk og intenst, og vi fornemmer hele tiden hvor opslidende og livsfarligt menneskesmugling og flugt til det forjættede Europa er.
Winterbottom gør op med den udbredte skelnen mellem politiske og økonomiske flygtninge: En flygtning er en flygtning, om grunden til flugten så er en blodig diktator eller en ludfattig, udsigtsløs tilværelse. Selv om han lader publikum drage sine egne konklusioner, er In This World et politisk statement, selv om tilgangen er nøgtern.
Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin i 2002 og er en bevægende og stærk ”øjenåbner”. ”Enhver kort nyhed om desperate båd- eller containerflygtninge vil for fremtiden fremkalde smerteligt konkrete erindringsbilleder af afstumpetheden ”In this World””, som Søren Vinterberg slutter sin anmeldelse i Politiken.