Ålen kommer Se filmen gratis
Filmen har Re-premiere i ”Den gamle biograf” Onsdag d 12. oktober kl. 19.30.
Dette er ikke en musical, men en film om en gruppe af mennesker der laver en musical.
Filmen handler i korthed om en mand, som opfatter sig selv som en stor kunstner – så meget, at han ønsker at lave en musical om 2. Verdenskrig. Han samler et hold fra den lille provinsby, og de går i gang. Undervejs går de grueligt meget igennem – ingen penge, jalousi og dødsfald. Mod forventning får de støtte af en stor og kendt filmproducent (Peter Aalbæk Jensen), og projektet får sin premiere, men forvent en noget uventet slutning.
Den danske instruktør Gert Duve Skovlund har lavet en film, hvor hverken Anders W. Berthelsen, Sidse Babett Knudsen eller Mads Mikkelsen medvirker. I stedet inkluderer rollelisten en flok amatørskuespillere fra Slagelse, filmen er nemlig lavet som et opgør med filmverdenens københavneri. Resultatet blev filmen “Ålen kommer”, som har et budget på bare 40.000 kroner.
Vestsjælland går til filmen
Skuespillerne er lokalkendte folk fra »Krabasken« eksempelvis er hovedrolleindehaveren Ivan Jensen, der også har været med til at trække »det tunge læs« i forbindelse med filmproduktionen.
Gert Duve Skovlund har stået for instruktionen, og hans CV rummer blandt andet manuskriptet til »At klappe med en hånd«, »En enkelt til Korsør« og afsnit til flere tv-serier eksempelvis »Strisser på Samsø«.
Budget på 40.000 kr.
Filmen er lavet for et budget på under 40.000 kroner. Pengene er gået til forskellige ting som leje af bil, tekniske ting under klipningen, mad m.v. For at kunne lave filmen med så lille en økonomi var man utroligt afhængige af, at folk i lokalområdet var villige til at hjælpe, hvor de kunne. Og det er Thomas og Gert helt enige om, at de var:
»Folk har været meget hjælpsomme. For eksempel stillede Søvndals begravelsesfirma med rustvogn og kiste, og fra Sorø fik vi en limousine-service med. Vi har også fået lov til at låne golfbaner og meget mere. Desuden har Zentropa – ved Peter Aalbæk Jensen og Mikael Olsen stillet lys og lyd til rådighed, ligesom Slagelse kommune har bevilget et mindre beløb til afholdelse af premierearrangementet.«
Fem år undervejs
Fra de første optagelser til at den endelige spillefilm får premiere, er der gået fem år.
Gert og Thomas løfter sløret for, at der er tale om en stille og underfundig film, hvori man ikke skal forvente at møde familien Danmark. Til gengæld vil man blive præsenteret for flere skæve personligheder.
»Vi har hentet inspiration i det virkelig liv, og filmen er bygget på virkelige personer. Vi har villet lave noget, der er lidt anderledes, og vi har villet skildre hele det her med at brænde for at skabe noget, kæmpe for det man gerne vil, udrette noget, – ja filmen handler om drømmen og energien«, forklarer Thomas og suppleres af Gert: »Vi kan lide at lave film, der indeholder det lidt pudsige.«
Krabasken
»Thomas og jeg har haft kig på Krabasken i mange år, og mange gange har vi tænkt: Hold op, – de er virkelig dygtige! Og da vi blandt andet hørte Maybritt Strandet synge, vidste vi, at vi måtte have hende med i filmen«, fortæller Gert, som slet ikke kan lade være med også at give masser af rosende ord med på vejen til de tre medvirkende talenter, Ivan Jensen, Tage Sørensen og Kaj Jochumsen.
Både Gert Duve Skovlund og flere af amatørskuespillerne vil være tilstede og præsentere filmen denne aften, hvor den får en slags ur-premiere på det store lærred i Den gamle Biograf.