Trofaste medlemmer af Gørlev Filmklub kan sikkert tænke sig til, at aftenens film, ligesom Utøya, har givet anledning til stor diskussion og uenighed i bestyrelsen under årets filmvalgmøde. Her drejer det sig om filmens ubehagelige vold, der får nogle til at fravælge den. Modsat kan man hævde, at Lars von Trier uden tvivl er Danmarks mest betydelige originale filmskaber, og at vi har vist de fleste andre af hans film gennem tiden, så burde hans nyeste værk ikke kunne vises i en filmklub, der vil kalde sig seriøs? Det sidste synspunkt vandt, kan I forstå, men nu er medlemmerne præsenteret for det andet – og advaret!
I filmen møder vi Jack, der aldrig blev arkitekt, så han kunne bygge sit eget hus, men i stedet blev seriemorder, der betragter de 5 mord, han begår over en årrække som sit kunstværk. Han må kaldes psykopat, men også en charmerende, egoistisk narcissist. Lige som navnebroren Jack the Ripper fotograferer han sine ofre og sender dem til en avis, og han fører diskussioner om sit ”kunstværk” med Hr. Verge, som repræsenterer romantikkens kunstsyn om det gode, det sande og det skønne. Grusomheden og sadismen afløses her af sort humor, så man med Sdf’s anmelders ord ”er ubehageligt underholdt – på trods”.
Blogarkiv
Nymphomaniac
Søndagsarrangement. Dørene åbnes kl. 13.00 Filmen starter kl 13.30. afbrudt af en pause med cafe midtvejs. Gå ikke glip af denne filmoplevelse.
Den første af sæsonens to lange søndagsfilm er Lars von Triers vilde og poetisk og erotiske, men overhovedet ikke pornoagtige langfilm, som vi viser i den nedklippede 4 timers version ( vi vover trods alt ikke at vise filmen i hans personlige 5½ timer lange udgave! ).
Filmen følger den ca. 50-årige Joes lange rejse gennem livet. En kold aften finder den ældre charmerende ungkarl, hr Seligman, hende gennembanket i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Joe, der selv diagnosticerer sig som nymfoman, fortæller derefter sin overdådige og saftige livshistorie til Seligman, der selv er en aseksuel bogorm.
Flertallet af anmelderne er forvirrede, men også meget imponerede, som Chr. Monggaard i Information, der kalder filmen et ”monstrum af en film, en krævende og svært definerbar blanding af mainstream og eksperiment, af en erotisk dannelsesrejse og filosofisk diskurs, af menneskelig tragedie og sort komedie….en væsentlig og fascinerende udbygning af en allerede markant filmkunstners betydelige oeuvre. Den rammer mig intellektuelt og fysiologisk, lige i hjernen, maven og skridtet, og selv om 4 timer er lang tid, er det ikke for lang tid”.
Melancholia
Lars von Triers seneste film er fra foråret 11 og altså mere end et år gammel, men af flere grunde værd at vente på (eller gense!). Bl.a. fordi filmen er i det ny digitale format, 2D, som vi nu har fået installeret i Den gamle biograf. Alene rent teknisk er filmen om planeten Melancholias kurs mod jorden nemlig en fantastisk oplevelse. Den altid kontroversielle instruktør er om noget en billedmager, især i de dvælende billeder af den stadig nærmende sig planet, støttet af Wagner på lydsiden som dramatisk understregning af budskabet og skønheden i undergangen.
Filmen er ellers slet ikke nogen science-fiction-film, som man måske kunne tro, men fortæller om to meget forskellige søstre. Den hvide brud, den lyshårede Justine, er melankoliker og ansat i reklamebranchen. Den mørkhårede Claire har valgt familien og snusfornuften, om end i rige omgivelser på ægtemandens chateau, hvor søsterens bryllup og den senere handling finder sted. I sit irritable had-kærlighedsforhold til søsteren, håber Claire nu i starten på at søsteren har valgt hendes vej i livet, den pragmatisk-rationelle i stedet for den depressive-irrationelle. Det viser sig snart ikke at være tilfældet…
Glæd jer til en formidabel åbningsfilm i jeres ny digitale filmklub!
Antichrist
Valgt som en af årets Jokere
En psykiater og hans kone sørger over tabet af deres søn. Derfor tager de ud i deres afsides liggende hytte i skoven. Hytten hedder ‘Eden’ og her skrev hun engang skrev en afhandling om forfølgelsen af hekse i middelalderen. Mens de prøver at forstå, hvordan tragedien kunne ramme dem, så viser den omkringliggende natur sig er fra sin mest barske og onskabsfulde side.
Manderlay
Filmen blev valgt som årets ene Joker i sæson 2005-06
Grace og hendes far har forladt Dogville. På turen gennem de amerikanske sydstater gør de tilfældigt ophold udenfor det store gods Manderlay, hvor man stadig lever som slaver og herrer. Det krænker Graces retfærdighedssans, og hun beslutter sig for at forsøge at lære beboerne mere demokratiske spilleregler. Hendes far forlader godset efter at have erklæret, at han ikke vil være der til at redde hende, når projektet slår fejl.
Dogville
Den smukke Grace (Nicole Kidman) er på flugt fra gangstere og ankommer til den lille isolerede bjergby Dogville. Med lidt hjælp og overtalelse fra byens forfatterspire Tom (Paul hos Bettany), tilbyder indbyggerne at skjule Grace, der til gengæld skal arbejde lidt hos alle i byen. Da politiet starter en eftersøgning af Grace, kræver alle i byen, især mændene, sig langsomt bedre og bedre betalt for den risiko det er at skjule hende. Grace erfarer på grusomste vis at den godhed hun har fundet i Dogville, må betragtes som relativ. Men Grace gemmer på en hemmelighed, der både bliver skæbnesvanger for hende selv, og ikke mindst for de gode borgere i Dogville…
Dancer in the dark
Vist som den ene Joker i sæson 2000-01
Selma ser meget dårligt og hendes søn har arvet hendes øjenlidelse. For at skaffe penge til hans operation, må Selma arbejde fabrik. Hun sparer op for at kunne betale for en operation for sin søn, men en dag er pengene stjålet. I sit forsøg på at få dem igen tager Selma drastiske midler i brug.
Björks musik og Lars von Triers filmkunst gør “Dancer in the Dark” til en film, der lever længe i erindringen – og i hjertet.
Lars von Trier og musicals. Ikke umiddelbart to størrelser, man skulle forvente ville gå godt i spænd sammen. Men med den længe ventede danske premiere på guldpalmevinderen “Dancer in the Dark” viser det sig, at Trier har skabt endnu en stor film, der som hans tidligere er gennemstrømmet af hans excentriske visioner fra første til sidste billede. Musicalgenren har givet Trier en undskyldning for hæmningsløst at skrue på publikums emotionelle kontrolknapper, og med Björks kongeniale musik er helhedsoplevelsen blevet nærmest lammende. Det er på én gang smukt, grimt, porøst og forløsende